Udsatte unge, aktivering og uddannelse. Noemi Katznelson

reagerer med en slags modindividualisering. De søger mod fællesskaber med unge i samme situation som de selv og lever livet i institutionernes lukketid. Dermed kan den institutionelle individualisering, krav om valg og individuel positionering holdes på behørig afstand. Livet kan leves – ved siden af. Det er systemet der har ansvaret og problemet.

      Resultatet er at alt for mange unge giver op i et uddannelsessystem som ikke kan rumme dem, og slippes ud på et arbejdsmarked der ikke har brug for dem. Alt imens har de enten taget den individuelle retorik til sig som en uopnåelig forventning – eller søger mod ‘individualiseringsfri’ lommer der kan holde kravene på afstand.

      Min bekymring er, at alt imens vi fokuserer på de mange muligheder for nutidens unge, den megen snak om ‘frit valg til borgerne’ og de tilsyneladende fine ledighedsstatistikker, oplever alt for mange unge mulighederne som utilgængelige u-muligheder som de kun på afstand kan iagttage andre unge indtage. Og disse unge er ikke overraskende, ifølge undersøgelsen “Balancing Competencies” ofte dem som i forvejen er socialt, kulturelt, psykisk og etnisk udsatte og dermed tendentielt presses endnu længere ud på det samfundsmæssige overdrev (TSER - European Commission Targeted Socio-Economic Research 2000).

      1.2 Afhandlingens problemstilling

      Mit afsæt i arbejdet med denne afhandling er tendensen til individualisering på individ- og institutionsniveau. Denne dobbelthed har fået mig til at rejse følgende spørgsmål som vil danne udgangspunkt for afhandlingens forskellige dele og den samlede problemstilling:

       1. På hvilken måde er der tale om en institutionel individualisering i tiltagene over for de udsatte unge såvel generelt som konkret på to udvalgte aktiveringsprojekter?

       2. Hvordan oplever og reagerer de unge på denne individualisering som den manifesterer sig og produceres på aktiveringsprojekterne?

       3. Lever aktiveringsprojekterne op til deres målsætning om at afklare de unges situation med henblik på integration i enten uddannelse eller arbejde, og hvad karakteriserer i den forbindelse de unges samspil med projekterne?

       4. Hvilke konsekvenser får tendensen til individualisering for de unges orienteringer i relation til uddannelse og arbejde som horisont for den aktivering, de befinder sig i?

      I teoretisk forstand lyder det spørgsmål, der til tider diskuteres eksplicit, men især befinder sig som en understrøm i de empiriske beskrivelser og analyser, således:

       5. Kan væsentlige aspekter af de udsatte unges situation begribes ved hjælp af teori om individualisering?

      Disse overordnede spørgsmål vil blive diskuteret og besvaret gennem afhandlingen.

      2. Metoder, forskningsfelter og begreber

      I dette kapitel uddybes først den overordnede metode som er afledt af undersøgelsens genstandsfelt. Dernæst præsenteres afhandlingens teoretiske inspirationer og forskningsfelter og i forlængelse heraf udvalgte centrale begreber: ‘udsatte unge’ og ‘individualisering’. Derefter redegøres for den konkrete empiri og dens udspring i en tidligere undersøgelse, og endelig knyttes afslutningsvis nogle overvejelser til det at forske i ‘udsatte’ unge.

      Dette kapitel kan som nævnt udelades for dem som primært er interesserede i de analytiske dele samt i resultaterne af disse. Dog kan det anbefales at læse afsnit 2.5, da det er væsentligt for den videre forståelse.

      2.1 Undersøgelsens genstandsfelt

      Genstandsfeltet i undersøgelsen befinder sig på to niveauer: Et individniveau der udgøres af de unges håndtering af deres situation og orientering i forhold til uddannelse og arbejde, og et kulturniveau der fokuserer på mødet mellem de unge, de ansatte og de strukturer der er indlejret i projekterne.

      Problemet i megen forskning og debat om udsatte unge er at problemerne gøres til individuelle karaktertræk der alene knytter sig til den enkelte unge. De essentialiseres i den forstand, at det bliver de unge som er ‘utilpassede’, som mangler særlige evner, kvalifikationer eller kompetencer – eller de er, som det er særlig markant fremme i den politiske debat i tiden, bærere af en negativ social arv.

