.

fra porten der kiggede hånligt på ham.

      “Hvad sagde jeg, dreng?”

      Før han kunne nå at reagere, lænede vagten sig tilbage og sparked Thor hårdt. Thor mærkede et skapt slag i ribbenene, da vagten samlede sig til at sparke ham igen.

      Denne gang, greb Thor vagtens fod i luften; han trak i den, og væltede ham omkuld.

      Thor kom hurtigt på benene. Vagten kom på benene på samme tid. Thor stirrede på ham, chokeret over, hvad han lige havde gjort. Over for ham hoverede vagten.

      ”Nu vil jeg ikke bare lænke dig,” hvæsede vagten, ”men jeg vil også få dig til at betale. Ingen rører en Kongens vagt! Glem alt om at blive optaget i Legionen – nu kommer du til at rådne op i et fangehul! Du er heldig, hvis nogen ser dig igen!”

      Vagten trak en kæde frem med en lænke i enden. Han gik henimod Thor med et hævngerrigt udtryk i ansigtet.

      Thors hjerne kørte afsted. Han kunne ikke lade sig blive lænket – og dog ville han ikke såre et medlem af Kongens Vagter. Han var nødt til at finde på noget – og hurtigt.

      Han kom i tanker om slyngen. Hans reflekser tog over, da han tog fat i den, satte en sten fast, sigtede og lod den flyve.

      Stenen steg gennem luften og slog lænkerne ud af den bedøvede vagts greb; den ramte også vagtens fingre. Vagten rykkede tilbage og rystede hånden, han skreg af smerte, da lænkerne raslede ned på jorden.

      Vagten, gav Thor dødsblikket og trak sit sværd. Det kom frem med en distinkt metallisk ringlen.

      ”Det var din sidste fejltagelse” truede han mørkt, og sprang frem.

      Thor havde ikke noget valg; denne mand ville bare ikke lade ham være i fred. Han lagde en anden sten i slyngen og kastede den. Han sigtede bevidst – han ville ikke dræbe vagten, men han var nødt til at stoppe ham. Derfor sigtede han ikke efter hans hjerte, næse, øje, eller hoved. Thor sigtede efter det eneste sted han vidste, ville stoppe ham, men ikke dræbe ham.

      Imellem vagtens ben.

      Han lod stenen flyve – ikke med fuld styrke, men nok til at fælde manden.

      Han ramte perfekt.

      Vagten tippede over, tabte sit sværd, og greb sig i skridtet, mens han kollapsede på jorden og rullede sig sammen i en kugle.

      ”Du bliver hængt for det her!” stønnede han imellem smertegrynt. ”Vagter! Vagter!”

      Thor så op og på afstand så han flere af Kongens vagter løbe hen for at få fat på ham.

      Det var nu eller aldrig.

      Uden at spilde et øjeblik mere, spurtede han til vinduesafsatsen. Han ville blive nødt til at hoppe igennem, ind i arenaen, og vise sig selv. Og han ville kæmpe imod, hvem som helst der kom i vejen for ham.

      KAPITEL FEM

      MacGil sat i den øvre hal af sit slot, i sin private mødesal, den han brugte til personlige affærer. Han sad på sin private trone, denne udskåret af træ, og så ud på fire af sine børn, der stod foran ham. Der var hans ældste søn, Kendrick, som femogtyveårig, en fin kriger og en sand gentleman. Han af alle børnene, lignede MacGil mest – hvilket var ironisk, da han var et uægte barn, MacGils eneste emne med en anden kvinde, en kvinde han havde glemt for længst. MacGil havde opdraget Kendrick med sine ægte børn, på trods af at hans dronning gjorde modstand i starten, på betingelse af at han aldrig ville bestige tronen. Dette gjorde MacGil ondt nu, fordi Kendrick var den bedste mand han havde kendt nogensinde, en søn han var stolt af at være far til. Der ville ikke have været en finere arving til kongeriget.

