Forsvundet. Блейк Пирс

hadede Riley. Men lige så meget som hun gerne ville fortælle hende om tingene, syntes Riley det var bedst, at April ikke vidste, hvad hendes mor havde været igennem.

      Riley klædte sig på og kørte April i skole, og de sagde ikke et ord til hinanden under køreturen. Da hun lukkede April ud af bilen, råbte hun efter hende: "Vi ses klokken ti."

      April gav hende et ligegyldigt vink, da hun gik.

      Riley kørte til en nærliggende kaffebar. Det var blevet en rutine for hende. Det var svært for hende at befinde sig på et offentligt sted, og hun vidste, at det var præcis derfor, hun skulle gøre det. Kaffebaren var lille og aldrig fyldt, selv på morgener som denne, så hun fandt det relativt behageligt at være der.

      Da hun sad der og nippede til en cappuccino, huskede hun igen på Bills ærgrelse. Det var seks uger, fandens osse. Det måtte ændre sig. Hun var nødt til at ændre sig. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle gøre det.

      Men så fik hun en idé. Hun vidste præcis, hvad hun først skulle gøre.

      Kapitel 4

      Den hvide flamme på propanbrænderen viftede foran Riley. Hun måtte undvige fra side til side for at undgå at blive forbrændt. Lysstyrken blændede hende, og hun kunne ikke engang se sin fangevogters ansigt længere. Når fakklen hvirvlede omkring, syntes den at efterlade lysspor hængende i luften.

      "Stop det!" Råbte hun. "Stop det!"

      Hendes stemme var hæs af at råbe. Hun undrede sig over, hvorfor hun overhovedet brugte luft på det. Hun vidste, at han ikke ville holde op med at plage hende, før hun var død.

      I samme øjeblik løftede han et lufthorn og blæste ind i hendes øre.

      Et bilhorn dyttede. Riley vendte tilbage til nutiden og det så ud som om, at lyset i lyskrydset lige var blevet grønt. En stribe bilister ventede i kø bag hendes bil, og hun trådte på speederen.

      Med svedige håndflader tvang Riley minderne væk og huskede i stedet sig selv på, hvor hun var. Hun skulle besøge Marie Sayles, den eneste anden overlevende efter den gerningsmands ubeskrivelige sadisme, som næsten havde taget livet af hende. Hun forberedte sig på, at minderne ville overvælde hende. Det var ellers lykkedes hende at koncentrere sig om kørslen i halvanden time nu, og hun syntes selv, at hun klarede det fint.

      Riley kørte ind i Georgetown, passerede større viktorianske hjem og parkerede på adressen, som Marie havde givet hende over telefonen - et rødt murstensbyhus med en smuk karnap. Hun sad et øjeblik i bilen og diskuterede med sig selv om, hvorvidt hun skulle gå ind i et forsøg på at finde modet.

      Endelig steg hun ud. Da hun gik op ad trapperne, var hun glad for at se Marie møde hende i døren. Mørkt, men elegant klædt, smilede Marie noget blegt. Hendes ansigt så træt ud. Riley var ret sikker på, at hun havde grædt, fordi hun havde rander under øjnene. Det kom ikke som nogen overraskelse. Hun og Marie havde set meget til hinanden i løbet af ugernes videochats, og det var meget lidt, de kunne skjule fra hinanden.

      Da de gav hinanden et knus, blev Riley straks opmærksom på, at Marie ikke var så høj og robust som hun havde forventet, at hun skulle være. Selv med hæle på var Marie lavere end Riley og hendes figur lille og delikat. Det overraskede Riley. Hun og Marie havde snakket meget sammen, men det var første gang de mødtes personligt. Trods Maries ubetydelige fremtoning var hun tilsyneladende modig nok til at overleve, hvad hun havde været igennem.

      Riley lagde mærke til omgivelserne, da hun og Marie gik ind i spisestuen. Stedet var ulasteligt rent og smagfuldt møbleret. Det ville normalt have være et skønt hjem for en succesfuld singlekvinde. Men Marie havde alle gardinerne trukket for, og belysningen var dæmpet. Atmosfæren var trykket. Riley ønskede ikke at indrømme det, men det fik hende til at tænke på sit eget hjem.

