Forsvundet. Блейк Пирс

baldakin. Hendes fangevogter hvilede sig sommetider der.

      Manden så på hende med mørke, blide øjne gennem sin sorte skimaske. I begyndelsen havde hun trøstet sig med, at han altid havde den maske på. Hvis han ikke ønskede, at hun skulle se hans ansigt, betød det så ikke, at han ikke havde planer om at dræbe hende, men at han ville lade hende gå?

      Men hun forstod snart, at skimasken tjente et andet formål. Hun kunne se, at ansigtet bag den havde en vigende hage og en skrånende pande, og hun var sikker på, at mandens træk var jævne og ordinære. Selvom han var stærk, var han lavere end hun, og sandsynligvis usikker på det. Hun gættede på, at han bar skimaske for at virke mere skræmmende.

      Hun havde opgivet at forsøge at tale ham fra at skade hende. Først havde hun troet, at hun kunne. Hun vidste jo, at hun var smuk. Eller i det mindste plejede jeg at være det, tænkte hun, Desværre.

      Sved og tårer blandede sig i hendes knuste ansigt, og hun kunne mærke blodet var størknet i hendes lange blonde hår. Hendes øjne sved: han havde ladet hende have kontaktlinser på, og de gjorde det sværere at se.

      Gad vide, hvordan jeg ser ud nu.

      Hun lod sit hoved falde.

      Dø nu, bad hun sig selv.

      Det burde være let nok at gøre. Hun var sikker på, at andre var døde her tidligere.

      Men hun kunne ikke. Bare at tænke på det, fik hendes hjerte til at slå hurtigere, fik hende til at hive efter vejret og rebet til at stramme om hendes mave. Langsomt, som om hun godt vidste, at hun stod over for sin forestående død, blev en ny følelse vakt i hende. Det var ikke panik eller frygt denne gang. Det var ikke fortvivlelse. Det var noget andet.

      Hvad føler jeg?

      Så indså hun det. Det var raseri. Ikke mod sin fangevogter. Hun havde for længst udtømt sin vrede mod ham.

      Det er mig, tænkte hun. Jeg gør, hvad han vil. Når jeg skriger og græder og snøfter og beder, så gør jeg, hvad han vil.

      Hver gang hun drak af den kolde bouillon, som han madede hende med gennem et sugerør, så gjorde hun, hvad han ønskede. Når hun flæbede patetisk, at hun var mor til to børn, der havde brug for hende, så glædede hun ham i det uendelige.

      Hun nåede frem til en ny løsning, da hun endelig stoppede med at vride sig rundt. Måske var hun nødt til at prøve en anden taktik. Hun havde kæmpet så hårdt mod rebene i de seneste dage. Måske var det den forkerte tilgang. De var som de dér små stykker bambuslegetøj - den kinesiske fingerfælde, hvor du putter dine fingre ind i hver sin ende af røret, og jo hårdere du trak, desto mere blev dine fingre holdt fast. Måske var tricket at slappe af helt bevidst. Måske var det vejen ud.

      Muskel for muskel lod hun sin krop blive slap, og hun følte hvert sår, hvert blå mærke der, hvor hendes hud rørte rebene. Og langsomt blev hun opmærksom på, hvor rebet strammede mest.

      Endelig fandt hun frem til, hvad hun havde brug for. Rebet sad en lille smule løst omkring hendes højre ankel. Men ville det hjælpe at trække i det nu? Nej, hun var nødt til at lade sine muskler være smidige. Hun vristede anklen ganske forsigtigt og derefter mere aggressivt, så rebet løsnede sig.

      Endelig til hendes store glæde og overraskelse kom hendes hæl fri, og hun trak hele højre fod til sig.

      Hun undersøgte straks gulvet. Kun en fod væk, blandt de spredte dukkelemmer, lå hans jagtkniv. Han lo altid, når han efterlod den der, tilfældigt i nærheden. Bladet, der var skæmmet af blod, blinkede i lyset.

      Hun svingede sin frie fod mod kniven. Den svingede for højt og ramte ved siden af.