      Ved siden af ham, I stærk kontrast, stod hans andenfødte søn – og førstefødte ægte søn – Gareth, treogtyve, tynd, med hule kinder og store brune øjne, der aldrig stopped med at pile hurtigt rundt. Hans personlighed kunne ikke være mere anderledes end sin ældre brors. Gareths natur var alt hans bror Kendricks ikke var; hvor hans bror var ligefrem, holdt Gareth sine tanker skjult; hvor hans bror var stolt og ædel, var Gareth uærlig og svigefuld. Det smertede MacGil at synes dårligt om sin egen søn, og han havde forsøgt mange gange at rette hans natur; men på et tidspunkt i drengen teenageår, havde han tænkt at drengens natur var forudbestemt: Intrigant, magtsyg og ambitiøs på enhver forkert måde af ordet. Gareth havde heller ingen kærlighed til kvinder, vidste MacGil, og havde mange mandlige elskere. Andre konger ville have fortrængt sådan en søn, men MacGil var mere tolerant, og for ham var dette ikke grunden til ikke at elske ham. Han dømte ham ikke for det. Hvad han dømte ham for var hans onde, intrigante natur, hvilket var noget han ikke ville overse.

      På række ved siden af Gareth stod MacGils andenfødte datter, Gwendolyn. Hun havde lige nået sit sekstende år og var den smukkeste pige han havde set – og hendes natur overstrålede endda hendes udseende. Hun var venlig, gavmild, ærlig – den fineste unge kvinde han nogensinde havde kendt. På denne måde var hun lig Kendrick. Hun så på MacGil med en datters kærlighed til sin far og han havde altid mærket hendes loyalitet i hvert et blik. Han var endda mere stolt af hende end af sine sønner.

      Stående ved siden af Gwendolyn, var MacGils yngste dreng Reece, en stolt og livfuld ung knægt, der som fjortenårig var ved at blive en mand. MacGil havdemed stor fornøjelse holdt øje med hans optagelse i Legionen og kunne allerede se den mand han ville blive, MacGil var ikke i tvivl om at Reece en dag ville blive hans fineste søn og en stor regent. Men denne dag var ikke nu. Han var stadig for ung og havde stadig meget at lære.

      MacGil så med blandede følelser på sine børn, hans tre sønner og hans datter, der stod her foran ham. Han følte stolthed blandet med skuffelse. Han følte også vrede og irritation for to af hans børn var der ikke. Den ældste, hans datter Luanda, var selvfølgelig i gang med at forberede sig til sit bryllup, og da hun skulle giftes væk til en andet kongerige, havde hun ikke noget at gøre i en samtale om arvinger. Men hans anden søn, Godfrey, på atten, den mellemste, var væk. Han blev rød i hovedet af fornærmelsen.

      Siden han var en lille dreng, havde Godfrey vist en sådan dis respekt for kongedømmet; det stod altid klart at han var ligeglad med det og at han aldrig ville regere. Og MacGils største skuffelse var at Godfrey valgte at spilde sine dage i værtshuse med misdæder venner og voæde son kongelige familie større og større skam og vanære. Han var doven, sov de fleste af sine dage væk og fyldte de øvrige med druk. På den ene side var MacGil lettet over at han ikke var her; på den anden var det en fornærmelse, han ikke kunne komme sig over. Han havde faktisk forventet dette, og havde sendt sine mænd tidligt ud for at finkæmme værtshusene for at finde ham og bruge ham tilbage. MacGil sad stille og ventede, indtil de gjorde.

      Den tunge egetræsdør smækkede tilsidst op og ind marcherede de kongelige vagter, trækkende Godfrey imellem sig. De gav ham et skub og Godfrey snublede ind i rummet, mens de smækkede døren i bag sig.

      Hans brødre og søster vendte sig og stirred. Godfrey var sjusket, ubarberet, halvpåklædt og stank af øl. Han smilede tilbage. Flabet. Som altid.

      “Hej, Far,” sagde Godfrey, “Gik jeg glip af alt der sjove?”

      ”Du skal stå sammen med dine søskende og vente til jer har talt. Gud hjælpe dig, hvis du ikke gør, så vil jeg lænke dig i fangehullet med resten af fangerne fra almuen, og du vil ikke se mad og endnu mindre øl – i tre hele dage.

      Trodsigt skulede Godfrey på sin far. I det blik, opdagede MacGil et dybtliggende reservoir af styrke, noget af ham selv, en gnist af noget, der en dag ville tjene Godfrey godt.

      Men kun, hvis han kunne overvinde sin egen personlighed.

      Oprørsk helt til kanten som han var, ventede Godfrey mere end ti sekunder før han endelig gav sig og slentrede over til de andre.

      MacGil iagttog disse fem børn, der stod foran ham; den uægte, den afvigende, drukkenbolten, hans datter, og hans yngste. Det var en mærkelig blanding, og han kunne knap tro at de alle var udsprunget af ham. Og nu, på hans ældste