      Marie havde anrettet en let frokost til dem på spisebordet, og hun og Riley satte sig ned for at spise. De sad der i akavet tavshed, Riley svedte, men var usikker på hvorfor. Synet af Marie bragte alle minderne tilbage.

      "Så. . . hvordan føles det?” Marie spurgte forsigtigt. "At komme ud i verden?"

      Riley smilede. Marie vidste bedre end nogen, hvad dagene gik med.

      "Godt," sagde Riley. "Faktisk, helt godt. Jeg fik det kun dårligt et øjeblik."

      Marie nikkede forstående.

      "Nå, gjorde du det," sagde Marie. "Det var modigt."

      Modig, tænkte Riley. Det var ikke sådan, hun ville have beskrevet sig selv. Engang måske, da hun var en aktiv agent. Ville hun nogensinde beskrive sig sådan igen?

      "Hvad med dig?" Spurgte Riley. "Hvor meget går du ud?"

      Marie tav.

      "Du forlader slet ikke huset, vel?" Spurgte Riley.

      Marie rystede på hovedet.

      Riley rakte frem og greb medfølende fat om hendes håndled.

      "Marie, du skal prøve," opfordrede hun. "Hvis du lader dig selv sidde indespærret sådan her, er det som om han stadig holder dig fanget."

      Et halvkvalt snøft trængte sig ud af Maries hals.

      "Jeg er ked af at måtte sige det," sagde Riley.

      "Det er ok. Du har ret."

      Riley så på Marie, imens de begge to spiste og en lang tavshed fulgte. Hun ville gerne tro, at Marie klarede sig godt, men hun måtte indrømme, at hun syntes, at hun virkede utrolig skrøbelig. Det forstærkede også hendes egen frygt for sig selv. Stod det også så slemt til med hende?

      Riley tænkte på, om det var godt for Marie at bo alene. Ville hun få det bedre sammen med en mand eller kæreste? Hun tænkte også på, om det samme ville gælde for hende selv. Alligevel vidste hun godt, at svaret for begge var, at det var det sandsynligvis ikke. Ingen af dem befandt sig i en følelsesmæssig tilstand, der egnede sig til et længerevarende forhold. Det ville bare være en krykke.

      "Har jeg nogensinde takket dig?" spurgte Marie og brød tavsheden efter et stykke tid.

      Riley smilede. Hun vidste godt, at Marie mente, at hun have reddet hende.

      "Mange gange," sagde Riley. "Og det behøver du ikke."

      Marie stak til sin mad med en gaffel.

      "Har jeg nogensinde sagt, at jeg er ked af det?"

      Riley var overrasket. "Undskyld? Hvorfor?"

      Marie havde vanskeligt ved at tale.

      "Hvis du ikke havde fået mig ud derfra, ville du ikke være blevet fanget."

      Riley trykkede forsigtigt Maries hånd.

      "Marie, jeg gjorde bare mit job. Du skal ikke føle dig skyldig i noget, der ikke var din skyld. Du har rigeligt at forholde dig til, som tingene er. "

      Marie nikkede enigt.

      "Ja, bare at komme ud af sengen hver dag er en udfordring," indrømmede hun. "Jeg tror, du har lagt mærke til, hvor mørkt her er. Ethvert lyst lys minder mig om hans fakkel. Jeg kan ikke engang se fjernsyn eller høre musik. Jeg er bange for, at nogen skal snige sig ind på mig, og at jeg kan ikke høre det. Enhver form for støj gør mig panikslagen."

      Marie begyndte at græde stille.

      ”Jeg kommer aldrig til at se på verden på samme måde igen. Aldrig. Der er ondskab derude, alle omkring os. Jeg anede det ikke. Folk er i stand til at gøre så forfærdelige ting. Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde skal kunne stole på folk igen. "

      Marie græd, og Riley ønskede at berolige hende og fortælle hende, at hun tog fejl. Men en del af Riley var ikke så sikker på, at hun tog fejl.

      Efter et stykke tid kiggede Marie på hende.

      "Hvorfor kom du her i dag?" Spurgte hun uforstående.

      Riley