Forsvundet. Блейк Пирс

og tage videre til Quantico, når hun kom tilbage for at arbejde. Hvis hun stadig kunne arbejde.

      "Vis mig, hvad du har," sagde hun.

      Han spredte rapporterne og billederne ud over bordet.

      "Husker du Daggett-sagen?" Spurgte han. "Du havde ret. Morderen var ikke færdig."

      Han så hendes øjne udspile sig, da hun gennemgik billederne. Der var en lang tavshed, da hun studerede filerne intensivt, og han spekulerede på, om det kunne være, hvad hun havde brug for at vende tilbage - eller om det ville sætte hende tilbage.

      "Så hvad synes du?" Spurgte han endelig.

      Mere tavshed. Hun kiggede stadig ikke op fra mappen.

      Endelig kiggede hun op, og da hun gjorde det, var han chokeret over at se tårer i hendes øjne. Han havde aldrig set sit græd før, ikke engang i de værste tilfælde, tæt på et lig. Det var bestemt ikke Riley, det vidste han. Den morder havde gjort noget ved hende, mere end han anede.

      Hun kvalte et snøft.

      "Jeg er bange, Bill," sagde hun. "Jeg er så bange. Hele tiden. For alt. "

      Bill følte hjertet synke i livet ved at se hende sådan her. Han undrede sig over, hvor den gamle Riley var blevet af, den person han altid kunne stole på var stærkere end ham, klippen som han altid kunne læne sig op ad i problemfyldte stunder. Han savnede hende mere, end han kunne sige.

      "Han er død, Riley," sagde han i sit mest selvsikre tonefald. "Han kan ikke skade dig mere."

      Hun rystede på hovedet.

      "Det ved du ikke."

      "Jo, det gør jeg," svarede han. "De fandt liget efter eksplosionen."

      "De kunne ikke identificere det," sagde hun.

      "Du ved, det var ham."

      Hun bøjede hovedet og dækkede ansigtet med den ene hånd, imens hun græd. Han holdt hendes anden hånd tværs over bordet.

      "Det her er en ny sag," sagde han. "Den har intet at gøre med, hvad der skete med dig."

      Hun rystede på hovedet.

      "Det er ligegyldigt."

      Langsomt, mens hun græd, rejste hun sig op og rakte ham mappen og kiggede væk.

      "Jeg er ked af det," sagde hun og kiggede ned, imens hun holdt den med rystende hånd. "Jeg synes du skal gå," tilføjede hun.

      Bill var chokeret og ked af det, da han tog mappen tilbage. Han havde aldrig nogensinde forventet, at det skulle ende sådan.

      Bill sad der et øjeblik og kæmpede mod sine egne tårer. Endelig klappede han forsigtigt hendes hånd, rejste sig fra bordet og gik tilbage gennem huset. April sad stadig i stuen med lukkede øjnene, og hendes hoved nikkede i takt til musikken.

      *

      Riley sad og græd alene ved picnicbordet efter at Bill var gået.

      Jeg troede, jeg var ok, tænkte hun.

      Hun ville virkelig gerne være ok for Bills skyld. Og hun troede faktisk, at hun var det. Det havde været ok at sidde i køkkenet og tale om almindelige ting. Så var de gået udenfor, og da hun havde set mappen, troede hun også, at hun ville være ok. Mere end ok. Hun blev opslugt af det. Den gamle lyst til at arbejde blev vakt, og hun ønskede at komme tilbage i marken. Hun tænkte på mordene som et puslespil, der skulle løses, næsten abstrakt, et intellektuelt spil. Det var også fint. Hendes terapeut havde fortalt hende, at det var sådan, hun skulle tænke, hvis hun nogensinde håbede på at vende tilbage til arbejde.

      Men så af en eller anden grund blev det intellektuelle puslespil til virkelighed - en uhyrlig menneskelig tragedie, hvor to uskyldige kvinder var døde i endeløs smerte og frygt. Og hun havde pludselig spekuleret på: Var det lige så slemt for dem, som det var for mig?

