Forsvundet. Блейк Пирс

kommet og gået. Hun skældte sig selv ud og var sikker på, at det var helt grundløst.

      Hun rystede på hovedet for at gøre sig fri af følelsen. Da hun startede sin bil, tvang hun sig til at tænke på noget andet, og hun smilede ved tanken om den telefonsamtale, hun havde haft med sin søster Becky. Senere i eftermiddag ville Cindy hjælpe hende med at holde en stor fødselsdagsfest for hendes treårige datter med masser af fødselsdagskage og balloner.

      Det ville blive en smuk dag, tænkte hun.

      Kapitel 6

      Riley sad i SUV’en ved siden af Bill, da han skiftede gear, kørte Hovedkontorets firehjulstrækker længere op i bjergene, og hun tørrede håndfladerne af i sine bukseben. Hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op med håndsveden, og hun vidste heller ikke, hvordan hun skulle håndtere at være her. Efter seks uger væk fra jobbet følte hun sig ude af trit med, hvad hendes krop fortalte hende. At være tilbage føltes surrealistisk.

      Riley blev forstyrret af den akavede spænding. Hun og Bill havde nærmest ikke talt under deres timelange kørsel. Deres gamle kammeratskab, deres lethed, deres sorte humor – intet af det var der nu. Riley følte sig helt sikker på, at hun vidste hvorfor Bill var så mærkelig. Det var ikke, fordi han var uhøflig - det var bekymring. Han syntes også at være i tvivl om, hvorvidt hun skulle vende tilbage på jobbet.

      De kørte mod Mosby State Park, hvor Bill havde fortalt hende, at han havde set det seneste mordoffer. Imens de gik, lagde Riley intenst mærke til landskabet omkring sig og langsomt fik hun den gamle følelse af professionalisme tilbage. Hun vidste, at hun måtte vende tilbage.

      Find det svin og dræb ham for mig.

      Maries ord hjemsøgte hende, gik hende på, og gjorde hendes valg enkelt.

      Men intet var blot enkelt nu. For det første var hun bekymret for April. At sende hende over og bo hos sin var var ikke ideelt for nogen parter. Men det var lørdag i dag, og Riley ønskede ikke at vente helt til på mandag med at se gerningsstedet.

      Den dybe stilhed gjorde hende ængstelig, og hun følte et desperat behovet for at tale. Hun vred sin hjerne for at finde på noget at sige, og endelig sagde hun:

      "Nu skal du fortælle mig, hvad der foregår mellem dig og Maggie?"

      Bill vendte sig mod hende med et overrasket ansigtsudtryk, og hun vidste ikke, om det skyldtes, at hun brød tavsheden eller hendes spørgsmål uden omsvøb. Uanset hvad, fortrød hun det med det samme. Mange mennesker fortalt hende, at hendes direkte facon kunne virke frastødende. Selv mente hun ikke, at hun var afstumpet - hun havde bare ingen tid at spilde.

      Bill trak vejret tungt.

      "Hun tror, jeg har en affære."

      Riley var overrasket.

      "Hvad?"

      "Med mit arbejde," sagde Bill og grinende lidt. "Hun tror, jeg har en affære med mit arbejde. Hun tror, jeg elsker alt dette mere end jeg elsker hende. Jeg bliver ved med at sige til hende, at hun er fjollet. Men uanset hvad, så kan jeg ikke lave om på det - ikke mit arbejde i hvert fald. "

      Riley rystede på hovedet.

      "Det lyder ligesom Ryan Han plejede at blive jaloux som bare fanden, da vi stadig var sammen."

      Hun lod være med at fortælle Bill hele sandheden. Hendes eksmand havde ikke været jaloux på Rileys arbejde. Han havde været jaloux på Bill. Hun havde ofte spekuleret på, om Ryan måske havde haft en grund til det. Trods den akavethed, der var imellem dem i dag, følte hun sig rigtig godt tilpas ved at være tæt på Bill. Var det alene en professionel følelse?

      "Jeg håber ikke, turen er forgæves," sagde Bill. "Gerningsstedet er blevet ryddet op, bare så du ved det."

      "Det ved jeg godt. Jeg vil bare gerne selv se stedet. Billeder og rapporter er ikke nok for mig."

