Heltenes Færd . Морган Райс

liv smuldre foran sig.

      Nej, tænkte han. Det er ikke sandt.

      ”Men far –”

      ”Stille!” hvinede han, så skingert at det skar i luften. ”Det er nok med dig nu. Her kommer de. Kom af vejen, og opfør dig ordentligt mens de er her. ”

      Hans far tog et skridt og skubbede Thor væk med den ene hånd, som om han var en genstand, han ikke havde lyst til at se på. Hans kødfulde håndflade stak i Thors bryst.

      En voldsom rumlem hørtes og landsbyboerne strømmede ud af deres hjem, stillede i i vejkanten. En voksende sky af støv bekendtgjorde karavanen og få minutter senere ankom de, et dusin hestetrukne vogne, der larmede som torden.

      De kom ind i byen som en pludselig hær, og gjorde holdt nær ved Thors hjem. Deres heste knejsede på plads, prustende. Det tog lang tid for støvskyen at lægge sig og Thor prøvede uroligt at smugkigge på deres rustninger, deres våben. Han havde aldrig før været så tæt på The Silver, og hans hjerte dunkede.

      Soldaten på førerhesten steg af. Her var han, et virkeligt ægte medlem af The Silver, dækket i skinnende ringbrydning, et langt sværd i hans bælte. Han så ud som om han var i trediverne, en rigtig mand, skægstubbe i ansigtet, ar på kinden, og en næse der var krum af kamp. Han var den mest kraftige mand Thor havde set, dobbelt så bred som de andre, med en mine, der fortalte at han havde det øverste ansvar.

      Soldaten sprang ned på grusvejen, hans sporer ringlede da han gik hen til opstillingen af drenge.

      Oppe og nede i landsbyen stod dusinvis af håbefulde drenge ret. At komme ind i The Silver betød et liv i ære, i kamp, i berømmelse, i hæder – sammen med land, titel, og rigdom. Det betød den bedste brud, den frodigste jord, et liv i hæder. Det betød ære for familien, og indtrædelse i Legionen var det første skridt.

      Thor kiggede på de store gyldne vogne, og vidste at der kun kunne være så mange rekrutter I dem. Det var et stort kongerige, og de havde mange byer at besøge. Han sank, mens han indså at hans chancer var endnu svagere end han havde troet. Han ville skulle slå alle disse andre drenge – mange af dem kraftige kæmpere – og ovenikøbet hans tre brødre. Hans hjerte sank.

      Thor kunne knap få vejret da soldaten tavst gik op ad rækkerne af håbefulde. Han begyndte på den modsatte side af vejen og vendte så langsomt tilbage. Thor kendte selvfølgelig de andre drenge. Han vidste også at nogle af dem hemmeligt ikke ville udpeges, selvom deres familier gerne ville sende dem afsted. De var bange; de ville blive elendige soldater.

      Thor brændte af uretfærdigheden. Han følte at han fortjente at blive udvalgt ligeså meget som nogen af dem. Bare fordi hans brødre var ældre og større og stærkere betød det ikke at han ikke havde ret til at stå og blive valgt. Han brændte af had til sin far og var ved at eksplodere da soldaten nærmede sig.

      Soldaten stopped for første gang, foran hans brødre. Han så op og ned af dem og virkede imponeret. Han rakte ud og greb en af deres sværdskeder og trak i den som for at mærke, hvor fast den var.

      Han brød ud i smil.

      ”Du har ikke brugt dit sværd i kamp endnu, har du?” Spurgte han Drake.

      Thor så Drake nervøs for første gang i sit liv. Drake sank.

      ”Nej, min herre. Men jeg har øvet med den mange gange, og jeg håber at –“

      ”Øvet!”

      Soldaten buldrede af latter og vendte sig mod de andre soldater, som tog del i morskaben og lo lige op i Drakes ansigt.

      Drake blev ildrød. Det var første gang Thor havde set Drake forlegen – normalt var det Drake, der gjorde andre forlegne.

      ”Nå men så skal jeg sandelig nok fortælle vores fjender at de skal frygte dig – dig der trækker sværdet, når du øver!”

      Flokken af soldater lo igen.

      Soldaten vendte sig mod Thors andre brødre-

      ”Tre brødre fra samme stamme” sagde han, og gned sine sskæbstubbe på hagen. ”Det kan godt blive nyttigt. I er alle en god størrelse. Dog er I uprøvede. I har brug for meget træning, hvis I skal nå til skæringen.”

      Han tøvede.

      ”Jeg tror godt vi kan finde plads”

      Han nikkede mod den bageste vogn.

      ”Smut ind og skynd jer. Før jeg skifter mening.”

      Thors tre brødre spurtede hen til vognen, storsmilende. Thor lagde mærke til at hans far også smilede.

      Men han var slukøret, da han så dem gå.

      Soldaten vendte sig og gik videre til det næste hus. Thor kunne ikke holde det ud mere.

      ”Herre!” Udbrød Thor højt.

      Hans far vendte sig og skulede til ham, men Thor var ligeglad nu.

      Soldaten stoppede, han havde ryggen til ham og nu drejede han sig langsomt.

      Thor tog to skridt fremad, hans hjerte buldrede, men hans skød brystet frem så langt som han kunne.

      ”De har ikke overvejet mig, Herre, ” sagde han.

      Soldaten der var overrasket, så op og ned ad Thor som om han var en vittighed.

      ”Har jeg ikke?” Spurgte han og brød ud i latter.

      Hans mænd brød også ud i latter. Men Thor var ligeglad. Dette var hans øjeblik. Det var nu eller aldrig.

      “Jeg vil optages i Legionen!” sagde Thor.

      Soldaten gik hen imod Thor.

      ”Nå så det vil du?”

      Han så ud som om han morede sig.

      ”Og har du nået dit fjortende år endnu?”

      ”Det har jeg Herre. For to uger siden.”

      “For to uger siden!”

      Soldaterne skreg af grin, og det same gjorde mændene bagved dem.

      ”Jamen, så vil vores fjender helt sikkert ryste af skræk ved synet af dig,”

      Thor mærkede at han brændte af skam. Han var nødt til at gøre noget. Han kunne ikke bare lade det ende sådan her. Soldaten vendte sig for at gå – men Thor kunne ikke tillade det.

      Thor trådte frem og råbte: “Herre! De begår en fejl!”

      Et forskrækket gisp spredte sig igennem mængden, da soldaten stoppede og langsomt vendte sig igen.

      Nu skulede han.

      ”Dumme dreng, ” sagde hans far og greb Thor hårdt i skulderen, ” gå ind igen!”

      ”Det gør jeg ikke!” råbte Thor, mens han rystede sin fars greb af.

      Soldaten trådte frem og hans far bakkede væk.

      ”Kender du straffen for at fornærme The Silver?” vrissede soldaten.

      Thors hjerte buldrede vildt, men han kunne ikke trække det tilbage nu.

      ”Vær venlig at tilgive ham, Herre,” sagde hans far, ” Han er bare et lille barn og –”

      ”Jeg taler ikke til dig, ” sagde soldaten. Med et tilintetgørende blik tvang han Thors far til at vende sig.

      Soldaten vendte sig igen mod Thor.

      ”Svar mig!” sagde han.

      Thor sank uden at kunne sige noget. Dette her var ikke sådan han havde forestillet sig det.

      ”At fornærme The Silver er at fornærme Kongen selv,” sagde Thor stille, han sagde det nøjagtigt som han havde lært sig det udenad.

      ”Ja” sagde soldaten. ”Det betyder at jeg kan give dig fyrre piskeslag hvis jeg vil.”