Heltenes Færd . Морган Райс

opflammede af druk, der ville fare i flint.

      Han skannede pladserne til dyster og pladserne til leg og tænkte på den kommende dag, fuld af leg og dyster og al slags festlighed. De ville være intense. McClouds ville helt sikkert ankomme med deres egen lille hær, og hver eneste dyst, hver eneste brydekamp, hver eneste konkurrence ville få en betydning. Hvis bare én gik skævt, kunne det udvikle sig til kamp.

      ”Min Konge?”

      Han mærkede en blød hånd på hans og vendte sig for at se på sin Dronning, Krea, stadig den smukkeste kvinde han havde kendt. Lykkeligt gift med ham i hele hans regeringstid, havde hun født ham fem børn, tre af dem drenge, og havde aldrig brokket sig. Ovenikøbet var hun blevet hans mest betroede rådgiver. Med årene havde han fundet ud af at hun var klogere end alle hans mænd. Faktisk, klogere end ham selv.

      ”Det er en politisk dag, ” sagde hun. “Men også vores datters bryllupsdag. Prøv at nyd den. Det sker ikke to gange.”

      ”Jeg var mindre bekymret, da jeg intet havde, ” svarede han. ”Nu da vi har det hele, bekymrer alt mig. Vi er trygge. Men jeg, føler mig ikke tryg.”

      Hun så på ham med medfølende øjne, store og nøddebrune; de så ud som om de indeholdt hele verdens visdom. Hendes øjenlåg hang lidt, som de altid havde gjort, fik hende til at se lidt søvnig ud, indrammet af hendes smukke glatte brune hår, der var isprængt lidt gråt, og faldt ned på begge sider af hendes ansigt. Hun havde få rynker, men havde ellers ikke ændret sig en smule.

      ”Det er fordi du ikke er tryg, ” sagde hun. ”Ingen konge er tryg. Der er flere spioner ved hoffet end du har lyst til at vide. Og sådan er det.”

      Hun lænede sig frem, kyssede ham og smilede.

      “Forsøg nu at nyde det, “sagde hun. ”Det er trods alt et bryllup.”

      Så vendte hun sig og gik væk fra voldene.

      Han så hende gå, så vendte han rundt og så ud over sit hof. Hun havde ret; hun havde altid ret. Han ville gerne nyde det. Han elskede sin ældste datter og det var trods alt et bryllup. Det var den smukkeste dag i det smukkeste tidspunkt på året, forårets højdepunkt, med sommeren på vej, de to sole perfekt på himlen, og den mildeste vind der kærtegnede luften. Alt var i fuld blomstring, overalt var træerne iklædt en bred palet af rosa, violette, orange og hvide nuancer. Der var ikke noget han kunne ønske sig mere end at gå ned og sidde med sine mænd, se sin datter blive gift, og drikke store krus øl, indtil han ikke kunne drikke mere.

      Men det kunne han ikke. Han havde en lang række pligter, før han overhovedet kunne træde ud af sit slot. En datters bryllupsdag virkelig en forpligtelse for en konge: han skulle møde sit råd; sine børn; og en lang række undersåtter som havde ret til at se kongen på denne dag. Han skulle være heldig, hvis han forlod slottet i tide før solnedgangsceremonien.

      *

      MacGil, klædt I sit fineste kongelige antræk, sorte fløjlsbukser, et gyldent bælte, en kongelig kåbe af det fineste violette og gyldne silke, en hvid kappe, skinnende læder støvler til knæene, og bærende sin krone – et udsmykket guld bånd med en stor rubin indfattet midti – spankulerede igennem slottets sale, flankeret af ledsagere. Han skred gennem rum efter rum, steg ned af trapperne fra brystværnet, skar igennem de kongelige gemakker, gennem den store buede sal, med dens skyhøje lofter og rækker af farvet glas. Til slut nåede han en gammel egetræsdør, tyk som en træstamme, som hans ledsagere åbnede og trådte til side. Tron Rummet.

      Hans rådgivere stod ret, da MacGil trådte ind, døren smækkede i bag ham.

      ”Sæt Jer,”sagde han, mere pludseligt end normalt. Han var træt, på denne dag især, af de endeløse formaliteter, der knyttede sig til at regere kongeringet og han ville bare have dem overstået.

