Udsatte unge, aktivering og uddannelse. Noemi Katznelson

en (og vi snakker altså ikke om et B&O anlæg, men om en absolut beskeden walkman udlånt af institut X på RUC!). Han piller også ved mikrofonen flere gange under interviewet så jeg på et tidspunkt bliver nødt til at stoppe ham for at sikre mig en ordentlig optagelse og den nødvendige koncentration.

      Bagefter er han helt vild efter at høre sig selv på båndet. Det gælder også for Ronny – straks efter interviewet begynder de at spole tilbage for at høre det forfra. Thomas, som ellers på det nærmeste var ved at falde i søvn under interviewet, vågner lige pludselig op og kunne uden problemer have holdt sig vågen længe nok til at høre hele interviewet igennem på båndet.

      En anden situation beskrevet i min feltdagbog:

      Jeg har en interviewaftale med Stine lørdag eftermiddag. Jeg skal ringe til hende for nærmere at aftale tidspunktet. Da jeg ringer klokken 12 lørdag formiddag, er hun endnu ikke gået i seng og vil helst skyde vores aftale. Vi aftaler mandag aften klokken 19.30 hvor jeg skal hente hende hjemme hos hendes forældre. Mandag ringer jeg for at bekræfte aftalen umiddelbart før jeg skal til at gå ud af døren. Jeg fanger hende på hendes mobil - hun har glemt aftalen og er ikke hjemme. Hun vil tage hjem nu, så vi kan mødes lidt senere klokken 20.30 samme sted. Jeg tror nu at jeg langt om længe har fået fanget hende og ringer på døren hos forældrene til den aftalte tid. Moren åbner døren og fortæller intetanende at Stine ikke er hjemme, og at hun ikke ved hvor hun er henne. Hun spørger mig: “Undskyld, men hvem er du?” Jeg fortæller at jeg kommer fra X-projekt og er ved at interviewe flere af kursisterne bl.a. Stine. Hun siger - som sin anden sætning: ”Jamen hun er heller ikke til at regne med - hun falder fra alt hvad hun går i gang med”, og ”Hende kan man ikke regne med”. Jeg smiler og siger undskyld ulejligheden og går igen. Længere nede af vejen stopper jeg bilen for at overveje mit næste træk. Stines mobiltelefon er sat på svareren, så jeg kan ikke få fat på hende. Efter et par minutter vender jeg bilen for at køre tilbage og skrive en seddel til hende. Jeg ringer på igen og bliver inviteret inden for. Begge forældre sidder og ser TV og spiser chips. Jeg skriver en seddel, og først i døren på vej ud kommer jeg i snak med moderen.

      (…)

      Efter at vi har stået og snakket lidt i døren, ringer telefonen, og det er Stine der er på vej hjem. Jeg sætter mig ind og venter endnu 5-10 minutter hvorefter Stine kommer væltende ind af døren sammen med Susan (en pige fra holdet). De er forpustede og har tydeligvis skyndt sig. Stine undskylder forsinkelsen.

      (…)

      Jeg snakker med Stine og Susan om at vi sammen går et sted hen for at lave interviewet. De når lige at ryge 2 cigaretter hver og Stine at skændes med forældrene inden vi siger farvel og går ud i bilen. Lidt nede ad vejen begynder Stine at snakke i mobiltelefon. Susan kommer ‘pludselig’ i tanke om at hun skal hente en nøgle til sin fars lejlighed for at kunne komme ind i den senere når hun skal sove. Derudover viser det sig at de tre kvarter senere skal mødes med Henrik fra holdet i Valby for at bowle. Vi er på det tidspunkt i Nordvest, lejligheden ligger på Vesterbro og de skal ende i Valby – alt sammen på tre kvarter!!! Susan finder på at vi kan lave interviewet hos faren. Det vil være smart for alle parter, og vi kører så af sted mod Vesterbro.

      Efter ca. 15 minutters interview i lejligheden på Vesterbro er klokken ved at være 22. Midt i interviewet ringer Stine til Henrik på bowlingbanen. Vi forlader derefter lejligheden for at køre hen og møde ham. Undervejs prøver vi på at få en aftale i stand om et nyt interview, men emnet afløses hele tiden af andre emner. ”Der bor en vildt lækker fyr derinde” (siger Stine og peger på et boligkompleks)

      Jeg forsøger ind imellem at henlede opmærksomheden på mit elendige interview som jeg efterhånden er blevet helt besat af. Da vi nærmer os Valby, har vi stadig ikke fået en aftale på plads, og jeg begynder at køre langsommere og langsommere i håb om at vi ved et mirakel måske kan få samling nok på snakken til at der kan blive stablet en aftale på benene. Stine ender med at sige: ”Vi skal jo også finde et tidspunkt…”. Jeg griber den og siger: “Jeg kan bare indrette mig efter jer, bare jeg så kan regne med at I er der”. Efter lidt parlamenteren finder de ud af at, hvis Susan kan sove hjemme hos Stine, kan vi gøre det i morgen formiddag. Hvis ikke Susan sover der, kan det ikke lade sig gøre at samle dem om formiddagen. Men så skal Stine lige ringe hjem og spørge om det er i orden for forældrene.