      Riley begyndte at føle sig lidt svimmel nu. Hun var temmelig sikker på, at det skyldtes højden, for de klatrede stadig højere. Det kunne også skyldes forventningerne. Hendes håndflader føltes stadig svedige.

      "Hvor meget længere?" Spurgte hun, da hun så skoven at blive tættere, og terrænet langt væk.

      "Ikke langt."

      Et par minutter senere drejede Bill væk fra den asfalterede vej og kørte ind på en ujævn skovvej med dækspor. Køretøjet hoppede af sted og det stoppede cirka en halv kilometer inde i den tætte skov.

      Han slukkede for tændingen, vendte sig mod Riley og så bekymret på hende.

      "Er du sikker på, at du vil gøre dette?" Spurgte han.

      Hun vidste præcis, hvad der bekymrede ham. Han var bange for, at hun ville få flashback tilbage til sin traumatiske fangenskab. Glem ikke, at dette var en helt anden sag og en anden morder.

      Hun nikkede.

      "Ja, det er jeg sikker på," sagde hun, selvom hun overhovedet ikke var sikker på, at det var sandt.

      Hun steg ud af bilen og fulgte i hælene på Bill langs en smal sti gennem skoven. Hun hørte den gurglende lyd af en bæk i nærheden. Efterhånden som beplantningen voksede sig tykkere, måtte hun skubbe sig forbi lavthængende grene, og klæbende skovburrer begyndte at hægte sig på hendes bukser. Hun blev irriteret ved tanken om at skulle fjerne dem.

      Til sidst ankom hun og Bill til bredden ved bækken. Riley blev straks ramt af en følelse af, at det var et dejligt sted. Eftermiddagssolens stråler faldt ned gennem trækronerne og spredte et kalejdoskopisk lys ud over det krusende vand. Den konstante gurglen af bækken virkede beroligende. Det var mærkeligt at tænke på dette sted som et forfærdeligt gerningssted.

      "Hun blev fundet lige her," sagde Bill og førte hende hen til en stor bred kampesten.

      Da de stod der, kiggede Riley rundt og åndede dybt. Ja, det var rigtigt af hende at komme her. Hun begyndte at kunne mærke det.

      "Billederne?" Spurgte Riley.

      Hun stod foroverbøjet ved siden af Bill på kampestenen, og de begyndte at bladre gennem en mappe fyldt med billeder taget kort efter Reba Fryes lig var blevet fundet. En anden mappe var fyldt med rapporter og billeder af mordet, som hun og Bill havde undersøgt for seks måneder siden - det ene, som de ikke havde opklaret.

      Disse billeder bragte levende minder tilbage om den første drab. Det sendte hende direkte tilbage til den gård nær Daggett. Hun huskede, hvordan Rogers var blevet placeret på en lignende måde op ad et træ.

      "Meget lig vores gamle sag," bemærkede Riley. "Begge kvinder i trediverne, begge med små børn. Det ser ud til at være en del af hans metode. Han har noget med mødre. Vi er nødt til at tjekke med forældregrupper for at finde ud af, om der er nogen forbindelse mellem de to kvinder eller mellem deres børn."

      "Jeg får nogen til at undersøge det," sagde Bill. Han tog noter nu.

      Riley fortsatte med at bladre gennem rapporter og fotos og sammenligne dem med det aktuelle gerningssted.

      "Der er anvendt den samme metode til kvælning med et lyserødt bånd," bemærkede hun. "Endnu en paryk og den samme type kunstige rose foran kroppen."

      Riley holdt to billeder frem side om side.

      "Øjne er også syet vidtåbne," sagde hun. "Hvis jeg husker rigtigt, så fandt teknikerne frem til, at Rogers øjne var syet post mortem. Var det også tilfældet med Frye? "

      ”Ja. Jeg tror, han ville have dem til at se ham, selv efter at de var døde."

      Riley følte pludselig en kildrende fornemmelse op langs rygraden. Hun havde næsten glemt den følelse. Hun fik det, når noget vedrørende en sag bare var ved at falde på plade og give mening. Hun vidste ikke, om hun burde føle sig opmuntret eller skræmt.

      "Nej," sagde hun. "Det er ikke det. Han var ligeglad med, om kvinderne så ham."

      "Hvorfor