Heltenes Færd . Морган Райс

var besluttet på at han ville afvise den skæbne hans far havde planlagt for ham. Når han fik det første glimt af den kongelige karavane, ville han storme tilbage til huset, konfrontere sin far og uanset hvad han mente ville han gøre opmærksom på sig selv over for kongens mænd. Han ville stå i udvælgelsen sammen med de andre. Hans far kunne ikke stoppe ham. Han kunne mærke en knude i maven, når han tænkte på det.

      Den første sol steg højere på himlen og da den anden sol, mintgrøn begyndte at stige, givende et nyt lag lys til den violette himmel, var det at Thor fik øje på dem.

      Han stod rank, nakkehårene strittende så ophidset var han. Dér, i horisonten, kom den svageste silhuet af en hestetrukken vogn, dens hjul hvirvlende støv op mod himlen. Hans hjerte slog hurtigere da en mere kom til syne, så en mere. Selv herfra glimtede de gyldne hestevogne i solen, som sølvryggede flyvefisk, der sprang op af vandet.

      Da han havde talt tolv vogne, kunne han ikke vente længere. Hans hjerte dundrede i brystet på ham og for første gang i sit liv glemte han alt om fårene og tumlede ned ad bakken, fast besluttet på at intet skulle bremse ham før han havde vist hvem han var.

      *

      Thor stoppede næsten ikke for at få vejret da han drønede ned ad bakkerne, gennem træerne, der rev ham, men han var ligeglad. Han nåede en lysning og så sin landsby spredt ud dernede: en søvnig købstad med tætliggende lave huse, hvide lerhuse med stråtag. Hele byen bestod af nogel dusin familier. Man kunne se at de fleste var tidligt oppe og i gang med at lave morgenmåltidet på grund af røgen der kom op af de mange skorstene. Det var et idyllisk sted, præcist langt nok væk – en hel dags ridt – fra Kongens Hof til at afskrække forbipasserende. Bare en af mange landsbyer, bare et tandhjul i den store helhed, Det vestlige Kongedømme.

      Thor sprang ned af det sidste stykke ind på torvet i landsbyen, mens han sparked støv op rundt om sig. Høns og hunde fløj til siderne for ham, og en gammel kvinde der sad på hug med en kedel kogende vand udenfor sit hus, hvæsede af ham.

      “Tag det roligt, dreng!” hvinede hun, da han spurtede forbi hende og hvirvlede støv ind i hendes ildsted. Men Thor ville ikke tage det roligt – ikke for hende, ikke for nogen. Han drejede ned ad en gade og så en anden, han snoede og drejede sig på den vej han kendte udenad indtil han nåede sit hjem.

      Det var en lille anonym bolig som de andre, med sine hvide lervægge og kantede stråtag. Som hos de fleste, var husets eneste rum opdelt, hans far sov i den ene side og hans tre brødre i den anden; men anderledes var at der var et lille hønsekammer bagerst i rummet og det var her at Thor var forvist til at sove. I begyndelsen havde han haft soveplads hos brødrene, men som tiden gik var de blevet større, ondere og mere afvisende og havde klart vist ham, at der ikke var plads til ham. Det havde såret Thor, men nu nød han sit eget frirum og han foretrak at væk fra dem. Det bekræftede ham bare i at han var den udstødte i sin familie og det vidste han jo allerede.

      Thor løb til fordøren og brasede ind uden at stoppe.

      ”Far!” råbte han forpustet. ”The Silver! De kommer!”

      Hans far og de tre brødre sad bøjede over morgenmaden, allerede iklædt deres fineste tøj. Ved hans ord sprang de op, for forbi ham og stødte ind hans skuldre mens de løb ud af huset og ud på vejen.

      Thor fulgte efter dem ud og de stod alle og iagttog horisonten.

      ”Jeg kan ikke se nogen” svarede Drake, den ældste med sin dybe stemme. Med de bredeste skuldre, kortklippet som sine brødre, brune øjne og tynde misbilligende læber, skulede han ned på Thor som sædvanligt.

