Forsvundet. Блейк Пирс

var endnu ikke i stand til at sætte ord på noget af det - ikke engang over for sig selv.

      Hun lagde et par fotografier på kampestenen og udpegede detaljerne for Bill.

      "De er ikke helt ens," sagde hun. "Liget var ikke så omhyggeligt placeret tilbage i Daggett. Han forsøgte at flytte liget, men det var allerede stift. Min gæt denne gang er, at han bragte hende hertil, før rigor mortis satte ind. Ellers kunne han ikke have sat hende så ... "

      Hun undertrykte trangen til at afslutte sætningen med "pænt." Så indså hun, at det netop var den slags ord, hun havde brugt, da hun var på arbejdet, før hun blev fanget og tortureret. Ja, hun var ved at få den gamle gnist tilbage, og den samme gamle, mørke besættelse voksede i hende. Snart ville der ikke være nogen vej tilbage.

      Men var det en god ting eller en dårlig ting?

      "Hvad er der med Fryes øjne?" Spurgte hun og pegede på et billede. "Det blå ser ikke rigtigt ud."

      "Kontaktlinser", svarede Bill.

      Den kildrende fornemmelse i Rileys ryg blev stærkere. Eileen Rogers havde ikke haft kontaktlinser på. Det var en vigtig forskel.

      "Og hvad er det, som skinner på hendes hud?" Spurgte hun.

      "Vaseline," sagde Bill.

      En anden vigtig forskel. Hun følte, at prikkerne faldt på plads imponerende hurtigt.

      "Hvad har retsmedicin fundet ud af med parykken?" Spurgte hun Bill.

      "Intet endnu, bortset fra at den blev klipset sammen af flere stykker af billige parykker."

      Spændingen voksede i Riley. Til det sidste mord havde morderen brugt en enkel hel paryk, ikke noget med at lappe den sammen. Ligesom rosen havde den været så billigt, at retsmedicineren ikke kunne spore det. Riley følte, at dele af puslespillet falde på plads - ikke hele puslespillet, men en stor del af det.

      "Hvad planlægger retsmedicineren at gøre ved denne paryk?" Spurgte hun.

      "Det samme som sidste gang - køre en søgning af dens fibre, prøve at spore den gennem hårstykker."

      Riley sagde med en voldsom sikkerhed i stemmen: "Det er spild af tid."

      Bill så ud som om, han var fanget på det forkerte ben.

      "Hvorfor?"

      Hun følte sig en smule utålmodig med Bill, en følelse hun altid fik, når hun befandt sig et eller to skridt foran ham.

      "Se på billedet, han forsøger at vise os. Blå kontaktlinser for at få øjnene til at se ud som om de ikke er ægte. Øjenlågene sys, så øjnene fremstår vidt åbne. Liget er oprejst, benene spredt ud på en uhyggelig måde. Vaseline for at få huden til at ligne plastik. En paryk klippes sammen af små parykker - ikke menneskelige parykker, dukkeparykker. Han ønskede, at begge ofre skulle se ud som dukker – som udstillde nøgne dukker."

      "I guder," sagde Bill og tog lynhurtigt noter. "Hvorfor så vi det ikke sidste gang, tilbage i Daggett?"

      Svaret syntes så indlysende for Riley, at hun stønnede utålmodigt.

      "Han var ikke god nok til det endnu," sagde hun. "Han var stadig ved at finde ud af, hvordan man sender beskeden. Han lærer det henad vejen. "

      Bill så op fra sin notesblok og rystede på hovedet.

      ”For fanden, jeg har savnet dig."

      Så meget som hun værdsatte en kompliment, vidste Riley, at en endnu større erkendelse var på vej. Og hun vidste efter mange års erfaring, at man ikke kunne tvinge det. Hun var simpelthen nødt til at slappe af og lade det komme til hende uden forbehold. Hun lænede sig op ad kampestenen og ventede på, at det skete. Imens hun ventede, pillede hun de idiotiske skovburrer af sine bukser ben.

      Hvor er det dog irriterende, tænkte hun.

      Pludselig faldt hendes blik på stenfladen under hendes fødder. Andre små skovburrer, nogle af dem hele, andre brækket i små stykker, lå sammen med de skovburrer, hun pillede af nu.

