Udsatte unge, aktivering og uddannelse. Noemi Katznelson

socialiteten adskiller sig fra den der er gældende her i afhandlingen. Den skal ikke desto mindre nævnes her, da den ofte dukker op i den offentlige debat og i karakteristikken af unge. Her hører man jævnligt de unge karakteriseret som ‘individualister’ (eller for den sags skyld egoister, narcissister, selvoptagne, …). Individualiseringsbegrebet anvendes i sådanne sammenhænge – i min optik – som del af en større forfaldsmytologi som fremhæver et værditab som følge af ‘den nye tid’, og som på forskellig vis peger på et generelt moralsk forfald. Et forfald som knytter sig til en ganske særlig forståelse af et solidarisk fællesskab, som det samfundsmæssige bindevæv der hvis det eroderer, vil føre os ud i et samfund af rene ‘individualister’ (Mortensen, 1991, p. 36; Ziehe, 1992, p. 89).

      Denne forfaldstænkning – eller reelle politiske og moralske bekymring – kobler også jævnligt individualiseringen til nyliberale politiske strømninger. Individualiseringen bliver den subjektive pendant til den voksende kommercialisering, markedsgørelse, privatisering osv.

      Jeg anser en sådan tænkning for at knytte sig til en ‘misforstået’ ontologi om et frit individ som i stigende grad bliver autonomt i takt med udvidelsen af netop det frie marked. Det er imidlertid ikke en ontologi, der er i overensstemmelse med den der ligger til grund for dette arbejde. Her er det ontologiske afsæt at individ og samfund groft sagt er at betragte som et uadskilleligt dialektisk partnerskab – om end ikke et ukompliceret og modsætningsfyldt et (jf. en klassisk sociologisk forståelse). Individualiseringen er i forlængelse heraf at forstå som en kollektiv proces og social foreteelse.

      Den neoliberale tolkning af begrebet om individualisering er i min optik udtryk for en af faldgrupperne i forbindelse med brugen af begrebet. Forståelsen er ensidig og reducerende, og den forfejler sin ambition om at indfange og forstå de forandringer der finder sted. Forandringer i ungdommen kan ikke reduceres og afgrænses til at være ungdomskulturelle forfaldsfænomener, men må anskues som resultater af et ændret samspil mellem samfundsmedlemmerne og det samfund de er en del af. Det er således ikke muligt at forstå den bevidsthedsmæssige individualisering uden samtidigt at have blik for den institutionelle – og vice versa.

      Udover de individualiseringsformer jeg har været inde på i dette afsnit kan der også udpeges et teoretisk niveau, hvorfra individualiseringen kan forstås.

      Teorien om individualisering – individualiseringstesen

      På dette niveau er der tale om udviklingen af en meget bredt favnende, epokal, sociologisk teori, som indfanger såvel samfunds-, kultur- og individrelaterede aspekter (sociologiske, kultursociologiske og bevidsthedssociologiske). På dette niveau er det netop en teori eller tese der har en meget kompleks, uklar og indirekte forbindelse til ‘virkeligheden’ – fænomenniveauet. Forbindelsen er prekær idet institutionsniveauet bruges til at argumentere for udviklingen af den teoretiske tese (og vice versa).

      Teorien favner indholdsmæssigt en kompleks differentieringsproces som jeg ikke vil udrede her, men derimod i kapitel 4.

      Som nævnt indledningsvis rodes niveauerne ofte sammen hvorefter der opstår spøjse kortslutninger som i eksempelvis følgende formulering: “Når samfundet er blevet individualiseret, vil det sige, at hver enkelt borger sætter sig selv i centrum for sit eget liv. Selvrealiseringen – indfrielsen af egne behov – bliver det primære, og relationen til og ansvaret for fællesskabet forekommer sekundært for det enkelte menneske.” (formuleringen er taget fra et speciale på RUC). Her rodes fænomen- og teoriniveauet sammen.

      Det er vigtigt at understrege at individualiseringen som teoretisk begreb ikke kan forstås så konkret og manifest. Der er ikke tale om at individualiseringen kan henføres til en konkret indtruffen begivenhed eller proces der en gang for alle har gjort os alle til centrum for vores eget liv. Mennesker kan reagere meget forskelligt på individualiseringsprocesserne, og der er i det hele taget tale om en mangefacetteret proces, der trækker i flere retninger. Men når det er sagt, er det ofte meget vanskeligt at skelne den ene brug fra den anden, fordi grænserne er flydende, og fordi begrebet er diffust.

