Udsatte unge, aktivering og uddannelse. Noemi Katznelson

beskriver sit forsøg på at finde sin ‘rette’ hylde:

      “Der er jo mange jobs, man kan være i dag. Jeg er helt blank […] Det er ikke sådan noget man lige pludselig siger, nå, men jeg vil gerne være sådan noget fordi det er så stort et område, du skal vide så mange ting. Det er nærmest sådan noget man selv skal sidde og selvlære sig ved siden af. Også fordi det går alt for hurtigt, udviklingen. Det har jeg opgivet.”

      I statistisk forstand hører denne unge til den gruppe der ofte kaldes ‘restgruppen’. Det drejer sig om unge der ikke gennemfører en ungdomsuddannelse, og som derfor kan være udsatte i forhold til at opnå et fast fodfæste på arbejdsmarkedet. De udgør omkring 17% af en ungdomsårgang der kan brydes op i 5%. der aldrig starter på en ungdomsuddannelse, og 12% der starter, men falder fra inden de afslutter (Nielsen et al. 1999) Disse tal er fra 1999, men ifølge endnu upublicerede tal fra Undervisningsministeriet er tallene stort set uændret i 2004. Restgruppens størrelse synes derfor at være stagneret (tallene forventes publiceret primo juli 2004)².

      Afgrænsningen refererer til de unges uddannelsesniveau, hvilket indikerer, at gruppen af udsatte unge i dag ikke ‘alene’ består af unge uden arbejde, men også af unge uden en uddannelse. Det er i dag langt mere problematisk ikke at have en uddannelse end tidligere, hvor antallet af ufaglærte jobs var større. Udsathed er således på ingen måder en statisk og konstant størrelse. Den afhænger af den generelle betydning af uddannelse, kravene i uddannelsessystemet, de internationale/nationale konjunkturer, forholdene på arbejdsmarkedet, politiske prioriteringer mm.

      Det er i dag ikke længere muligt i grove træk at afgrænse de udsatte unge til at være de arbejdsløse unge. I dag kan udsatte unge meget vel gemme sig i uddannelsessystemet, aktiveringssystemet samt på arbejdsmarkedet. En undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet viser, at størstedelen af de unge ledige har været indgået i tre, fire eller flere forskellige uddannelses-, arbejds- eller aktiveringssammenhænge over en periode på to år³.

      Mange unge skifter således ofte sammenhæng, og der er i det hele taget et utroligt stort frafald fra de ordinære ungdomsuddannelser i almindelighed og fra erhvervsuddannelserne i særdeleshed⁴.

      Billedlig talt kan de unges trafik ind og ud af uddannelsessystemet beskrives som en hovedbanegård i myldretiden, hvor alt er kaos og dog synes at ordne sig for flertallet. Der er imidlertid fortsat en stor gruppe for hvem dette ikke er tilfældet. Kombinationsmulighederne nærmer sig efterhånden det uendelige, og mange unge springer fra og vælger om, så deres veje bliver stadigt mere uoverskuelige.

      Det vanskelige ved den omfattende mobilitet og det mangfoldige uddannelseslandskab er at få et overblik over, hvem de udsatte unge er, hvor mange de er, og hvilke problemstillinger de selv og de, der skal støtte dem, kæmper med. Problemet kan meget vel være større end statistikkerne lader os vide. Snævert betragtet er der tale om ca. 3%. af en ungdomsårgang er i aktivering, men disse rekrutteres fra den langt større og mere udflydende gruppe af udsatte unge som udgøres af op til hver sjette ung (Nielsen et al., 1999).

      Det institutionelle svar på at nedbringe størrelsen af gruppen af udsatte unge og de unges situation/problemer er og har i stigende grad været at fokusere på den enkelte. Gennem fokuset på den enkelte formodes antallet af udsatte unge at blive mindre, da det er muligt i højere grad at målrette en indsats mod den enkelte. Tendensen i tiltagene over for de udsatte unge op gennem 1990’erne er beskrevet i en publikation fra Undervisningsministeriet ved navn Hvad virker?

      “En individuel tilretning af uddannelses-, vejlednings- eller aktiveringstilbud har været tendensen i de senere års uddannelsesinitiativer – herunder også i forhold til realisering af målet om Uddannelse til Alle og løsning af restgruppeproblemet. Begreber som den individuelle uddannelsesplan og den personlige handlingsplan er opstået i denne sammenhæng. De individualiserede muligheder for de unge kommer ligeledes til udtryk i f.eks. fuu, egu, ujf, brobygning og i den nye erhvervsuddannelsesreform 2000.” (min markering. Nielsen et al., 1999, p. 57).

