.
Читать онлайн.
Aberthol rømmede sig, hans stemme var rusten, da han talte: ” Min Herre, Deres far og hans far før ham stolede ikke på McClouds. Bare fordi de sover, betyder ikke at de ikke vågner igen.”
MacGil nikkede, forstod tanken.
“Og hvad med legionen?” spurgte han, mens han vendte sig mod Kolk.
”I dag har vi budt velkommen til nye rekrutter, ” svarede Kolk med et hurtigt nik.
”Var min søn imellem dem?” spurgte MacGil.
”Han står stolt imellem dem, han er en fin knægt, er han.”
MacGil nikkede og vendte sig så mod Bradaigh.
”Er der nyt fra udenfor Kløften?”
“Min Herre, vores patruljer har set flere forsøg på at krydse Kløften i de seneste par uger. Der er tegn på at de Vilde mobiliserer til angreb.”
En stille hvisken spredte sig imellem mændene. MacGil mærkede sin mærke strammes ved tanken. Energiskjoldet var uovervindeligt; men stadigvæk varslede det ikke godt.
”Og hvad hvis der kommer et fuldskala angreb?” spurgte han.
”Så længe skjoldet er aktivt, har vi ikke noget at frygte. De Vilde har aldrig haft succes med at overskride Kløften i århundreder. Der er ikke grund til at tro noget andet.”
MacGil var ikke så sikker. Et angreb udefra havde været ventet længe, og han kunne ikke andet, end at bekymre sig om, hvornår det blev.
“Min Herre,” sagde Firth med sin nasale stemme, “Jeg føler mig forpligtet til at tilføje at I dag er vores hof fyldt af mange honoratiores fra McCloud riget. Det ville være en fornærmelse, hvis De ikke underholdt Dem med dem, rivaler eller ej. Mit råd er at De bruger deres eftermiddagstimer på at hilse på hver enkelt af dem. De har medbragt et stort følge, mange gaver – og rygtet fortæller, mange spioner.”
”Hvem siger at spionerne ikke allerede er her?” svarede MacGil tilbage, mens han holdt omhyggeligt øje med Firth – og spekulerede på, som altid, om han var en af dem.
Firth åbnede munden for at svare, men MacGil sukkede og holdt håndfladen op, han havde fået nok. ”Hvis det var alt, vil jeg gå nu, for at fejre min datters bryllup.”
“Min Herre, “ sagde Kelvin, og rømmede sig, “der er selvfølgelig en ting mere. Traditionen, der er på denne dag, Deres ældste datters bryllup. Hver MacGil udnævner en efterfølger. Folket vil forvente at De gør det samme. De har summet løs. Det ville ikke være tilrådeligt at svigte dem. Specielt når Skæbne Sværdet stadig er urørligt”
”Ønsker du at jeg skal udnævne en arving, mens jeg stadig er på toppen?” spurgte MacGil
”Min Herre, jeg ønsker ikke at fornærme Dem,” Kelvin snublede over ordene og så bekymret ud. MacGil holdt en hånd op. ”Jeg kender traditionen. Og sandelig, Jeg vil udnævne én i dag.”
”Vil De måske oplyse os om hvem?” spurgte Firth.
MacGil nidstirrede ham irriteret. Firth var sladdervorn, og han stolede ikke på manden.
”I will få det at vide, når tiden er inde.”
MacGil rejste sig og de andre gjorde det samme. De bukkede, vendte sig og skyndte sig ud af rummet. MacGil stod og spekulerede i lang tid, han vidste ikke hvor længe. På en dag som denne, ønskede han at han ikke var konge.
*
MacGil trådte ned fra sin trone, støvlerne gav ekko i stilheden, han krydsede rummet.
Han åbnede den antikke egetræsdør selv, rev i jernhåndtaget og gik ind i et sidekammer.
