Sarbarheder. Mikkel Thorup

for en aggressiv nationalisme.¹¹³ Heri ligger kernen i kosmopolitismen: tvunget (af sine modstandere) til at vælge, så vil kosmopolitten altid vælge det universelle frem for det partikulære.

       3. POLITISK KOSMOPOLITISME: GLOBAL DEMOKRATISERING

      Politisk kosmopolitisme er en af vor tids mest innovative og ambitiøse forsøg på at begribe og reformere det globale system.¹¹⁴ Det er hastigt ved at blive et samlebegreb for dels en filosofisk universalisering af retfærdighedsbegrebet, dels en teoretisk afklaring af forholdet mellem nationalisme, patriotisme og kosmopolitisme og endelig dels en række meget konkrete politiske reformforslag. Denne genopdagelse af det kosmopolitiske er ikke mindst sket i en kritisk genlæsning af Kants lille skrift Til den evige fred. Kant er blevet en afgørende referenceramme, da hans fredsskrift balancerer mellem kosmopolitisme og suverænitet, internationalisme og patriotisme på en måde, der åbner for en aktualisering i det, Jürgen Habermas kalder ‘den postnationale konstellation’.¹¹⁵

      Nogle af dens vigtigste repræsentanter er Richard Falk, Mary Kaldor, Daniele Archibugi, Thomas Pogge, Andrew Linklater, George Monbiot og ikke mindst politologen David Held, der er ophavsmand til begrebet og programmet ‘det kosmopolitiske demokrati’. Man kan også sige, at både filosoffen Jürgen Habermas¹¹⁶ og Anthony Giddens¹¹⁷ tenderer et kosmopolitisk projekt, hvorimod en som filosoffen John Rawls forbliver liberal internationalist, idet han insisterer på at tænke politik med udgangspunkt i afgrænsede, nationale enheder.¹¹⁸

      Retningen er opstået ud af en frustration over det liberale internationales regimes mangler,¹¹⁹ der ganske vist har opnået betydelige fremskridt i efterkrigstiden – ikke mindst FN, menneskerettighedsregimet og de mange internationale samarbejder – men som forbliver låst fast i den geopolitiske aftale efter Anden Verdenskrigs afslutning, i et statscentristisk udgangspunkt og i en snæver liberalistisk økonomiopfattelse, der samlet står i vejen for en inddæmning af markedskræfterne, for en demokratisering af globale processer og for en humanisering af verdens forhold. Den kosmopolitiske strategi er at radikalisere visse elementer i det liberale internationale regime – ikke mindst styrkelsen af individet i forhold til staten. Den danske politolog Ole Wæver udtrykker det ganske præcist, når han skriver, at “realiseringen af en kosmopolitisk orden kræver en relativisering af staternes suverænitet og i praksis også, at man med direkte reference til menneskerettigheder handler på tværs af de regler, staterne har formuleret sig imellem i den givne folkeret.”¹²⁰

      Den politiske kosmopolitisme er derfor en udfordring af nationalstaten, af idéen om national suverænitet og af alle de begreber og praksisser, der er en del af det ‘nationalstatsligt moderne’. Her finder vi derfor også den videnskabelige kosmopolitisme, der hævder, at de partikulære kategorier er overskredne. En af de væsentlige fortalere for denne kategori er Ulrich Beck, der med sit begreb om zombie-kategorier og sit udkast til et kosmopolitisk forskningsprogram¹²¹ har forsøgt at give stemme til en videnskabeligt funderet kritik af partikularismen, som ganske enkelt ikke er dækkende eller mulig i den globale eller anden modernitet.

      Den politiske kosmopolitisme opstår ud af en analyse af globaliseringen, der fremhæver samfundenes stadig større forbundethed samt problemernes globalitet. Politiske kosmopolitter er kritiske over for både den neoliberalistiske markedsglobalisering og den fundamentalistiske eller nationalistiske modrevolte. De ønsker en politisk globalisering, der ansvarliggør de processer, der angår hele verdens befolkning. Globaliseringen har placeret alle aktører og processer ‘indenfor’; forestillingen om dem derude, som vi kan ignorere, bliver stadig mindre dækkende for virkeligheden og stadig mindre passende for praksissen. Det betyder også, at vores forpligtelser bliver globale, og at hvert enkelt menneske også skal anerkendes som ligeværdigt menneske og ikke kun som medborger eller ikke-borger. Spørgsmål om verdensborgerskab, delt statsborgerskab, plurale loyaliteter etc. trænger sig på,¹²² når det bliver stadig sværere at skelne mellem inde/ude, udenrigspolitik/indenrigspolitik, borger/fremmed, ven/fjende etc. Kosmopolitismen generelt og den politiske kosmopolitisme specielt siger ikke, at disse begreber fuldstændig mister værdi, men at de i stadig højere grad bliver uklare, omskiftelige, ustabile og genstand for stadige forhandlinger. Der er ikke længere (hvilket der aldrig var, men det så bare sådan ud) nogle entydige og selvfølgelige politiske kategorier, der kan skelne mellem borgere og ikke-borgere, mellem dem, vi har ansvar for og dem, vi kan være ligeglade med. Det stiller vores politiske institutioner, praksisser og fantasi over for en stor opgave, som den politiske kosmopolitisme mener at have fundet en løsning på.

