Udsatte unge, aktivering og uddannelse. Noemi Katznelson

betydningen imidlertid en anden. I Nyt psykologisk leksikon står følgende:

      “Individualiseret undervisning og indlæring. Pædagogisk term for en tilrettelæggelse af undervisningen, hvor man går ud fra individets behov, forudsætninger og indlæringstakt. Individualisering vil ofte blive betragtet i forhold til klasseundervisning. I den almindelige undervisning er der således en hårfin balance mellem at tilgodese de enkelte elevers forskellige forudsætninger og hensynet til fællesskabet og den samlede undervisningssituation. Dette karakteriseres som undervisningens grad af differentiering. Under indflydelse af skoleerfaringer fra bl.a. New Zealand er der i dag en tendens til at understrege behovet for individualisering.” (Egidius, 2001, p. 250)

      Der refereres her til individualiseringen som pædagogisk metode hvilket jeg vil komme nærmere ind på senere. Det står imidlertid klart at der ‘allerede’ her er flere niveauer repræsenteret, og at det er væsentligt at adskille disse fra hinanden.

      Den institutionelle individualisering

      På det man kunne kalde det institutionelle niveau, kan tendensen til individualisering iagttages både generelt, men i høj grad også inden for områderne arbejde, uddannelse og aktivering. Her sætter den institutionelle individualisering sig tendentielt igennem på det politiske (retoriske) niveau i eksempelvis regeringsgrundlag, lovgivninger, bekendtgørelser, udvalgsrapporter, debatter osv. Sekundært også som fænomen i den overordnede visionstænkning og i organiseringen af den daglige praksis om end på mere tvetydig vis. Det vil konkret sige i formålsbestemmelser tænkning omkring mål- og rammestyring, uddannelses-/arbejdstilrettelæggelse o.a.

      Det gennemgående er at disse tiltag og institutioner retter deres opmærksomhed mod det enkelte individ frem for mod grupper eller andre organiseringer af individer. Det er det enkelte individ der er omdrejningspunkt for ’mødet’ med, hvad man med et samlebegreb kan betegne, staten. I dette møde er det netop den enkeltes rettigheder, pligter, ansvar osv. der er i fokus (det er vigtigt her at være opmærksom på at der er tale om tendenser, og at praksis altid vil være langt mere ambivalent og flertydig).

      Overskriften og uddestilleringen af dette niveau er afledt af Ulrich Becks teorier om samme (mere herom i kapitel 4). Han siger i et interview:

      “For så vidt har vi at gøre med en institutionaliseret individualiseringsproces, og den første empiri for individualisering ville for mig være eftervisning af, hvorvidt love, som stadig stærkere (eller det modsatte) forprogrammerer denne individualisering, i forskellige lande sætter sig igennem på institutions-niveau. (…) Dette institutionelle niveau skal adskilles fra niveauet, der er afledt deraf, nemlig niveauet for adfærd, orientering i livsverdenens arrangementer i partnerskab, familie, ægteskab, forældreskab osv. Centralt er, at institutionaliseret individualisme skaber ikke lineær og kausalt individualistiske livsformer” (Sørensen, 2002, p. 129).

      Denne individualiseringsform svarer til den eksempelvis Birgitte Simonsen benævner den objektive individualisering (eks. Simonsen, 2000), eller til det der i en publikation fra Undervisningsministeriet benævnes uddannelsernes individualiseres (Nielsen et al., 1999, p. 55).

      Her i afhandlingen indfanger begrebet den institutionelle individualisering en meget væsentlig dimension. En dimension som udgør en del af selve afhandlingens problemstilling, og som i kapitel 1 blev beskrevet i forbindelse med de mange politiske og institutionelle tiltag over for udsatte unge hvilket vil blive yderligere afdækket i kapitel 3.

      Den institutionelle individualisering udgør en væsentlig del af det politiske, administrative og institutionelle baggrundstæppe – det sociologiske ‘lag’ – som de unge indgår i samspil med og danner sig i forhold til.