      Hun lod sin krop slappe af igen. Hun lod sig glide et par centimeter ned ad røret og strakte sin fod, indtil kniven var inden for rækkevidde. Hun klemte det beskidte knivblad mellem tæerne, skrabede kniven hen over gulvet og løftede den forsigtigt med sin fod, indtil håndtaget hvilede i håndfladen. Hun holdt stramt om håndtaget med følelsesløse fingre og snoede det rundt, imens hun savede langsomt i rebet, der bandt hendes håndled. Tiden syntes at stå stille, imens hun holdt vejret og håbede og bad til, at hun ikke ville tabe kniven. At han ikke ville komme ind.

      Til sidst hørte hun et smæld, og chokeret så hun, at hænderne var løs. Med hjertebanken skar hun straks rebet fri, der sad omkring hendes talje.

      Fri. Hun kunne næsten ikke tro det.

      Et øjeblik var alt, hvad hun kunne gøre, at krybe sammen. Hænder og fødder prikkede, imens blodcirkulationen vendte tilbage. Hun følte på kontaktlinserne og modstod trangen til at klø dem ud. Hun skubbede dem forsigtigt til den ene side, klemte dem og trak dem ud. Hendes øjne gjorde ondt, og det var en lettelse at få dem fjernet. Da hun så på de to plastik-dimser, der lå i håndfladen, var farven forkert. Kontaktlinserne var kunstigt lyseblå. Hun kastede dem væk.

      Hjertet hamrede, Reba rejste sig op og humpede hurtigt hen til døren. Hun tog fat om dørhåndtaget, men drejede det ikke.

      Hvad hvis han er derude?

      Hun havde intet valg.

      Reba drejede håndtaget og skubbede til døren, som åbnede sig lydløst. Hun kiggede ned ad en lang, tom gang, der kun var oplyst af en buet åbning til højre. Hun krøb langs gangen, nøgen, barfodet og stille, og hun så, at buen åbnede ind til et svagt oplyst rum. Hun standsede og stirrede. Det var en enkelt indrettet spisestue med et bord og stole, helt almindeligt, som om en familie måske snart kom hjem til aftensmad. Gammeldags blondegardiner hang i vinduerne.

      En ny rædsel steg op i hendes hals. Rummets meget ordinære stil virkede forstyrrende på en måde, som et fangehul ikke have været. Gennem gardinerne kunne hun se, at det var mørkt udenfor. Hun følte sig opløftet ved tanken om, at mørket ville gøre det nemmere at slippe væk.

      Hun vendte tilbage til gangen. Den endte foran en dør - en dør, der simpelthen måtte lede udendørs. Hun humpede og trykkede på den kolde messinglås. Døren svingede tungt mod hende, og natten udenfor kom til syne.

      Hun så en lille veranda og en gårdhave bagved. Nattehimlen var uden måne og stjerneklar. Der var intet andet lys - intet tegn på nærliggende huse. Hun gik langsomt ud på verandaen og ned i gårdhaven, som var dækket af tørt græs. Kold frisk luft fyldte hendes smertende lunger.

      Hun følte sig panisk og ekstatisk på én gang. Glæden ved frihed.

      Reba tog sit første skridt og forberedte sig på at løbe – men pludselig følte hun en hånds hårde greb om sit håndled.

      Så lød det velkendte, grimme grin.

      Det sidste, hun følte, var et hårdt objekt – måske af metal – ramme sit hoved, og så hvirvlede hun ned i et dybt, sort mørke.

      Kapitel 1

      I det mindste så lugter det ikke endnu, tænkte specialagent Bill Jeffreys.

      Som han stod bøjet over liget, kunne han ikke lade være med at fornemme de første spor af det. Den blandede sig med den friske duft af fyrretræ og den rene dis, der steg op fra bækken – en lugt af lig, som han burde have vænnet sig til for længst. Men det havde han aldrig gjort.

      Kvindens nøgne lig var blevet omhyggeligt placeret på en stor kampesten på bredden af bækken. Hun sad op og lænede sig mod en anden sten med udstrakte og spredte ben og med hænderne langs siden. Han kunne se, at hendes højre arm havde en ujævn kurve, som godt kunne betyde en brækket knogle. Det bølgende hår var selvfølgelig en paryk, som var lurvet med forskellige lyse nuancer. Et rosa smil var malet med læbestift på hendes læber.

      Mordvåbenet lå stadig stramt rundt om halsen: hun var blevet kvalt med et lyserødt bånd. En kunstig rød rose lå på kampestenen foran hendes fødder.

      Bill forsøgte forsigtigt at løfte hendes venstre hånd. Den bevægede sig ikke.

      "Hun er stadig i en tilstand af