      Den gennemgående udvikling i aktiverings- og uddannelsestilbudene til de udsatte unge har således været det individuelle aspekt. Initiativerne har været præget af, hvad man kunne kalde en tendens til institutionel individualisering. Det vil sige en individualisering der udspringer af et institutionelt fokus på den enkelte. Den institutionelle individualisering optræder på den politiske og den institutionelle scene iklædt formuleringer som ‘frit valg’, ‘den enkelte bruger i centrum’, ‘individuel tilgang’ osv. Det vil konkret sige at tendensen gør sig gældende i lovgivninger, bekendtgørelser og udvalgsrapporter på det politiske (retoriske) niveau og på det institutionelle niveau gennem blandt andet uddannelsestilrettelæggelse, handleplaner osv. I sidste instans sætter den sig også igennem i den institutionelle verden som de udsatte unge indgår i, men på mange komplekse og modsatrettede måder.

      Den institutionelle individualisering hænger sammen med en anden tendens til individualisering på et subjektivt niveau. Den kaldes her i afhandlingen en bevidsthedsmæssig individualisering. Den bevidsthedsmæssige individualisering dækker kort fortalt over en oplevelse hos den enkelte af at kunne se sig selv og definere og afklare sin egen person igennem egne valg og dispositioner. Sociologen Zygmunt Bauman beskriver den i følgende passage:

      “To put it in a nutshell, ‘individualization’ consists in transforming human ‘identity’ from a ‘given’ into a ‘task’ – and charging the actors with the responsibility for performing that task and for the consequences (also the side-effects) of their performance” (Bauman i Beck & Beck-Gernsheim 2002a, xv).

      I dag er der altså potentielt to beslægtede individualiseringsformer på spil. De sætter sig tendentielt igennem bevidsthedsmæssigt såvel som institutionelt som en art dobbelt individualisering.

      Men hvordan ser disse tendenser ud set fra de udsatte unges perspektiv? Kender vi overhovedet til de konsekvenser, denne udvikling har for de udsatte unge?

      Det er min overbevisning, at vi ikke i tilstrækkelig grad er bevidste om, hvordan disse tiltag sætter sig igennem på det subjektive niveau: Hverken i det daglige arbejde med de unge, i de førte politikker eller i forhold til målet om at integrere de unge i det formelle ungdomsuddannelsessystem og på arbejdsmarkedet.

      Det er min ambition i denne afhandling at nærme mig en forståelse af de unges situation som den tager sig ud i lyset af tendensen til individualisering. Jeg vil afslutningsvist i afhandlingen bruge denne forståelse til at komme med nogle forsøgsvise bud på, hvad der på praksisniveau såvel som uddannelsespolitisk kan gøres for at skubbe de unge videre.

      Individualiseringen viser sig her i afhandlingen som del af en ambivalens mellem på den ene side de unges oplevelser af deres valgmuligheder og mulighed for skabelse af individuelle handleplaner; og på den anden side de tvangselementer der samtidigt er indbygget i aktiveringslovgivningen, og den ufrihed der ligger i ikke at kunne få eller skabe sig adgang til arbejdsmarkedet og dermed ‘vælge’ en vej ud af arbejdsløsheden.

      En ambivalens mellem på den ene side det, man kan kalde den politiske diskurs om individualisering og dens nedsivning i de institutionelle rammer omkring de unge, og på den anden side de bindinger der sætter sig igennem i de unges faktiske liv og forestillinger som en række levede erfaringer. Dette indbyggede paradoks mellem muligheder og begrænsninger – frihed og bindinger – peger på vigtigheden af at komme bagom forståelsen af individualiseringen i det moderne samfund og nå til en forståelse af både de ‘gamle’ og ‘nye’ bindinger som spiller en rolle i de unges liv.

      Et yderligere paradoks som mange andre også har peget på, er det enorme fokus på individet frem for på de sociale årsager der ofte i overvejende grad ligger til grund for deres udsathed. De sociale og samfundsmæssige årsagssammenhænge usynliggøres i takt med at blikket i stigende grad rettes mod den enkeltes ansvar for sin egen situation. Udviklingen peger således i retning af en stadig større usynliggørelse af de sociale årsagssammenhænge (jf. Rose 2003; Bauman 2001 og i en dansk kontekst Hansen 2003; Mathiesen 2000)

      Denne