Sarbarheder. Mikkel Thorup

      Det handler ikke her om, hvorvidt globaliseringen er positiv eller negativ, men om hvorvidt den er en ny, omfattende og revolutionær forandring i form af én global verden eller ‘bare’ en radikalisering af den flere hundrede år lange internationalisering, hvor staten og nationen forbliver den vigtigste ramme for folks liv, økonomi og politik.

      Hyperglobalisterne udgør den første bølge af globaliseringsteorien og er meget økonomisk orienteret. Globaliseringen er ifølge dem en ny og totaliserende kraft, der omskaber alle processer, aktører, lokaliteter og institutioner efter den samme logik, som de må tilpasse sig uniformt eller se sig overflødiggjort af. Denne position er hjemsted for de meget globaliseringsbegejstrede og de meget globaliseringsforskrækkede. Tesen er:

      › globalt magtskifte, hvor firmaer er de nye magthavere – ‘enden på staten’

      › ét globalt marked

      › ingen er i kontrol (specielt ikke staten); grænser er uden betydning

      Skeptikerne udgør den anden bølge af globaliseringsteori, ofte som en kritik af hyperglobalisterne. De er mere økonomihistorisk og historisk-sociologisk orienterede. Globaliseringen er stort set en myte. Det, vi er vidne til, er en historisk langstrakt og ujævn internationalisering, der giver alle processer, aktører, lokaliteter og institutioner betydeligt handlerum og tid til at tilpasse sig. Tesen er:

      › verdensmarked eller regional økonomi – ‘statens beståen’

      › handel mellem stater; stater kontrollerer stadig økonomien og deres territorium

      › staterne er stadig i kontrol; grænser har stadig betydning

      Transformationalisterne udgør tredje bølge af globaliseringsteori som en kritik af hyperglobalisterne og skeptikerne. Denne position er oftest sociologisk, historisk og politologisk orienteret. Globaliseringen er en ny partiel, omstridt og dialektisk kraft, der i samspil med historiske, institutionelle og politiske kræfter omskaber alle processer, aktører, lokaliteter og institutioner om end uens og tidsforskudt og i forbindelse med historisk-lokale institutioner, politikker og traditioner, hvilket til tider samles i betegnelsen ‘glokalisering’, der refererer til en sammenhængende og samtidig proces af både globalisering og lokalisering. Tesen er:

      › globalt marked, hvor staten forbliver en vigtig spiller – ‘statens omformning’

      › uformel og omskiftelig magtdeling m. stater, NGO’er, internationale institutioner, firmaer etc.

      › staterne har stadig en vis kontrol; grænser er under forandring

      Denne tredeling kan tilføjes en politisk del: en klassisk højre-venstre-skala, hvor vi kan skelne de forskellige politiske positioner på holdningen til international omfordeling og politisk regulering af økonomien og dermed accept af kapitalismen, som den eksisterer og fungerer i dag. Højre er positiv over for den herskende kapitalisme og kritisk over for omfordeling og regulering; venstre er kritisk over for kapitalismen og positiv over for omfordeling og regulering; centrum er positiv over for kapitalismen samt over for omfordeling og regulering. Centrum udtrykker ofte en programmatisk erklæring om højrevenstre-skalaens forældethed og overskridelse, som når sociologen Anthony Giddens annoncerer en politisk position “hinsides højre og venstre”.³⁹

      Der er selvsagt en del overlap mellem nabokategorier; f.eks. er hyperglobalisterne og transformationalisterne enige om, at globaliseringen er et kvalitativt nyt fænomen, mens transformationalisterne og skeptikerne er enige om, at staten forbliver en central institution; højre og centrum er enige om at se den økonomiske globalisering som positiv, mens centrum og venstre er enige om at være bekymret for udstødelsen af folk, lande og regioner. Alligevel giver skemaet en række pejlemærker til at forstå de forskellige analyser af globaliseringen og ikke mindst de forskellige vurderinger af globaliseringens effekter på stat og politik.