      Hendes krop blev med det samme overvældet af panik og frygt. Og forlegenhed og skam. Bill var hendes partner og hendes bedste ven. Hun skyldte ham så meget. Han havde stået ved hendes side i de sidste uger, da ingen andre ville. Hun kunne ikke have overlevet tiden på hospitalet uden ham. Det sidste, hun ønskede, var, at han skulle se hende reduceret til en tilstand af hjælpeløshed.

      Hun hørte April råbe fra bagdøren.

      "Mor, vi skal spise nu, ellers kommer jeg for sent."

      Hun følte en trang til at råbe tilbage: "Lav din egen morgenmad!"

      Men det gjorde hun ikke. Hun var for længst udmattet af sine kampe med April. Hun havde opgivet kampene.

      Hun rejste sig op fra bordet og gik tilbage til køkkenet. Hun rev et stykke papir af køkkenrullen og brugte den til at tørre tårerne væk og pudse næse og gik så i gang med at lave mad. Hun forsøgte at huske sin terapeuts ord: Selv rutinemæssige opgaver vil kræve en meget bevidst indsats i det mindste et stykke tid. Hun var nødt til at indstille sig på at lave ting med ét babyskridt ad gangen.

      Først kom der ting ud af køleskabet - æggebakken, pakken med bacon, smørskålen, syltetøjskrukken, fordi April godt kunne lide syltetøj, selvom hun ikke kunne det. Og det gik fint, indtil hun lagde seks strimler bacon på en pande på komfuret, og hun tændte gasblusset under panden.

      Hun tumlede bagud ved synet af den blågule flamme. Hun lukkede øjnene, og minderne overvældede hende.

      Riley lå i en trang krybegang under et hus i et lille hjemmelavet bur. Propanbrænderen var det eneste lys, hun nogensinde så. Resten af tiden tilbragte hun i komplet mørke. Gulvet i krybegangen var snavset. Gulvbrædderne over hende var så lave, at hun næsten ikke kunne dreje sig.

      Der var totalt mørkt, selv når han åbnede en lille dør og krøb ind i krybegangen til hende. Hun kunne ikke se ham, men hun kunne høre ham trække vejret og grynte. Han ville låse buret op, åbne det og klatre ind.

      Og så ville han tænde en fakkel. Hun kunne se hans grusomme og grimme ansigt i det lys. Han ville drille hende med en tallerken af dårlig mad. Hvis hun rakte ud efter maden, ville han køre faklens flamme op ad hende. Hun kunne ikke spise uden at blive forbrændt ...

       Hun åbnede øjnene. Billederne virkede mindre levende, når hendes øjne var åbne, men hun kunne ikke ryste strømmen af minder af sig. Hun fortsatte som en robot med at lave morgenmad med hele kroppen pumpet af adrenalin. Hun var i gang med at dække bord, da datterens stemme kaldte igen.

      "Mor, hvor lang tid tager det?"

      Hun for sammen og tallerkenen gled ud af hendes hånd og faldt på gulvet og blev knust.

      "Hvad sker der?" råbte April råbte og dukkede op ved siden af hende.

      "Ingenting," sagde Riley.

      Hun rydde op i rodet, og da hun og April sad sammen og spiste, var der en fjendtlig tavshed som normalt. Riley ønskede at trænge igennem til April for at sige: April, det er mig, din mor, og jeg elsker dig. Men hun havde prøvet så mange gange, og det gjorde kun det hele værre. Hendes datter hadede hende, og hun kunne ikke forstå hvorfor - eller hvordan hun skulle stoppe det.

      "Hvilke planer har du i dag?" Spurgte hun April.

      "Hvad tror du selv?" snerrede April af hende. "Jeg skal i skole."

      "Jeg mener bagefter," sagde Riley med en rolig og medfølende stemme. "Jeg er din mor. Jeg vil gerne vide det. Det er normalt."

      "Intet i vores liv er normalt."

      De spiste i tavshed et øjeblik.

      "Du fortæller mig aldrig noget," sagde Riley.

      "Det gør du heller ikke".

      Der stoppede ethvert håb om samtale en gang for alle.

      Det er rigtig nok, tænkte Riley bittert. Det var mere sandt end April vidste. Riley havde aldrig fortalt hende om sit job, sine sager; hun havde aldrig fortalt hende om sit fangenskab, eller sin