Han nød roen og ensomheden i dette hyggelige rum, som han altid havde gjort, knap tyve skridt langt og bredt, med et skyhøjt buet loft. Dette kammer var bygget helt af sten, med et lille rundt blyindfattet vindue på den ene væg. Lys strømmede ind gennem det gule og røde og oplyste den eneste genstand i det ellers nøgne rum.
Skæbne Sværdet.
Dér lå det, i midten af kammeret, vandret på jernstikben, som en fristerinde. Som han havde gjort siden han var dreng, gik MacGil nu tæt hen til det, kredsede om det, undersøgte det. Skæbne Sværdet. Legendernes sværd, kilden til hans kongeriges magt og ære, fra den ene generation til den næste. Den som havde styrken til at hæve det ville være Den Udvalgte, den som var bestemt til at regere kongeriget for resten af sit liv, at befri kongeriget fra alle trusler, både inden i og udenfor Ringen. Det havde været en smuk legende at vokse op med, og så snart han var blevet udpeget til at være Konge, havde MacGil selv forsøgt at løfte det, som kun dem fra MacGil familien måtte prøve. Kongerne før ham, havde ikke kunnet. Han var sikker på at han ville være anderledes. Han var sikker på at han ville være Den Eneste.
Men han tog fejl. Som alle de andre MacGils før ham havde gjort. Og hans nederlag havde mærket hans kongemagt lige siden.
Mens han stirrede på det nu, undersøgte han dets lange klinge, lavet af et mystisk metal, som ingen havde kunnet analysere. Sværdets oprindelse var endnu mere mystisk, man sagde det var dukket op fra jorden midt i et jordskælv.
Nu hvor han undersøgte det, mærkede han igen følelsen af nederlag. Han var nok en god konge, men han var ikke Den Eneste. Hans folk vidste det. Hans fjender vidste det. Han var nok en god konge, men uanset, hvad han gjorde, ville han aldrig blive Den Eneste
Han havde mistanke om, at hvis han havde været det, ville der have været mindre uro I hans hof, færre intriger. Han folk ville stole mere på ham og hans fjender ville end ikke overveje angreb. En del af ham ønskede at Sværdet bare ville forsvinde, og legenden med det. Men han vidste at det ikke ville ske. Det var forbandelsen – og styrken – af en legende. Endnu mere stærk end en hær.
Mens han stirrede på det for den tusinde gang, kunne MacGil ikke lade være med at spekulere over, hvem det kunne være. Hvem af hans slægt ville være bestemt til at løfte det? Mens han tænkte over, hvad der lå foran ham, opgaven med at udpege en arving, spekulerede han igen over hvem, hvis nogen, der var skæbnebestemt til at hæve Sværdet.
“Det er en tung klinge, “ lød en stemme.
MacGil snurrede rundt, overrasket over at have selskab i det lille rum.
Dér, i døråbningen stod Argon. MacGil genkendte stemmen før han så ham og var både irriteret over at han ikke var dukket op tidligere og glad for at have ham her, nu.
”Du kommer for sent” sagde MacGil
”Jeres tidsfornemmelse gælder ikke mig, ”svarede Argon.
MacGil vendte sig igen mod sværdet.
”Troede du nogensinde jeg ville være i stand til at løfte det?” spurgte han tankefuldt. ”Den dag jeg blev Konge?”
“Nej” svarede Argon blankt.
MacGil vendte sig og stirred på ham.
”Du vidste at jeg ikke kunne. Du havde set det, havde du ikke?”
”Jo.”
MacGil overvejede dette.
“Det skræmmer mig, når du svarer så direkte. Det ligner dig ikke.”
Argon forblev tavs, og tilsidst forstod MacGil at han ikke ville sige mere.
”Jeg udpeger min efterfølger i dag, ” sagde MacGil. ”Det føles som om det er forgæves, at udpege en arving på denne dag. Det fratager en konge glæden ved sit barns bryllup.”
”Måske skal en sådan glæde hærdes.”
“Men jeg har så mange år tilbage at regere i, “ bønfaldt MacGil.
”Måske