      Pludselig er alt på plads - vi skal mødes hos Stine klokken 12 næste dag, og vi er også nået frem til bowlinghallen hvor Henrik dingler over vejen for at gå ind og tisse i en baggård.

      (…)

      Næste dag ringer jeg klokken 11.30 for igen at konfirmere aftalen med Stine og Susan. Stine er hjemme, men hverken hun eller Susan har fået penge fra bistanden så det hele er meget forvirrende for dem. Susan er på vej hen til sit socialkontor for at brokke sig inden det lukker klokken 13. Jeg spørger om jeg kan komme og snakke med Stine alene. Hun siger ja, men tilføjer at en af hendes venner også er der, - og faktisk er det som når man snakker om solen - han ringer netop på døren. Jeg siger at det er ikke smart at han er der, og at vi så hellere må vente.

      Et lille udsnit fra optakten til et andet interview:

      Noemi: Interviewet tager nok lidt tid, 1-2 timer måske.

      Interviewpersonen: Nå nå, det er ligesom når jeg er hjemme hos min mor og far.

      Endelig nogle enkelte situationsbilleder fra andre interviewsituationer:

      • Halvvejs gennem et interview (efter godt en ½ time) bliver den unge stadig mere ukoncentreret. Han taber ofte tråden i sin fortælling og ender med at skiftevis nærmest ligge hen over bordet eller lægge ansigtet i hænderne og støtte albuerne på benene foran sig. Indimellem prøver han at tage sig sammen, rejser sig op, gaber og kigger på mig igen. Muligvis er han påvirket af hash. Han oplever tydeligvis interviewet som uendelig langt.

      • Undervejs i et interview begynder interviewpersonen at vippe med benene så bordet rokker. Efter lidt tid bliver det umuligt at koncentrere sig på grund af larmen og båndoptageren, der rutscher frem og tilbage på bordet.

      Man kan selvfølgelig hævde at disse udvalgte situationer i højere grad end at sige noget om interviewmetoden og de unge siger noget om mig som interviewer. Det er formentlig også en del af sandheden, men (forhåbentlig) ikke den hele (jeg må hellere for en god ordens skyld understrege at størstedelen af mine interview ikke bærer præg af de tendenser jeg her fremhæver). Jeg mener imidlertid at disse brudstykker fra min empiri udgør nogle helt centrale udfordringer for den kvalitative interviewmetode som enkeltstående empirikilde i forskningen med og i udsatte unge – og måske også i forhold til andre målgrupper. Det drejer sig om følgende udfordringer:

      Udfordring: At få en interviewaftale i stand

      Som det fremgår af feltdagbogsnotaterne med Stine og Susan, er det med nogle af de unge vanskeligt overhovedet at få en interviewaftale i stand med mindre man på autoritativ vis kræver, at det er noget de skal. På et af de projekter jeg har fulgt, har logistikken ikke muliggjort at jeg uforstyrret kunne interviewe de unge, hvorfor interviewene fandt sted også uden for projektet. Men som det netop fremgår af dagbogsnotaterne, ender selve det at nå frem til interviewsituationen med på det nærmeste at rumme flere informationer end interviewet selv.

      Oplevelser som disse peger på vigtigheden af at kombinere metoder og indrette sig fleksibelt i forhold til de mennesker man ønsker at interviewe. Målgruppen må gå forud for metodevalget og ikke omvendt.

      Udfordring: Situationen læses forkert

      I det første citat med Ronny og Thomas der bliver interviewet, er det uklart, hvordan interviewpersonerne aflæser interviewsituationen, om de aflæser den som noget andet end den er tænkt til trods for at de er blevet informeret om at interviewet er anonymt, og at det indgår i en undersøgelse. Genren – forskningsinterview – er ukendt for de unge, og det er derfor vanskeligt at afgøre, hvordan de læser situationen og dermed også hvilken betydning det, de fortæller, kan tillægges.