      Den mest gængse kritik af den politiske kosmopolitisme går på dens urealiserbarhed og naivitet; demokratiet når sin grænse ved landegrænsen; ethvert forsøg på at udstrække det videre fører ingen vegne. Et yndet argument er, at politisk kosmopolitisme vil indebære en verdensstat, der vil blive lige så – hvis ikke mere – tyrannisk som nationalstaterne. Det er dog mestendels et ikke-argument, da kosmopolitterne (igen fra Kant og frem) har været yderst opmærksomme på dette. Politisk kosmopolitisme handler netop om at demokratisere de skjulte og udemokratiske globale beslutningsprocesser, der allerede finder sted; ikke at opfinde nye ukontrollerede magter. Der er derfor ingen planer om en centralisering af magt på verdensplan. Selv ideen om f.eks. et verdensparlament skal bare ses som den logiske følge af magtens globalisering, hvorfor magtdelingen også bør følge efter.

      Der er både en kommunitaristisk og realistisk variant af den kritik, der siger, at demokratiet og i videre forstand programmer for lighed og retfærdighed ikke kan udstrækkes ud over nationalstatens grænser. Den kommunitaristiske er allerede omtalt, men en afart skal dog kort nævnes; nemlig den der eksplicit afviser, at vi har forpligtelser uden for nationens grænser. En vulgær udgave af denne holdning finder vi f.eks. hos den danske filosof Henrik Gade Jensen, der skriver: “Global ansvarlighed er en syg ide udtænkt i hovederne på mennesker, der opfatter jordkloden som et dukkehus, hvor der leges med indholdet.”¹²³ Den holdning er måske det bedste argument for kosmopolitismen.

      Den realistiske kritik problematiserer både muligheden og nytten af en transnational demokratisering.¹²⁴ Realisterne er en retning inden for international politik, der siger, at der i det internationale kun findes staterne og deres benhårde forfølgelse af deres egeninteresse. Det internationale er ifølge dem anarkisk; staterne forlader sig i sidste ende kun på sig selv og deres egen styrke; de interstatslige relationer er styret af snævre statsinteresser; og det internationale samfund er i bedste fald en tynd og skrøbelig konstruktion, men oftest bare en legitimering af stærke magters egeninteresse. Konflikt og magtanvendelse forbliver det internationales kendetegn. Realisterne er også ofte skeptiske over for globaliseringstesen og ikke mindst over for påstanden om nationalstatens snarlige endeligt (som de dog ikke hører fra de nye kosmopolitter, men snarere fra markedsliberalisterne).

      Der findes også en venstrefløjskritik, der beskylder kosmopolitismen for – bevidst eller ubevidst – at tjene de stærke geopolitiske og økonomiske kræfters sag. Denne kritik anklager også kosmopolitismen for at være endnu en udgave af eurocentrisme eller endda imperialisme.¹²⁵ I et herligt citat fra en ældre marxistisk filosofisk ordbog udlægges en dogmatisk-marxistisk kritik af kosmopolitismen, der beskylder den for forræderi mod først og fremmest klassen og ikke som det oftest ses udelukkende mod nationen:

      Kosmopolitisme: det ideologiske udtryk for det opadstræbende bourgeoisis klasseinteresse […] Det imperialistiske bourgeoisis nutidige kosmopolitisme er reaktionær og tjener som undskyldning for det nationale forræderi samt som begrundelse for og retfærdiggørelse af monopolkapitalismens forening. Kosmopolitismen er skyggesiden af den borgerlige nationalisme og chauvinisme. Den er det reaktionære modstykke til den socialistiske internationalisme.¹²⁶

      Den nye radikale kritik ser den kosmopolitiske kritik af national suverænitet som dække for installeringen af et globalt frihandels- og interventionsregime styret af kapitalistiske og vestlige interesser. Kosmopolitismen svækker nationalstaterne, samtidig med at den legitimerer såkaldte ‘humanitære interventioner’ imod besværlige regimer, der ikke vil underlægge sig det neoliberalistiske frihandelsregime. Påberåbninger af det kosmopolitiske