Heltenes Færd . Морган Райс

lænede sig tilbage og lukkede øjnene.

      Thor mærkede en varm følelse, jage igennem armen. På sekunder var det klistrede blod på hans hånd tørt, og smerten begyndte at falme.

      Han så ned og kunne ikke fatte det: Såret var helet. Det eneste, der var tilbage var tre lange ar, hvor kløerne havde kradset – men de var lukkede og så ud til at være flere dage gamle. Der var ikke mere blod.

      Thor kiggede på Argon i forbavselse.

      ”Hvordan gjorde De det?” spurgte han.

      Argon smilede.

      ”Jeg gjorde ikke. Du gjorde det. Jeg styrede bare dine kræfter.”

      ”Men jeg har ikke helbredelseskræfter” svarede Thor forvirret.

      ”Har du ikke?” sagde Argon.

      ”Jeg forstår det ikke. Der er ikke noget af det her, der giver mening,” sagde Thor med stigende utålmodighed. ”Vær sød at forklar mig det.”

      Argon så væk.

      ”Der er nogle ting, du må lære med tiden.”

      Thor kom i tanke om noget.

      “Betyder det så at jeg kan blive optage I Kongens Legion?” Spurgte han ophidset. ”Hvis jeg kan dræbe en Sybold, så kan jeg helt sikkert klare mig over for de andre drenge.”

      ”Det kan du helt sikkert, ” svarede han.

      ”Men de valgte mine brødre – de valgte ikke mig.”

      ”Dine brødre kunne ikke have dræbt bæstet.”

      Thor stirrede tilbage, mens han tænkte.

      ”Men de har allerede afvist mig. Hvordan kan jeg så blive optaget?”

      ”Hvornår har en kriger, skulle inviteres?” spurgte Argon.

      Han ord sank dybt ind. Thor mærkede at han blev varm over det hele.

      ”Siger De, at jeg bare skal møde op? Uden en invitation?”

      Argon smilede.

      “Du skaber din skæbne. Ingen andre kan det.”

      Thor blinkede – og et øjeblik efter var Argon væk. Igen.

      Thor snurrede rundt, så i alle retninger, men det var intet spor af ham.

      ”Herovre!” lød en stemme.

      Thor vendte sig og så en kæmpe klippesten foran sig. Han fornemmede at stemmen kom fra toppen, og han klatrede med det samme op på stenen.

      Han nåede toppen og var forvirret, han så intet tegn på Argon.

      Men fra dette udkigspunkt kunne han se over trætoppene af Darkwood. Han kunne se hvor Darkwood endte, han så den anden sol gå ned i mørkegrønt, og forbi den var vejen der førte til Kongens Hof.

      “Vejen er din,” kom stemmen. ”Hvis du tør.”

      Thor snurrede rundt, men så intet. Det var bare en stemme, som et ekko. Men han vidste at Argon var der, et sted, for at opildne ham. Og dybt nede kunne han mærke at han havde ret.

      Uden et øjebliks ekstra tøven, væltede Thor ned af klippen og satte i løb igennem skoven med retning mod vejen i det fjerne.

      Han spurtede mod sin skæbne.

      KAPITEL TRE

      Kong MacGil- bred, med en brystkasse som en tønde, et kraftigt skæg og langt gråt hår, en bred pande, der bar mærke af for mange slag – stod på de øverste volde af sit slot, hans dronning ved hans side, og holdt øje med dagens spirende festligheder. Hans kongelige jorder foldede sig ud under ham i al deres herlighed, og strakte sig så langt øjet rakte, en blomstrende by, omkranset af ældgamle befæstninger. Kongens Hof. Sammenvævet af en labyrint af snoede gader og sten bygningen af alverdens former og størrelser – for krigerne, arbejdsmændene, hestene, The Silver, Legionen, vagterne, barakkerne, våbenlagrene, arsenalet – og imellem dem hundredvis af boliger til de mange af hans folk, der havde valgt at bo indenfor disse bymure. Imellem disse gader udbredte der sig, hektarvis af græs, kongelige haver, stemomkransede torve, fantastiske springvand. Kongens Hof var blevet forskønnet og forbedret i århundreder, af hans far, og hans far før ham- og den lå nu på toppen af sin herlighed. Uden tvivl var den nu den sikreste højborg i det Vestelige Kongerige.