      Forskellige funktioner

      I relation til selve afhandlingen har begrebet om individualisering, som tidligere nævnt flere funktioner:

      I udgangspunktet er det en del af selve problemstillingen idet både den institutionelle og den bevidsthedsmæssige individualisering udgør en del af mit genstandsfelt. Det vil sige at min problemstilling tager afsæt i at der både er strukturer og mennesker som i et vist omfang er ramt af individualiseringstendensen. Denne brug af begrebet trækker på begreberne om institutionel og bevidsthedsmæssig individualisering.

      Begrebet om individualisering fungerer også i afhandlingen som analytisk søgebegreb i selve mødet med empirien. Med Hanne Haavinds ord vil det sige, at jeg bruger begrebet som “hjelpemiddel for å søke etter meningsinnhold i et erfaringsmateriale” (Haavind, 2000, p.7). Det er således ikke i udgangspunktet en afhandling der handler om individualiseringstesen – eller den teoretiske dimension af begrebet – men derimod om de unge og deres omgivelser. Begrebet er i den forstand netop et redskab eller med Haavinds ord et hjælpemiddel til at blive klogere på selve genstandsfeltet. At der altid vil være et dialektisk samspil mellem teori og empiri, er i denne sammenhæng en anden sag.

      Endeligt gør jeg i afhandlingen brug af det teoretiske begreb om individualisering, igen med det formål at uddybe forståelsen af genstandsfeltet. Individualiseringsbegrebet og dets forskellige variationer vil som nævnt blive yderligere diskuteret i de følgende to kapitler.

      2.6 En tidligere undersøgelse

      Som tidligere nævnt tager denne undersøgelse afsæt i mit arbejde med et forskningsprojekt “Balancing Competencies – Enhancing the articipation of young adults in economic and social processes: balancing instrumental, biographical and social competencies in post-school education and training” som jeg deltog i i årene 1998-2001. Datamaterialet er således produceret med et andet formål for øje end denne afhandling. Konteksten i det daværende forskningsprojekt var overordnet karakteriseret ved særligt to indbyrdes relaterede forhold som har betydning i denne sammenhæng: Dels var projektet finansieret af EU, og dels var det internationalt. Projektet fandt sted under EU’s fjerde rammebevilling. De deltagende lande var Belgien, England, Holland, Tyskland, Portugal og Danmark. Projektets design var – til forskel fra de mange andre EU-undersøgelser der ser dagens lys i disse tider – ikke komparativt anlagt. Sigtet var en komplementær forskning der i kraft af de nationale mangfoldigheder havde til opgave at belyse forskelle i de nationale håndteringer af problematikker vedrørende marginaliseringstruede unge.

      På et overordnet niveau og særligt i de indledende faser har dette forskningsprojekt i en vis forstand skullet forholde sig til de verserende eksklusionsopfattelser som er til stede i EU, i fald nogle sådan klart kan udkrystalliseres (eksempelvis forestillingen om at arbejdsløshed i vidt omfang ønskes undersøgt og bekæmpet fordi det potentielt kan føre til social og politisk uro). På det konkrete nationale niveau, som er det der har domineret den personlige agenda under hvilken jeg har produceret det danske datamateriale, har dagsordenen imidlertid været en anden. Her har der i høj grad været vide rammer for, at min agenda kunne være styrende. En agenda der har handlet om at rette fokus mod de unge og analysere på deres forestillinger om uddannelse og arbejde i en dansk kontekst.

      Der er således ikke meget, jeg ville have gjort anderledes, hvis jeg havde produceret mine data med henblik på afhandlingen. Det springende punkt har ikke været selve produktionen af data, men derimod den tidsforskydning der har været mellem produktionen og den første bearbejdning af materialet til brug for EU-projektet og senere til analysearbejdet i forbindelse med denne afhandling. Den mere specifikke problemstilling er en anden end den var dengang. Og undersøgelsen indgår nu i et ph.d.-forløb.

      I relation til selve spørgsmålet om at analysere på et 3 år gammelt materiale, giver det i første omgang en distance som på godt og ondt præger analysearbejdet. På ondt idet hukommelsen i høj grad må støtte sig til de båndede interview og feltdagbogsnotater og i mindre grad