Sarbarheder. Mikkel Thorup

ikke en sådan størrelse som mennesket i denne verden. I min livstid har jeg set franskmænd, italienere, russere etc.; takket være Montesquieu ved jeg endda, at man kan være perser. Men, erklærer jeg, mennesket har jeg aldrig mødt; han er mig ukendt.⁸⁵

      Konservatismens fader, den engelske filosof og politiker Edmund Burke erklærede noget tilsvarende, og også i dag går antikosmopolitismen og modstanden mod menneskerettighederne hånd i hånd.⁸⁶ Det er modstanden mod grænseløsheden. Former af disse kritikker reproduceres i antikosmopolitismens idéhistorie, men hver kritik af kosmopolitismen er selvsagt ikke reducerbar hertil. Ét forhold er dog permanent: grænsen over for overskridelsen. Kosmopolitismen insisterer på grænsens overskridelse; dens kritikere insisterer på grænsens beståen eller nødvendighed.

      Litteraturprofessoren Verena A. Conley⁸⁷ har skabt et herligt begreb for verden som by: ‘kaosmopolis’, hvor enhver form kun er midlertidig, alt er flydende og kunne være anderledes, alt vil blive anderledes. Det er en verden af konstante genforhandlinger, af stadige genopfindelser af selvet og af evigt fluktuerende orienteringspunkter. Det antyder også ét af kosmopolitismens problemer: dets behov for overskud – både mentalt og økonomisk. Verden som by er uoverskuelig, rodet og krævende, og ikke alle vil føle sig hjemme eller trygge. Den engelske konservative politiske tænker, Roger Scruton, sagde om kosmopolitten, at vedkommende “ofte ses som en form for parasit, der udnytter andres hverdagsliv til at skabe forskellige lokale smagsvarianter, som han kan svælge i.”⁸⁸ Man kan ikke bare summarisk afvise den kritik af kosmopolitismen, der betegner den som elitær og parasitær. Kosmopolitismen kræver mere end andre ismer. Forfatteren Oscar Wilde skrev engang, at et socialistisk demokrati var umuligt, fordi der ikke var aftener nok til alle de møder, der skulle til for at få det til at fungere. Man kan måske sige om kosmopolitismen, at der (endnu) kun er få, der har de ressourcer – den rejseaktivitet, økonomiske sikkerhed, uddannelse etc. – der skal til for at leve verdensåbent. Så når filosoffen Richard Rorty i sin kritik af amerikanske venstreintellektuelle, Achieving Our Country, skriver, at den “nye kulturelle kosmopolitisme er forbeholdt de rigeste 25 % af amerikanerne”,⁸⁹ så bliver vi nødt til at tage det alvorligt.

      En opdateret udgave af den kritik ser en global politisk og økonomisk elite, der svigter det lokale og begrænsede, det kendte og kedelige til fordel for det globale og spændende, det økonomisk og personligt profitable liv i den globale overhalingsbane. Det er en velkendt og udbredt bekymring for demokratiets, den nationale kulturs og velfærdens fremtid i en globaliseret tidsalder, der ikke kun er forbeholdt regressive nationalister og velfærdschauvinistiske socialdemokrater (samt liberalister og konservative). Det er en gængs bekymring for en stadig større kløft mellem elite og befolkning, der opstår, fordi eliten har fået mulighed for at globalisere sig. Denne bekymring kan trække på en række klassiske, negative forestillinger om kosmopolitten. I det følgende vil jeg argumentere for, at dette ikke er et dækkende billede af den nye kosmopolitismes selvforståelse og erklærede projekt(er).

      Kosmopolitismens negative eller kritiske side er en mistænksomhedens filosofi, og med den følger altid faren for en følelse af moralsk overlegenhed, som kosmopolitismen ikke kan sige sig fri for til tider at tendere: “Den moralistiske kosmopolit […] er ikke en, der føler sig hjemme alle steder, men en, der overalt føler sig overlegen.”⁹⁰ Det nye ved vor tids kosmopolitisme er erkendelsen af dens egne fordomme. Hvor den tidligere oplysningskosmopolitisme måske til tider med rette kunne beskyldes for enøjethed og selvforherligelse, så forsøger den nye kosmopolitisme at tage den mellemliggende periodes imperialisme og nationalisme alvorligt både som trussel, udfordring og besindelse.

