Heltenes Færd . Морган Райс

de andre ved at standse Thor. Høj, muskeltæt og næsten dobbelt så stor som Thor. Han løftede sit træsværd for at blokere vejen for Thor. Thor kunne se at han var fast besluttet på at slå ham ned, at gøre ham til grin foran alle, og dermed skaffe sig selv en fordel fremfor de andre rekrutter.

      Det gjorde Thor rasende. Thor havde ikke noget udestående med denne dreng, og det var ikke hans kamp. Men han gjorde det til sin kamp, kun får at få en fordel fremfor de andre.

      Da han kom tættere på, kunne han knap tro på drengens størrelse: han tårnede sig op over ham, skulede ned med lokker af tykt sort hår, der dækkede hans pande, og den største og mest firkantede kæbe Thor havde set. Han kunne ikke se hvordan han overhovedet kunne lave en bule i denne dreng.

      Drengen angreb ham med træsværdet og Thor vidste at hvis han ikke handlede hurtigt, ville han blive slået ned.

      Thors reflekser satte ind. Han tog instinktivt sin slynge frem, rakte tilbage og slyngede en sten mod drengens hånd. Den fandt sit mål og slog sværdet ud af hånden på ham, lige som drengen var ved at svinge det nedad. Det fløj afsted og drengen skreg og knugede sin hånd.

      Thor spildte ikke tiden. Han angreb og benyttede sig af øjeblikket, sprang op i luften og sparkede drengen, med to fødder plantet midt i drengens bryst. Men drengen var så kraftig at det var som at sparke til et egetræ. Drengen tumlede bare et par tommer tilbage, mens Thor faldt ned for drengens fødder.

      Det her lovede ikke godt, tænkte Thor, mens han ramte jorden med et bump og en ringen i ørerne. Thor fordøgte at komme på benene, men drengen var et skridt foran. Han rakte ned og tog Thor i nakken, kastede ham og sendte ham flyvende med ansigtet forrest ned i gruset.

      En flok drenge havde hurtigt samlet sig i en kreds rundt og dem og hujede og klappede. Thor blev rød i hovedet, ydmyget.

      Thor vendte sig for at komme op igen, men drengen var for hurtig. Han var allerede ovebpå ham igen og spiddede ham ned. Thor vidste det, det var blevet til en brydekamp og drengens vægt var enorm.

      Thor kunne høre dæmpede råb fra de andre rekrutter, mens de stodi en cirkel og råbte på blod. Drengens ansigt skulede ned; drengen rakte sine tommelfingre ud og sigtede mod Thors øjne. Thor kunne ikke tro det – det så ud som om denne dreng virkelig ville såre ham, Ville han virkelig have opmærksomheden så desperat?

      I sidste sekund, rullede Thor sit hoved væk, og drengens hænder fløj forbi og ramte gruset. Thor så sin chance og rullede væk fra ham.

      Thor kom på benene og stod ansigt til ansigt med drengen som også havde rejst sig. Drengen angreb og svang ud efter Thors ansigt og Thor dukkede sig i sidste sekund; luften susede da drengens hånd kom forbi og han indså at hvis drengen havde ramt ham med knytnæven ville han have knust Thors kæbe, Thor rakte op og slog drengen i maven, men det gjorde intet; det var som at ramme et træ.

      Før Thor kunne reagere, havde drengen givet ham en albue i ansigtet.

      Thor tumlede tilbage, fortumlet af slaget. Det var som at blive ramt af en hammer og hans ører ringede.

      Mens Thor stublede og forsøgte at få vejret, angreb drengen og sparkede ham hårdt i brystet. Thor fløj baglæns og smadrede ned i jorden, på ryggen. De andre drenge jublede.

      Thor, svimmel nu, forsøgte at sætte sig op, men drengen angreb igen, svingede og slog ham igen hårdt i ansigtet, så han landede fladt på ryggen – og helt færdig.

      Thor lå der og hørte den svage jublen fra de andre og mærkede den salte smag af blod, der løb fra hans næse og ømheden I ansigtet. Han stønnede af smerte. Han så op og kunne se den store dreng vende sig og gå henimod sine venner, allerede i gang med at fejre sin sejr.

      Thor ville give op. Drengen var en kæmpe, det var nyttesløst at kæmpe imod ham og han kunne ikke klare flere slag. Men der var noget indeni ham, der skubbede på. Han måtte ikke tabe. I foran alle disse mennesker.

      Giv ikke op. Rejs dig. Rejs dig!

      Thor samlede på en eller anden måde styrke. Stønnende rullede han over og kom op på alle fire, og så langsomt på benene. Han så på drenge, blødende, hans øjne var så opsvulmede at han næsten ikke kunne se ud af dem, han pustede hårdt og hævede sine næver.

      Den kæmpe store dreng vendte sig og stirrede ned på Thoe. Han rystede på hovedet og kunne ikke tro det.

      ”Du skulle være blevet nede dreng, ” truede han, mens han begyndte at gå tilbage mod Thor.

      ”NOK!” råbte en stemme. ”Elden, bliv stående!”

      En ridder kom pludselig frem og gik imellem dem, mens han holdt sin håndflade op og stoppede Elden fra at komme tættere på Thor. Mængden blev stille og kiggede på ridderen; det var tydeligt, at ham skulle man respektere.

      Thor kiggede op I ærefrygt over ridderen. Han var i tyverne, høj med brede skuldre, en firkantet kæbe og brunt velholdt hår. Thor kunne med det samme lide ham. Hans førsteklasses rustning, ringbrynje af poleret sølv, var dækket af kongelige markeringer: falke emblemet som tilhørte MacGil familien. Thor blev tør i munden: han stod foran et medlem af den kongelige familie. Han kunne knap tro det.

      ”Forklar dig dreng, ” sagde han til Thor. “Hvorfor er du trængt ind I arenaen uden at være inviteret?”

      Før Thor kunne svare, kom pludselig de tre Kongens vagter og brød igennem cirklen. Hovedvagten stod pegende på Thor, mens han pustede.

      ”Han trodsede vores kommando!” råbte vagten. ”Jeg vil lænke ham og tage ham ned i fangekælderen!”

      “Jeg gjorde ikke noget galt!” protestede Thor

      ”Gjorde du ikke?” råbte vagten. ”At bryde ind på Kongens område?”

      ”Jeg ville bare have en chance!” råbte Thor bedende til ridderen foran ham, medlemmet af den kongelige familie.”Det eneste jeg ville var at blive optaget i Legionen!”

      ”Denne træningsplads er kun for dem, der er inviterede, dreng” lød en hæs stemme.

      En kriger trådte ind i cirklen, i halvtredserne, bred og kraftig, skaldet med et kort skæg og et ar henover næsen. Han så ud som om han havde været professionel soldat hele sit liv – og af markeringerne på hans rustning, den gyldne nål på hans bryst så han ud til at være den kommanderende.