Heltenes Færd . Морган Райс

var ved at ske.

      Han vendte sig og stoppede brat midt i løbet på grund af det han så foran sig. Alle hans værste mareridt blev bekræftede i et eneste øjeblik. Hans hår rejste sig, og han indså at han havde begået en alvorlig fejltagelse, ved at komme så dybt ind i Darkwood.

      Overfor ham, mindre end tredive skridt væk var en Sybold. Bulende, muskuløs, stående på alle fire, på størrelse med en hest, var den det mest frygtede dyr i Darkwood, måske endda i hele kongeriget. Thor havde aldrig set en, men havde høre alle historierne. Den mindede om en løve, men var større, bredere, dens pels var dyb violet og dens øjne glødede gult. Legenderne fortalte at dens violette farve kom fra uskyldige børns blod.

      Thor havde i hele sit liv kun hørt om ganske få, der havde set bæstet, og de var endda anset for at være tvivlsomme. Måske var det fordi ingen rent faktisk havde overlevet et møde med en. Der var dem der sagde at Sybolden, var skovens Gud og et varsel. Hvad det varsel var havde Thor ingen anelse om.

      Han trådte et forsigtigt skidt tilbage.

      Sybolden med sin kæmpe kæber halvt åbne, hugtænder der drev af savl, stirrede tilbage med sine gule øjne. I dens mund var Thors bortløbne får: Skrigende og hængende med hovedet nedad og halvdelen af kroppen gennemboret af hugtænder. Det var næsten dødt. Sybolden så ud til at nyde at drabet, den tog sin tid over det og så ud til at fornøje sig med torturen.

      Thor kunne ikke udholde skrigene. Fåret vred sig hjælpeløst, og han følte sig ansvarlig.

      Thors første impuls var at stikke af, men han vidste allerede godt at det var nyttesløst. Bæstet kunne løbe fra alt og alle. At stikke af ville bare give den mod. Han kunne heller ikke forlade sit får og lade det dø sådan.

      Han stod lammet af frygt, og vidste at han blev nødt til at handle på en eller anden made.

      Hans reflekser tog over. Han greb langsomt ned til sin bæltetaske, fiskede en sten op og lagde den i slyngen. Med en rystende hånd bandt han den op, tog et skridt fremad og kastede.

      Stenen sejlede igennem luften og ramte plet. Et perfekt skud. Den ramte fåret i øjet, og gled igennem til hjernen.

      Fåret blev slapt. Dødt. Thor havde skånet dyret for dets lidelse.

      Sybolden gloede, rasende over at Thor havde dræbt dens legetøj. Den åbnede langsomt sine enorme kæber og lod fåret falde ud, og lande med et bump i skovbunden. Så så den på Thor.

      Den snerrede en dyb, ond lyd, der steg op fra dens mave.

      Mens den luskede hen mod ham, satte Thor med bankende hjerte en sten mere i slyngen, rakte tilbage og gjorde klar til at fyre af igen.

      Sybolden sprang frem, hurtigere end noget andet, Thor havde set i sit liv.

      Thor gik et skridt fremad og kastede stenen, mens han bad en bøn, om at den ville ramme, vel vidende at han aldrig ville have tid til at slynge en mere før den nåede frem.

      Stenen ramte bæstet i det højre øje, og slog det ud. Det var et utroligt kast, et der ville have bragt mindre dyr i knæ.

      Men dette var ikke et mindre dyr. Bæstet var ustoppeligt. Det skreg på grund af skaden, men tabte end ikke hastighed. Selv uden et øje, selv med stenen lejret i hjerne, fortsatte det at brage hjernedødt frem mod Thor. Der var intet han kunne gøre.

      Et øjeblik efter var bæstet på ham. Det for frem med sin kæmpe klog og rev hans skulder.

      Thor skreg. Det føltes som tre knive, der skar henover hans kød, varmt blod, pulsede omgående ud af såret.

      Bæstet naglede ham til grunden på alle fire. Vægten var overvældende, som om en elfant stod på brystet af ham. Thor mærkede sine ribben blive knust.

      Bæstet kastede sit hoved tilbage, åbnede sine brede kæber og afslørede hugtænderne, mens det begyndte at sænke dem ned mod Thors strube.

