Forsvundet. Блейк Пирс

dybt vejrtræk.

      "Fordi jeg har set hans arbejde før."

      Kapitel 2

      "Det blev værre for hende dag for dag," sagde Sam Flores og klikkede endnu et forfærdeligt fotografi op på den store multimedie-skærm, som hang truende over konferencebordet. "Lige indtil han gjorde det af med hende."

      Så meget havde Bill gættet sig til, men han hadede alligevel at have ret.

      FBI’s hovedkontor havde fået fløjet liget til Adfærds- og Analyseenheden i Quantico, hvor retsmedicin-teknikere havde taget billeder, og laboratoriet havde påbegyndt alle undersøgelser. Flores, en laboratorietekniker med sorte indrammede briller, gennemgik det grimme diasshow, og de gigantiske skærmbilleder var forbandet nærværende i Adfærds- og Anaylyseenhedens konferencelokale.

      "Hvor længe var hun død, før liget blev fundet?" Spurgte Bill.

      "Ikke længe," svarede han. "Måske tidligt aftenen før."

      Ved siden af Bill sad Spelbren, som var fløjet til Quantico sammen med ham, efter at de havde forladt Yarnell. For bordenden sad specialagent Brent Meredith, holdets chef. Meredith udgjorde en skræmmende tilstedeværelse med sin brede, sorte, kantede personlighed og sit ikke-noget-pis ansigtsudtryk. Det betød dog ikke, at Bill var bange for ham - langt fra det. Han kunne godt lide at tro at de havde meget til fælles. De var begge to erfarne folk, og havde begge to set det meste.

      Flores fremviste en række nærbilleder af offerets sår.

      "Sårene til venstre blev påført tidligt," sagde han. "Dem til højre er nyere, nogle er påført timer eller endda minutter før han kvalte hende med båndet. Det virker, som om han er blevet gradvist mere voldelig i ugens løb, hvor han holdt hende fanget. At brække hendes arm kan været det sidste, han gjorde, imens hun stadig levede."

      "For mig ser sårene ud som en gerningsmands arbejde," bemærkede Meredith. "Vurderet ud fra det stigende niveau af aggression, er det sandsynligvis en mand. Hvad har du ellers?"

      "Ud fra de lyse stubbe på hendes hovedbund at dømme, gætter vi på, at hendes hoved blev barberet to dage, før hun blev dræbt," fortsatte Flores. "Parykken blev syet sammen med stykker af forskellige parykker, alle billige. Kontaktlinserne var sandsynligvis postordre. Og en ting mere," sagde han og kiggede tøvende rundt på ansigterne. "Han smurte hende ind i vaseline."

      Bill følte en tyk spænding i rummet.

      "Vaseline?" Spurgte han.

      Flores nikkede.

      "Hvorfor?" Spurgte Spelbren.

      Flores trak på skuldrene.

      "Det er dit job," svarede han.

      Bill tænkte på de to turister, han havde forhørt i går. De havde slet ikke været til nogen hjælp, splittede som de var mellem morbid nysgerrighed og på randen af panik over det, de havde set. De var ivrige efter at komme hjem til Arlington, og der var ikke nogen grund til at tilbageholde dem. De var blevet forhørt af flere politifolk. Og de var blevet behørigt advaret om ikke at sige noget om, hvad de havde set.

      Meredith åndede tungt og lagde håndfladerne på bordet.

      "Godt arbejde, Flores," sagde Meredith.

      Flores var taknemmelig for den ros - og måske lidt overrasket. Brent Meredith var ikke typen, der normalt uddelte komplimenter.

      "Agent Jeffreys," sagde Meredith og vendte sig mod ham, "fortæl os nu, hvordan dette relaterer sig til din gamle sag."

      Bill tog en dyb indånding og lænede sig tilbage i sin stol.

      "For lidt over seks måneder siden," begyndte han, "den 16. december blev Eileen Rogers’ lig fundet på en gård nær Daggett. Jeg blev opfordret til at undersøge det sammen med min partner, Riley Paige. Vejret var meget koldt, og liget var frosset fast. Det var svært at sige, hvor længe det havde ligget der, og dødstidspunktet blev aldrig nøjagtigt bestemt. Flores, vis dem det."