      Han skred igennem Tron Rummet, som aldrig ophørte med at imponere ham. Dets lofter hævede sig halvtreds fod højt, en hel væg var skabt af farvet glas, gulve og lofter af sten, en fod tykke. Rummet kunne let huse hundrede honoratiores. Men på dage som i dag, da hans råd samledes, var det bare ham selv og en håndfuld rådgivere i en huleagtig opstilling. Rummet var domineret af et stort halvcirkelformet bord, med hans rådgivere stående bagved.

      Han skred igennem åbningen, ned i midten til sin trone. Han steg op af stentrinene, forbi de udskårne gyldne løver og sank ned på den røde fløjls pude, der forede hans trone, smedet af det pureste guld. Hans far havde siddet på denne trone såvel som hans far, og alle MacGils før ham. Da han satte sig, kunne MacGil mærke vægten af sine forfædre – af alle generationerne – på sig.

      Han iagttog de tilstedeværende rådgivere. Der var Brom, hans største general og hans rådgiver i militære affærer; Kolk, generalen af drengenes Legion; Aberthol, den ældse af flokken, historiker og lærd, mentor for tre genrationers konger, Firth, hans rådgiver for hof affærer, en mager mand med kort gråt hår og hule øjne, der aldrig stod stille.

      Firth var en mand MacGil aldrig havde stolet på, og han forstod ikke hans titel. Men hans far og hans før ham, havde en rådgiver for hofaffærer, så han beholdt den i respekt for dem. Så var der Owen, hans skatmester: Bradaigh, hans rådgiver for ydre affærer; Ernan hans skatteinddriver; Duwayne, hans rådgiver for masserne; og Kelvin repræsentanten for adelen.

      Selvfølgelig havde Kongen den absolute autoritet. Men hans kongerige var et frittænkende et, og hans fædre havde altid fundet det vigtigt at adelen skulle tillades en stemme i alle forhold, kanaliseret igennem deres repræsentant. Det var historisk set en usikker balance imellem kongedømmet og adelen. Lige nu var der harmoni, men på andre tidspunkter havde der været oprør og magtkampe imellem adelen og de kongelige. Det var en sårbar balance.

      Mens MacGil iagttog rummet, bemærkede han at der var en der manglede: den han helst ville tale med – Argon. Som sædvanlig var det ikke til at forudse hvor og hvornår han viste sig. Det irriterede MacGil endeløst, men han havde ikke andet valg end at acceptere det. Druidernes veje var uransagelige for ham. Uden ham tilstede mærkede MacGil endnu mere hastvæk. Han ville gerne igennem dette her og komme frem til de tusind ting, der ventede ham før brylluppet.

      Gruppen af rådgivere sad med front mod ham omkring det halvcirkelformede bord, med ti fod imellem sig, hver af dem sidden i en stol af antik eg, med omhyggeligt udskårne armlæn.

      “Min here, hvis jeg må starte,”råbte Owen.

      ”Det må du. Og gør det kort. Min tid er knap I dag.”

      ”Deres datter vil modtage mange gaver i dag, som vi alle håber vil fylde hendes kister. Tusindvis af mennesker vil hylde hende, og overrække gaver til Dem personligt, de vil fylde vores bordeller og kroer og vil hjælpe med at fylde vores kister også. Alligevel har forberedelserne for dagens festligheder nedbrudt en stor portion af de kongelige skatte. Jeg anbefaler en hævelse af skatten på folket og adelen. En engangs skat som skal lette presset for denne store begivenhed.”

      MacGil så bekymringen på sin skatmesters ansigt, og han mærkede en knude i maven ved tanken om nedbrydningen af skatkammeret. På trods af det ville han ikke hæve skatterne igen.

      “Hellere have et lille skatkammer og loyale undersåtter,” svarede MacGil. ”Vores rigsomme kommer ved vores undersåtters lykke. Vi vil ikke kræve mere.”

      ”Men min Herre, hvis vi ikke –”

      Owen lænede sig slukøret tilbage.

      ”Min konge,” sagde Brom med sin dybe stemme. ”På deres ordre, har vi placeret størstedelen af vores tropper i hoffet til dagens begivenhed. Fremvisningen af magt og styrke vil være imponerende. Men vi er tyndtbelagte. Hvid der kommer et angreb et andet sted i kongeriget, er vi såbare.”

      MacGil nikkede og gennemtænkte det.

      ”Vores fjender vil ikke angribe, mens vi bespiser dem.”

      Mændene lo.

      “Er der nyheder fra Højlandet?”

      ”Der