      Denne essentialisering af problemerne betragter jeg som en del af tendensen til individualisering. Jeg finder det derfor – i forlængelse af min ambition om at gøre tendensen til genstand for nærmere granskning – vigtigt at bryde med denne forståelse. Afhandlingens fokus på mødet mellem de unge og institutionerne gør det muligt at løfte den individuelle karakteristik og tendentielt (social) psykologiserende profil af de unge ud af det rent individuelle og ind i de strukturer og institutioner som de som alle andre individer er indlejret i. Deres marginalisering vil altid (også) være et socialt produceret problem⁵.

      Afhandlingens genstandsfelt er i høj grad kvalitativt i sit anslag, da der er tale om divergerende perspektiver, oplevelser og (indre) processer: Processer som i udgangspunktet refererer til selve deltagelsen i projekterne, men som derudover også er vævet ind i et komplekst samspil mellem den enkeltes identitet og hverdagsliv på den ene side og de samfundsmæssige repræsentationer på den anden.

      Skal man undersøge sådanne processer nærmere, må fokus være på netop de holdninger, orienteringer m.m. som er produceret af de unge selv på baggrund af det samspil der finder sted mellem de unge og projekterne. Samspillet mellem de unges holdninger/orienteringer og projekterne er ikke givet, men udgør netop en del af selve undersøgelsens genstandsfelt. I udgangspunktet handler det om, hvad der i det hele taget finder sted i spændingsfeltet mellem de unge og de rammer, der stilles dem til rådighed.

      2.2 Kvalitative metoder

      I undersøgelsen af dette genstandsfelt har jeg fundet det oplagt at benytte en kombination af forskellige kvalitative metoder. Overordnet kan kvalitative metoder karakteriseres ved:

      • At være velegnede til at indfange subjektive perspektiver og kompleksiteter,

      • at have som afsæt at undersøgelsesgenstanden ikke anses for egentlig objektiv og målbar og

      • at det, der kommer til udtryk, ikke er repræsentativt i statistisk forstand, men derimod udtrykker noget alment

      Inden for viften af forskellige kvalitative metoder er min tilgang i første omgang inspireret af den dybdehermeneutiske metodologi. Denne metode skriver sig ind i en kritisk modernitetstænkning der kort fortalt lægger op til at udvikle handlebegreber og grundlag for handlen, som gennem anvisninger i sidste instans kan komme de unge til gode (Guba & Lincoln, 1994, p. 113). Metoden er på eksemplarisk vis fremstillet og anvendt i Kirsten Webers afhandling Ambivalens og erfaring (1995) som jeg også har anvendt i mit speciale ‘Steinbecksyndromet’ i aktiveringspolitikken (Katznelson, 1998). Jeg vil derfor henvise hertil for yderligere uddybning af metoden. Jeg vil dog kort fremhæve Weber karakteristik af den dybdehermeneutiske metode:

      “Der er tale om elementer af en “dybdehermeneutisk metodologi”, der syntetiserer erfaringer fra hermeneutiske, fænomenologiske og etnografiske traditioner, men som i sit teoretiske fundament grundlæggende refererer tilbage til Freud.” ⁶ (Weber, 1995, p. 151).

      Sigtet med anvendelsen af denne metodologi er med Webers ord: “[A]mbitionen om at begribe mere end det manifeste indhold og mere end det latente indhold – nemlig at finde de betydninger, der er udeladt af sproget […]. I denne eftersøgning etableres sideløbende en forståelse af de mekanismer af psykologisk og social karakter, som får den sproglige meddelelse i stand, samtidig med at de holder styr på alt det, der ikke siges. Birgit Volmerg kalder det tekstens “underverden” – til forskel fra individets ubevidste” (Weber, 1995, p. 135).

      Jeg opererer her i afhandlingen ikke med analyser af enkeltinterviews og enkeltpersoner (om end jeg i de tidlige analysefaser har foretaget en lang række individualanalyser). ‘Underverdenen’ er