      “Heller ikke mig” efterlignede Dross, kun et år yngre end Drake og altid på hans side.

      ”De kommer!”Thor skød tilbage. ”Jeg sværger!”

      Hans far vendte sig om mod ham og tog hårdt fat i hans skuldre.

      ”Og hvordan ved du så det?” spurgte han krævende.

      ”Jeg så dem”

      ”Hvordan. Hvorfra?”

      Thor tøvede; hans far havde fået fat på ham. Han vidste selvfølgelig at det eneste sted Thor kunne have fået øje på dem var fra toppen af den bakke. Nu var Thor usikker på hvad han skulle svare.

      ”Jeg.. øh.. klatrede på bakken-”

      ”Med fårene? Du ved godt de ikke må gå så langt.”

      “Men det var anderledes I dag. Jeg var nødt til at se det.”

      Hans far skulede ned.

      ”Gå ind og hent dine brødres sværd og puds deres skeder, så de ser perfekte ud før Kongens mænd ankommer.

      Hans far, der nu var færdig med ham, vendte tilbage til hans brødre, som alle stod ude på vejen og holdt øje.

      ”Tror du de vælger os” spurgte Durs, den yngste af de tre og tre år ældre end Thor.

      ”De er fjolser, hvis de ikke gør” sagde hans far. ”De mangler mænd i år. Det har været en mager høst – ellers ville de ikke gide komme her. Bare stå ret, alle tre, hold hagen oppe og skyd brystet frem. Kig dem ikke direkte i øjnene, men kig heller ikke væk. Være stærk og selvsikker. Vis ingen svagheder. Hvis I vil ind I Kongens Legion, skal I opføre jer somom I allerede var inde.

      “Ja, far, “ svarede de tre drenge I kor, mens de stilled sig frem.

      Han vendte sig og stirrede på Thor.

      ”Hvad laver du stadig herude?” Spurgte han. ”Gå ind!”

      Thor stod der, helt splittet. Han ville ikke være ulydig overfor sin far, men hans var nødt til at tale med ham.

      Hans hjerte buldrede mens han overvejede. Han besluttede at det ville være bedst at adlyde, at hente sværdene og så konfrontere sin far. At være åbenlyst ulydig ville ikke hjælpe.

      Thor fór ind i huset, ud gennem bagdøren og ud i våbenskuret. Han fandt sine brødres tre sværd, genstande af stor skønhed alle tre, dekorede med de fineste sølvfæster,

      Han spurted hen til sine brødre, gav dem hver et sværd, og vendte sig mod sin far.

      ”Hvad, ingen pudsning?” sagde Drake.

      Hans far vendte sig misbilligende mod ham, men før han kunne sige noget, talte Thor.

      ”Far, vær rar. I har noget at tale med dig om!”

      ”Jeg sagde du skulle pudse-”

      ”Far, vær nu rar!”

      Hans far skulede tilbage, overvejende. Han måtte have set alvoren i Thors ansigt, og tilsidst sagde han, ” Nå?”

      “Jeg vil gerne i betragtning. Med de andre, til Legionen. ”

      Hans brødres latterbrøl rejste sig bag ham, og fik hans ansigt til at blusse mørkerødt.

      Men hans far lo ikke; tværtimod, hans skulen blev værre.

      ”Vil du?” spurgte han.

      Thor nikkede energisk.

      ”Jeg er fjorten. Jeg valgbar.”

      ”Den nederste grænse er fjorten” sagde Drake nedladende, hen over skulderen. ”Hvis de valgte dig ville du være den yngste. Tror du selv de ville vælge en som dig fremfor en som mig, fem år ældre?”

      ”Du er uforskammet.” sagde Durs. ”Det har du altid været.”

      Thor vendte sig mod dem. ”Jeg spørger ikke jer om lov.” sagde han.

      Han vendte sig igen mod sin far, der stadig skulede.

      ”Far, vær nu sød.” sagde han. ”Giv mig en chance. Det er det eneste jeg beder om. Jeg ved godt jeg er ung, men jeg skal nok bevise at jeg kan, med tiden. ”

      Hans far rystede på hovedet.

      “Du