       Figur 9. Positioner i globaliseringsdebatten

      Hyperglobalisterne (der består af neoliberalisterne, politikerne og de alarmerede) er en historisk bemærkelsesværdig sammenkomst af neoliberalister og marxister, økonomer bøjet over strukturtilpasningsprogrammer og demonstrerende antikapitalister. Globaliseringen er ifølge dem en ny epoke i menneskehedens historie, der radikalt omrokerer og omformer det samlede sociale felt. Vigtigst er den økonomiske globalisering, der påtvinger alle aktører, institutioner og processer sin singulære kapitalistiske logik; der sker en “McDonaldisering” af verdens samfund;⁴⁰ der skabes en “grænseløs verden”⁴¹ af global kapital, “en verden, klar eller ej”,⁴² der overgår og overtager nationalstatens rolle som den primære økonomiske og politiske enhed.⁴³ Hyperglobalismen var det første globaliseringsparadigme, den ‘første bølge’ i debatten, hvorfor den har struktureret store dele af debatten og tjent som positiv eller negativ referenceramme for alle andre positioner. Dens særkende er synet på globaliseringen som en naturkraft, der river alt op på sin vej gennem de sociale, politiske og økonomiske felter. For hyperglobalisterne betyder det, at staten og politikerne mister terræn i forhold til økonomien og dens aktører: finanskapital og transnationale selskaber. Velfærdsstatens dage er talte; for nogle er det en frisættelse af borgerne (og selskaberne), for andre er det en social katastrofe. Uanset ideologisk ståsted deler hyperglobalisterne en overbevisning om en hovedsagelig økonomisk globalisering; en globalt integreret økonomi, transnationale selskaber som de nye magthavere; staten som den store institutionelle taber; samt en indskrænket hvis ikke helt formel rolle for det repræsentative demokrati, da beslutninger er reduceret til implementering af ‘den økonomiske nødvendighed’. Forskellen i den hyperglobalistiske lejr er i bedømmelsen af denne udvikling.

      ‘Neoliberalisterne’ har et positivt, hvis ikke direkte jubilerende syn på udviklingen,⁴⁴ da staten og politikerne tvinges til at indskrænke deres felt til fordel for den mere rationelle økonomi. Tilbage er kun at arrangere kapitalens vilkår mest frit for at opnå et optimalt resultat. Her spildes ingen tårer for “enden på nationalstaten”,⁴⁵ da det er opfyldelsen af den økonomiske liberalismes øverste programpunkt: tilbagerulning, hvis ikke decideret afvikling af staten.

      ‘Politikerne’ eller som tidligere benævnt ‘struktur-deterministerne’ anerkender det neoliberalistiske argument men er bekymret for, hvordan nationen, dens borgere og ikke mindst dens økonomi skal klare sig i den nye internationale arbejdsdeling. Fokus her er på politisk-kompetitive strategier for nationens overlevelse og velstand i et økonomisk felt af afnationaliseret kapital, hvor alle ikke længere er i samme båd, og hvor selskaberne ikke længere er nationalt forankrede og loyale, men scanner kloden efter de bedste (læs: billigste) rammer.⁴⁶ Det er fra deres hånd man ser de mange ministerielle rapporter og nationale handlingsplaner for ‘informationssamfundet’, ‘vidensøkonomien’, ‘det lærende samfund’, der vurderer landet i forhold til dem “vi normalt sammenligner os med”.

      ‘De alarmerede’ fokuserer på de demokratiske og velfærdsmæssige konsekvenser af hyperglobaliseringen. Ingen kan udøve kontrol;⁴⁷ der er et stadig mere intensivt væddeløb mod velfærdsbunden og opløsningen af national solidaritet i den interstatslige kamp om at tilbyde virksomhederne de billigste rammer for deres virke;⁴⁸ og de globale virksomheder kvæler demokratiet i en “tavs overtagelse”,⁴⁹ der efterlader befolkningerne uden stemme og politikerne uden magt.⁵⁰ Her finder vi de dele af den globaliseringskritiske bevægelse, der anser den økonomiske globalisering og politikkens tømning for et faktum, men et beklageligt et af slagsen, ligesom vi finder den kortvarigt berømte bog Empire af Antonio Negri og Michael Hardt, hvis imperium netop er en global, ikke-centralistisk magtform, og som vi derfor kan forstå som en ultra-venstreorienteret udgave af hyperglobalisme.⁵¹

      Skeptikerne (der består af suverænisterne, internationalisterne og de radikale) fastholder, at de nuværende niveauer for økonomisk interdependens ikke er højere (og endda ofte lavere) end i