      MacGil var velsignet med de fineste og mest loyale krigere nogen konge havde haft, og i hans livstid var der ingen, der havde turdet angribe. Den syvende MacGil på tronen var han og han havde siddet der godt i de toogtredive år han havde regeret. Han havde været en vis og god konge. Landet havde haft stor fremgang i hans regeringstid. Han havde fordoblet hæren, udvidet byerne, bragte sit folk velstand og der var ingen utilfredshed hos folket. Han var kendt som en gavmild konge og der havde aldrig været tidligere været en lignende periode med velstand og fred som siden han indtog tronen.

      Det var paradoksalt nok, præcist det der holdt MacGil vågen om natten. MacGil kendte sin historie: I alle tider havde der aldrig været en så lang periode uden en krig. Han tænkte ikke længere på om der ville komme et angreb – men på hvornår. Og fra hvem.

      Den største trussel, var selvfølgelig fra nogen udenfor Ringen, fra de vildes rige, det der regererede Vildmarken, det der havde underkuet alle folkene udenfor Ringen, over Kløften. For MacGil og de syv generation før ham havde, de Vilde aldrig udgjort en direkte trussel. På grund af hans kongeriges specielle geografi, formet i en perfekt cirkel – en ring – adskilt fra resten af verden af en dyb kløft, en mil bred og beskyttet af et energiskjold, der havde været aktivt siden en MacGil kom på tronen, havde de ikke noget at frygte fra de Vilde. Barbarene havde forsøgt at angribe mange gange, at trænge igennem skjoldet, at krydse kløften, men ikke en eneste gang var det lykkes for dem. Så længe han og hans folk holdt sig inden for Ringen, var der ingen ydre trussel.

      Det betød dog ikke, at der ikke var nogen indre trussel. Og det var det, der havde holdt MacGil vågen om natten i den seneste tid. Præcist det var formålet med dagens festligheder: Hans ældste datters bryllup. Et bryllup, der var arrangeret for at afvæbne hans fjender, for at opretholde den skrøbelige fred imellem de Østlige og Vestlige Kongeriger af Ringen.

      Ringen strakte sig godt og vel fem hundrede mil i hver retning, og var opdelt i midten af en bjergkæde. Højlandet. På den anden side af Højlandet, lå det Østlige Kongerige, der regererede den anden halvdel af Ringe. Og dette Kongerige der havde været regeret i århundreder af deres rivaler McClouds havde altid prøvet at ryste den skrøbelige våbenhvile med MaCGils. McClouds var utilfredse og sure over deres lod, overbevist om at deres side af kongeriget havde mindre frugtbar jord. De anfægtede også Højlandet og insisterede på at hele bjergkæden var deres, når mindst halvdelen af den tilhørte MacGils. Der var evindelige grænsetræfninger og truslen om invasion var konstant.

      MacGil blev irriteret, når han grundede over det. McClouds skulle være lykkelige; de var trygge indenfor Ringen, beskyttet af Kløften, de sad på frodig jord og havde ikke noget at frygte. Hvorfor kunne de ikke bare være tilfredse med deres egen halvdel af Ringen? Det var udelukkende fordi MacGil havde oparbejdet en så stærk hær, at for første gang i historien turde McClouds ikke angribe. Men MagGil, som den kloge konge han var, fornemmede noget i horisonten; han vidste at denne fred ikke kunne fortsætte. Derfor havde han arrangeret dette bryllup, hans ældste datter og den ældste prins af McCloud slægten. Og nu var dagen kommet.

      Da han kiggede ned, så han under sig tusinder af undersåtter klædt i farverige kjortler udstrakt under sig, tilrejst fra alle hjørner af riget, fra begge sider af Højlandet. Næsten hele Ringen, alle flød de ind i hans fæstninger. Hans folk havde forberedt sig i måneder, udkommanderet til at få alt til at se fremgangsrigt og stærkt ud. Dette var ikke blot en bryllupsdag; dette var en dag, hvor der skulle sendes et signal til McClouds.

      MacGil overvågede sine hundredevis af soldater, der stod i geledder langs med voldene, I gaderne, langs