      De individuelle metoder

      Afledt af den institutionelle individualisering er de individuelle metoder som hænger snævert sammen med det der tidligere blevet betegnet som en “pædagogisk term for en tilrettelæggelse af undervisningen, hvor man går ud fra individets behov, forudsætninger og indlæringsakt” (Egidius 2001, p. 250). Her er der tale om en særlig pædagogik og uddannelsestænkning. Det drejer sig konkret om tilvalgsprincippet, opløsningen af stamklasser og hold til fordel for forløb som i vidt omfang sammensættes af den enkelte gennem valg af forskellige hold, kurser, forløb, aktiviteter, det drejer sig om individuelle uddannelsesplaner, handleplaner, fleksibelt optag og varighed på faglige forløb, MUS-samtaler (medarbejderudviklingssamtaler i erhvervslivet) m.m.

      I pædagogisk forstand drejer det sig om vigtigheden af at indtænke eller tage udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger, ønsker, behov og mål (Larsen, 2001, p. 102-3).

      Individuelle metoder som disse er blevet stadig mere udbredte i uddannelseslandskabet og har også i relation til de udsatte unge fået en stadig større vægt. Det vil jeg også komme nærmere ind på i kapitel 3.

      Det er vigtigt at adskille de individuelle metoder fra det der efterfølgende benævnes den bevidsthedsmæssige individualisering. Ofte blandes niveauerne sammen, og der opstår en lige linie mellem brugen af individuelle metoder og ‘skabelsen’ af de individualiserede unge. Der er imidlertid langt fra nogen enkelt eller automatisk kobling mellem niveauerne.

      Den bevidsthedsmæssige individualisering

      Når jeg her i afhandlingen benytter betegnelsen den bevidsthedsmæssige individualisering, henviser jeg til en gradvis bevidsthedsmæssig forandring særligt hos unge i moderniteten, en forandring som medfører en særlig tænkning og adfærd. Der er ikke tale om en forandring som en gang for alle har forandret den samlede danske ungdom som ved et trylleslag, men om en gradvis proces, som ungdommen generelt i særlig grad er sensitiv over for (dette vil blive yderligere uddybet i kapitel 4).

      Den bevidsthedsmæssige individualisering dækker over det forhold at den enkelte oplever en indre forpligtigelse til at kunne se sig selv og definere og afklare sin egen person igennem de valg han eller hun foretager. Med andre ord manifesterer den bevidsthedsmæssige individualisering sig som en internaliseret forventning (eller et krav) om at skulle tage personligt stilling til hvad man godt kunne tænke sig, uddannelses- og arbejdsvalg, stil, holdninger, værdier osv. En forventning om at placere sig selvstændigt og som enkeltindivid i forhold til alle disse arenaer og at handle aktivt i forhold til dem og tage dem til sig som en individuel identitetsopgave (Illeris et al., 2002).

      Den bevidsthedsmæssige individualisering knytter sig til den institutionelle idet de bevidsthedsmæssigt individualiserede unge indgår som argument eller figur i forbindelse med eksempelvis uddannelsesreformer (dette er bl.a. fremanalyseret i Andersen & Sommer, 2003, p. 44; Hansen, 2003, p. 227). Ligesom den institutionelle individualisering antages at være medproducent af den bevidsthedsmæssige individualisering – et forhold som netop vil blive gjort til genstand for analyse her i afhandlingen.

      Den bevidsthedsmæssige individualisering er relateret til det der eksempelvis i publikationen fra Undervisningsministeriet benævnes unge individualiseres (Nielsen et al., 1999, p. 55).

      Her i afhandlingen spiller betegnelsen den bevidsthedsmæssige individualisering, ligesom den foregående om den institutionelle individualisering, en væsentlig rolle. Den blev kort introduceret i kapitel 1 som værende en del af undersøgelsesresultatet fra den undersøgelse afhandlingen her er en viderebearbejdning af. Den bevidsthedsmæssige individualisering vil yderligere blive uddybet i kapitel 4 ud fra et teoretisk perspektiv, men vigtigst vil den udgøre en del af genstandsfeltet i selve afhandlingen. Det vil sige være en del af selve det som de kommende analyser vil gå i dybden med. Der er således på dette niveau tale om individualiseringen forstået som et bevidsthedssociologisk begreb.

      Begreberne om den institutionelle, bevidsthedsmæssige og metodiske individualisering udgør de centrale forståelser her i afhandlingen. Jeg vil imidlertid eksplicit afgrænse disse fra en fjerde som kort har været berørt tidligere, nemlig det man kan kalde en neoliberal individualisering:

      Individualisering