      "Bill," sagde hun med stemmen skælvende af ophidselse, "var disse små skovburrer her, da I fandt liget?"

      Bill trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke."

      Hendes hænder rystede, og hun svedte mere end nogensinde før, da hun greb en håndfuld billeder og bladrede dem igennem, indtil hun fandt en forside af liget. De var der mellem hendes spredte ben og lige rundt om rosen en gruppe små skovburer. Men ingen havde troet, at de var vigtige. Ingen havde gidet at tage et nærbillede af det. Og ingen havde gidet feje dem væk, da gerningsstedet blev ryddet op.

      Riley lukkede øjnene og der var fuldt gang i hendes fantasi. Hun følte sig let i hovedet, nærmest svimmel. Det var en fornemmelse, hun kendte alt for godt - en følelse af at falde i en afgrund, i et forfærdelig sort hul, som var morderens onde sind. Hun satte sig i hans sted. Det var et farligt og skræmmende sted at være. Men det var her, hun hørte til, i det mindste lige nu. Hun omfavnede det.

      Hun følte morderen selvsikkerhed, da han slæbte liget ned ad stien til bækken, helt sikker på at han ikke ville blive opdaget, og han havde slet ikke travlt. Han kunne sagtens have nynnet eller fløjtet på vejen. Hun følte hans tålmodighed, hans kraft og dygtighed, da han arrangerede liget på kampestenen.

      Og hun så det grimme tableau med hans øjne. Hun følte hans dybe tilfredshed over et veludført arbejde - den samme varme følelse af selvtilfredshed, som hun altid følte, når hun havde opklaret en sag. Han havde lænet sig op ad denne sten og holdt pause i et øjeblik - eller så længe han havde lyst til - for beundre sit eget håndværk.

      Og imens han gjorde det, havde han pillet skovburrene af sine bukser. Han tog sig god tid til det. Han ville ikke gå, før han var fri for dem og helt ren. Og hun kunne næsten høre ham sige sine egne ord højt.

      "Hvor er det dog irriterende."

      Ja, han havde endda taget sig tid til at fjerne skovburrene.

      Riley gispede, og hendes øjne åbnede sig. Da hun mærkede skovburrene i sin egen hånd, bemærkede hun, hvor klæbrige de var, og at skarpe spidser kunne rive en til blods.

      "Indsaml disse skovburrer," forlangte hun. "Så kan vi måske få lidt DNA."

      Bills øjne udspilede sig, og han tog straks en plasticpose og en pincet frem. Mens han arbejdede, kørte hendes tanker på højtryk, for hun var ikke færdig endnu.

      "Vi har taget fejl hele tiden," sagde hun. "Dette er ikke hans andet mord. Det er hans tredje."

      Bill stoppede og kiggede på hende, tydeligvis overrasket.

      "Hvordan ved du det?" spurgte Bill.

      Riley spændte i hele kroppen, imens hun forsøgte at få dens skælven under kontrol.

      "Han er blevet for dygtig. Hans lærlingetid er forbi. Han er professionel nu. Og han er i sit es. Han elsker sit arbejde. Nej, det er mindst hans tredje gang."

      Rileys hals snørede sig sammen, og og hun svælgede hårdt.

      "Og der vil ikke være lang tid til den næste."

      Kapitel 7

      Bill befandt sig i et hav af blå øjne, og ingen af dem var virkelige. Han havde normalt ikke mareridt om sine sager, og han havde ikke et nu - men det føltes helt sikkert som et mareridt. Her i midten af dukkebutikken var der simpelthen små blå øjne overalt, alle vidt åbne og strålende og opmærksomme.

      Dukkernes små rubinrøde læber, hvoraf de fleste var smilende, bekymrende ham også. Og så var der alt det omhyggeligt kæmmede kunstige hår, så stift og ubevægelig. Nu, hvor han så alle disse detaljer, undrede Bill sig over, hvordan han ikke havde kunnet gennemskue morderens hensigt - at få sine ofre til at ligne dukker mest muligt. Riley havde været nødt til at vise ham den forbindelse.

      Gudskelov, hun er tilbage, tænkte