      Som historikeren David Hollinger gør opmærksom på, så er den nye kosmopolitisme hverken universalistisk eller pluralistisk. Den nye kosmopolitisme kan siges at lægge sig mellem universalismen og pluralismen. Han skriver:

      For kosmopolitter er menneskehedens mangfoldighed et faktum; for universalister er den et problem. Kosmopolitter deler universalismens mistro over for aflukkede rum men forstår deres nødvendighed som kontingente og midlertidige afgrænsede domæner, hvor mennesker kan have intime og varige forhold, og hvor de kan skabe mangfoldighed.⁹¹

      Et andet problem ved universalismen er dens politiske anvendelighed som dække for f.eks. imperialistiske projekter af kristen, liberal og marxistisk variant.⁹² Proklameret universalisme dækker ofte over partikulære politiske projekter, hvor ens nation, race, klasse, religion eller politik gøres til den universelt og selvfølgeligt sande.

      Den nye kosmopolitisme vokser dog ud af den universalistiske indsigt, at nationale eller partikularistiske solidariteter truer større fællesskaber; at de umuliggør politik, der tager sit udgangspunkt i menneskeheden, eller i hvad Ulrich Beck kalder verdensrisikosamfundet;⁹³ samt at nationalismen ofte er endt i angreb på ‘fremmede’ både inden for staten og i konflikter mellem staterne. Men den nye kosmopolitisme afviser samtidig den ‘klassiske kosmopolitisme’ eller universalisme, der foreskriver én menneskehed som den eneste gyldige politiske og emotionelle enhed. Det anerkendes, at folk har behov for primære eller lokale identiteter, der er mindre end menneskeheden, men store nok til at handle politisk. Problemet med den nationalistiske pluralisme er dens kollektivisme, hvor individet reduceres til en delmængde af nationen; her er kosmopolitismen langt mere liberal og individualistisk, idet det enkelte menneske i både sin forskellighed som individ og sin ligeværdighed som menneske er den primære enhed i det politiske samfund.

      Midt imellem disse to indsigter foreskriver den nye kosmopolitisme evnen til at manøvrere mellem en flerhed af identiteter, der er åbne og i stadig bevægelse, og som ikke kan reduceres til én fast identitet. Pluralister eller nationalister anerkender kun én identitet blandt en pluralitet af andre, også lukkede identiteter, og universalismen anerkender ingen enheder mindre end menneskeheden. Den nye kosmopolitisme er derfor både kritisk over for det, vi kan kalde det universalistiske venstre og det nationalistiske højre.

      Et væsentligt element i den nye kosmopolitisme er bevægelsen fra kritik til løsning. Den nye kosmopolitisme er mere affirmativ end den klassiske; den er mere forpligtet på konkret forandring end på retoriske proklamationer af frihed, som den i vid udstrækning var begrænset til i sine første udgaver. Den søger nu at være konstruktiv og skabende i sin kritik.

       2. KULTUREL KOSMOPOLITISME: AKADEMI, EKSIL OG FORBRUG

      Den kulturelle kosmopolitisme kan deles op i tre: de frivillige, de tvungne og de banale kosmopolitter. De frivillige er oftest vestlige eller vestliggjorte intellektuelle, hvorimod de tvungne oftest er den tredje verdens vandrere. Det er akademiets over for eksilets kosmopolitisme. Sociologen Zygmunt Bauman kalder de tvungne kosmopolitter for ‘vagabonder’, samtidig med at han reproducerer det gamle billede af kosmopolitten i sit billede af vagabondens modsætning i ‘turisten’, der er den globalt rejsende – en skæbne han beskriver som både glædes- og oplevelsesløs i en verden af lufthavnsterminaler og hotelkæder.⁹⁴ For at adskille den figur fra kosmopolitten vil jeg, med et udtryk fra Castells, kalde turisten for ‘globapolit’⁹⁵ – halvt menneske og halvt globale strømme; og filosoffen Rüdiger Safranskis kritik af disse gør jeg til udgangspunkt for en bestemmelse af den kulturelle kosmopolit:

      Hysteriet blandt mobilitetsatleter og global players må ikke forveksles med verdensbefarenhed. En person, der passer sine verdensomspændende forretninger med skyklapper på eller rejser omkring som turist, er ikke verdensbefaren. Hertil hører også en beredvillighed til at lade sig vikle ind i det fremmede. Verdensbefaren er kun den, der er blevet forvandlet gennem rigdommen af verdenserfaring.⁹⁶

      I modsætning hertil er den kulturelle kosmopolit en, der frivilligt eller tvungent lader sig vikle ind i det fremmede. Den frivillige kosmopolit er oftest en, der fra et økonomisk og fysisk sikkert udgangspunkt – ofte den akademiske verden, men det kan også være fra en NGO eller international organisation – har et retfærdighedsbegreb, der ikke stopper ved landegrænsen. En af de fremmeste repræsentanter for denne position er Martha C. Nussbaum, der dels advokerer for en global forpligtelse på afhjælpning af nød og dels for en kosmopolitisk undervisningsplan