      Flores vendte tilbage til diasshowet. Skærmen blev opdelt, og ved siden af billederne på skærmen viste han en ny serie billeder. De to ofre blev vist side om side. Bill gispede. Det var forbløffende. Bortset fra det ene krops frosne kød var ligene i næsten samme tilstand, sårene nærmest identiske. Begge kvinder havde øjnene syet vidt åbne på samme skrækkelige måde.

      Bill sukkede, for billederne fik alting til at vende tilbage. Uanset hvor mange år han havde været i politiet, så smertede det ham at se hvert eneste offer.

      "Rogers’ lig blev fundet siddende oprejst imod et træ," fortsatte Bill med dyster stemme. "Ikke lige så omhyggeligt placeret som liget i Mosby Park. Ingen kontaktlinser eller vaseline, men de fleste andre detaljer er de samme. Rogers’ hår blev klippet kort, ikke barberet, men der var en lignende paryk. Hun blev også kvalt med et lyserødt bånd, og en falsk rose blev fundet foran hende."

      Bill holdt pause et øjeblik. Han hadede det næste, han måtte sige.

      "Paige og jeg kunne ikke knække sagen."

      Spelbren vendte sig til ham.

      "Hvad var problemet?" Spurgte han.

      "Hvad var ikke problemet?" Svarede Bill, mere defensivt end nødvendigt. "Vi kunne ikke få et eneste gennembrud i sagen. Vi havde ingen vidner; offerets familie kunne ikke give os nogen nyttige oplysninger; Rogers havde ingen fjender, ingen tidligere mand, ingen vred kæreste. Der var ikke en eneste god grund til, at hun blev mål og dræbt. Sagen blev henlagt med det samme. "

      Bill blev tavs. Mørke tanker oversvømmede hans hjerne.

      "Hold op," sagde Meredith i en ukarakteristisk blid tone. "Det er ikke din skyld. Du kunne ikke have stoppet det nye drab. "

      Bill værdsatte venlighed, men han følte sig skyldig som ind i helvede. Hvorfor kunne han ikke have knækket sagen før? Hvorfor kunne Riley ikke? Det var meget få gange i sin karriere, han havde været så indskrænket.

      I det øjeblik ringede Merediths telefon, og chefen besvarede opkaldet.

      Det første han nærmest sagde var: "Fandens osse."

      Han gentog det flere gange. Så sagde han: "Er du helt sikker på, det er hende?" Han holdt inde. "Var der nogen forhandling om en løsesum?"

      Han rejste sig fra sin stol og gik uden for konferencelokalet og efterlod de tre andre mænd, der sad i forvirret stilhed. Efter et par minutter kom han tilbage. Han så ældre ud.

      "Mine herrer, vi befinder os nu i en krisesituation", meddelte han. "Vi har lige fået oplyst identiteten på gårsdagens offer. Hendes navn var Reba Frye. "

      Bill gispede, som om han var blevet slået i maven; han kunne også se, at Spelbren var chokeret. Men Flores så forvirret ud.

      "Bør jeg vide, hvem det er?" Spurgte Flores.

      "Pigenavnet er Newbrough," forklarede Meredith. "Senator Mitch Newbroughs datter - sandsynligvis Virginias næste guvernør."

      Flores åndede tungt.

      "Jeg havde ikke hørt, at hun var forsvundet," sagde Spelbren.

      "Det var ikke officielt rapporteret," sagde Meredith. "Hendes far er allerede blevet kontaktet. Og selvfølgelig mener han, at det er politisk eller personligt eller begge dele. Det er ligegyldigt, at det samme skete med et andet offer for seks måneder siden."

      Meredith rystede på hovedet.

      "Senatoren vil lægge pres på os," tilføjede han. "Der vil komme masser af presseomtale. Han vil sørge for, at vi bliver holdt til ilden."

      Bills hjerte sank. Han hadede følelsen af, at tingene voksede ham over hovedet. Men det var præcis, hvordan han havde det lige nu.

      En dyster tavshed fyldte rummet.

      Til sidst rømmede Bill sig.

      "Vi skal have