      Mens det gjorde det, greb Thor ud efter dets hals; det var som at gribe om en tæt muskel. Thor kunne næsten ikke holde ved. Hans arme begyndte at ryste, som hugtænderne kom nærmere. Han mærkede den varme ånde over hele sit ansigt, mærkede savlet dryppe ned på hans hals. En brummen kom dybt nede fra dyrets bryst, svidende i Thors ører. Han vidste han ville dø.

      Thor lukkede øjnene.

      Kære Gud. Giv mig styrke. Lad mig slås mod denne skabning. Kære Gud, jeg beder dig. Jeg vil gøre alt du beder mig om. Jeg vil skylde dig en stor ting.

      Og så skete der noget. Thor mærkede en enorm varme skyde op inden i sin krop, flød igennem hans årer, som et energifelt der fløj igennem ham. Han åbnede øjnene og så noget der overraskede ham: Fra hans håndflader strålede et gult lys, og da han skubbede fra ind i bæstets strube, var han overraskende nok i stand til at holde det stangen.

      Thor skubbede videre indtil han rent faktisk skubbede bæstet tilbage. Hans styrke voksede og han mærkede en eksplosion af energi – et øjeblik senere fløj bæstet tilbage. Thor havde sendt det tre meter væk. Det landede på ryggen.

      Thor satte sig op, uden af forstå hvad der var sket.

      Bæstet kom på benene. Så i et kæmpe raseri, angreb det igen – men denne gang var det anderledes for Thor. Energien jog igennem ham; Han følte sig mere magtfuld end han nogensinde havde følt.

      Da bæstet sprang op i luften igen, bukkede Thor ned, greb om dets mave og smed det, bæstet egen vægt bar det langt væk.

      Bæstet fløj igennem skoven, smadrede ind i et træ og faldt sammen på jorden.

      Thor sitrrede, forundret. Havde han lige kastet en Sybold?

      Bæstet blinkede to gange og kiggede så på Thor. Det rejste sig og angreb igen.

      Denne gang, mens det kastede sig over ham, greb Thor efter dets strube. De faldt begge ned, bæstet ovenpå Thor. Men Thor rullede op så han kom øverst. Thor holdt fast og kvalte det med begge hænder, mens bæstet forsøgte at rejse sit hoved og snappe hugtænderne efter ham. De kunne ikke nå. Thor som mærkede en ny styrke, begravede sine hænder og gav ikke slip. Han lod energien jage igennem ham. Og snart, uforklarligt, følte han sig stærkere end bæstet.

      Han var ved at kvæle Sybolden til døde. Endelig, bæstet blev slapt.

      Thor gav ikke slip i et helt minut.

      Han stod langsomt, forpustet og stirred ned med store øjne, mens han holdt sin sårede arm. Hvad var der lige sket? Havde han, Thor, lige dræbt en Sybold?

      Han følte det var et tegn, på denne af alle dage. Han følte det som om der var sket noget kæmpestort. Han havde lige dræbt det mest berygtede og frygtede af alle dyr i kongeriget. Alene. Uden et våben. Det var som om det ikke var virkelighed. Ingen ville tro ham.

      Han mærkede verden snurre rundt, mens han undrede sig over, hvilke kræfter der var kommet op i ham, hvad det betød, hvem han virkelig var. De eneste, der havde sådanne kræfter var Druider. Men hans far og mor var ikke Druider, så han kunne heller ikke være det.

      Eller kunne han?

      Han fornemmede nogen bag ham, snurrede rundt og så Argon stå der, stirrende ned på dyret.

      ”Hvordan kom De herhen?” spurgte Thor overvældet.

      Argon ignorerede ham.

      ”Så De hvad der skete? Spurgte Thor, stadigvæk uden at tro på det. ”Jeg ved ikke hvordan jeg gjorde det.”

      ”Men du ved at det skete.” svarede Argon. ”Dybt nede, ved du det. Du er anderledes end de andre.”

      ”Det var som…en bølge af kræfter, ” sagde Thor. “Ligesom en styrke jeg ikke vidste jeg havde.”

      ”Energi feltet,” sagde Argon. ”En dag vil du kende det rigtigt godt. Måske lærer du endda at kontrollere det.”

      Thor greb sin skulder, smerten var ulidelig. Han kiggede ned og så at hans hånd var dækket af