Sarbarheder. Mikkel Thorup

sprog åbner sig for en sådan anvendelse ikke kun er, at kosmopolitismen deler tidsalder med den igangværende omstrukturering af magt og legitimitet i det internationale system, men at det også skyldes en mangelfuld forståelse af såvel magt som suverænitet hos kosmopolitterne, en mangelfuld forståelse, der stammer fra en markant fortegnelse af territorialsuverænitet som suverænitet som sådan. Det betyder, at megen kosmopolitisme opererer med en dikotomi mellem en territorialstatslig tidsalder af vold og intern repression som suverænitetens udtryk og en aktuel eller kommende tidsalder præget af suverænitetens fravær og dermed også fraværet af dens angivelige effekter. Suverænitet og magt hævdes sammenfaldende i fortiden, hvorimod de afkobles i den nye tidsalder, hvor magt kobles til demokrati snarere end suverænitet. Her fremsætter jeg i stedet tesen om en overgang til demokratisk – eller humanitær – suverænitet som den nye sammenkobling.

      Kapitlet indledes med at beskrive alliancen mellem det humanitære og det militære, som det forefindes inden for komplekset omkring humanitære interventioner. Derfra skiftes fokus i andet afsnit til den stærkeste legitimeringsdiskurs bag opkomsten af det humanitære regime, nemlig kosmopolitismen, for at se på, hvorledes de giver substans til forestillingen om en ny statsform og international orden, og hvilke blindheder den også giver anledning til. Tredje afsnit fortsætter dette spor og spørger til, hvorledes suverænitetens og magtens fortsættelse og genfundering glemmes i disse humanitære og kosmopolitiske diskurser, for endelig at lade afsnit fire se på, hvordan det humanitære regime kan siges at være en ny magt- og dominansform.

       1. DEN NYE HUMANITÆRE OG MILITÆRE ALLIANCE

      Post-suverænitet er det nye, magtfulde sprog for intervention, væbnet eller ikke, i andre landes ‘indre anliggender’ (som det hed i den territorialsuveræne epoke). Sproget er særlig magtfuldt eller effektivt, da det kommer med den implicitte formodning og den eksplicitte påstand om ikke at have nogle ekspansionistiske eller nationalt egoistiske bevæggrunde for interventionen. Det post-suveræne sprog ekskluderer alle eksisterende, illegitime motiver for krig og intervention og kan derfor paradoksalt nok gøre såvel krig som intervention lettere at starte end tidligere. Det, vi de sidste tyve år har været vidne til, er et markant og gennemgribende skift i, hvad der kan legitimere væbnet indgriben i andre, nominelt suveræne lande.¹³⁶ I tillæg til de allerede etablerede kriterier for legitim væbnet respons – selvforsvar, alle andre midler udtømt, respons inden for krigens love etc. – så har der udviklet sig andre minimumskrav for legitim, post-suveræn international vold:

      › Unilateralisme er en mistænkelig, problematisk udvej, der kun må benyttes i yderste nødstilfælde

      › Målet med interventionen skal være universelt, ikke nationalt eller regionalt

      › Interventionen må ikke resultere i nogle materielle eller territorielle gevinster for den intervenerende magt

      › Internationale normer og institutioner skal sanktionere interventionen og deltage i den

      Disse kriterier ekskluderer eller delegitimerer de territorialstatslige kriterier for legitim krig – ære, territorium, ressourcer, ‘livsrum’ – og gør i den forstand krig vanskeligere. Men de faciliterer også krig, fordi de gør nogle interventioner ikke bare legitime men måske også moralsk nødvendige. Ethvert legitimeringskriterium er også en handlingsanvisning. Det post-suveræne sprog gør humanitet snarere end territorialitet til interventioners legitimeringsgrundlag. Referencen, den negative reference, til de gamle grunde til og argumenter for krig bliver nu del af legitimeringsgrundlaget for de nye krige: Påstanden er den, at de gamle og nu illegitime krige blev udkæmpet for nationalt egoistiske formål, mens de nye krige funderet i det modsatte princip, nemlig i det nationalt indifferente, er de gamle moralsk overlegne. Partikularisme bliver suspekt, og universalisme bliver immun. Derfor fremstilles dem, der interveneres imod, nu altid som drevet af en gammel territorialsuveræn logik (hvilket de måske også er), der nu ikke bare er forældet i en global tidsalder men også moralsk inferiør i en humanitær tidsalder.

      Den humanitære suveræn – den, der handler på menneskehedens vegne – og den post-territoriale eller post-nationale stat opstår ud af krudtrøgen fra de humanitære interventioner. Jürgen Habermas har kaldt den vestlige intervention i Kosovo for en “foregribelse af en effektiv kosmopolitisk ret”.¹³⁷ Ironisk nok er Solsortesletten i Kosovo (stedet, hvor den serbiske præsident Milosevic i 1989 holdt en stærkt nationalistisk tale) derfor fødestedet for såvel serbisk revanchistisk nationalisme og for kosmopolitisk aktivisme. Det er sigende, at foregribelsen eller fødslen af kosmopolitisk ret blev indledt som alle klassiske ordensgrundlæggelser, nemlig med et lovbrud (af international ret) og en voldshandling (interventionen i Kosovo). Ekstra ironisk er det, at det er præcis en sådan placering af moral over lov, som Habermas selv har advaret imod i forhold til USA. Men her, hvor der i europæisk optik handles i den internationale retfærdigheds navn, der gælder et andet princip; eller rettere: Her må moral gerne trumfe lov, for dernæst gennem lovbruddet at blive loven selv i form af kosmopolitisk ret. I et interview hudfletter Habermas USA for at bryde international ret i Irak-krigen, men fortsætter så med følgende om Kosovo-krigen og spørgsmålet om at bryde med international ret:

      Men der var to legitimerende grunde, den ene formel den anden uformel, og det er sådan, selv hvis de ikke kunne erstatte samtykke fra Sikkerhedsrådet, således som FN-pagten kræver det. For det første kunne man henvise til erga omnes¹³⁸ – der gælder for alle stater – og råbene på hjælp imod det snarlige folkemord. Det har altid været en del af international sædvaneret. For det andet, det faktum, at NATO er en union af liberale stater, der i deres indre virkemåde tager FN’s menneskerettighedserklæring alvorligt, kan også lægges på vægten [til fordel for intervention]. Sammenlign det med den ‘koalition af de villige’ [i Irak-krigen], der har splittet Vesten, og som inkluderer så forkastelige regimer som Usbekistan og Taylors Liberia.¹³⁹

      Den første legitimationsgrund er gyldig i forhold til international ret. Det er den anden grund, den uformelle, der er særligt interessant her. Man må fortolke Habermas sådan, at hvis de europæiske NATO-lande samlet havde deltaget i Irak-krigen, da ville dens brud på international ret og FN-pagten have været retfærdiggjort. Fordi disse lande er af en særlig karakter, “liberale stater, der i deres indre virkemåde tager FN’s menneskerettighedserklæring alvorligt”, så rykkes deres handlinger potentielt uden for den retsramme, der ellers gælder internationalt set. Vesten er i Habermas’ udlægning effektivt set det internationale samfund. Problemet for ham er den ‘spaltning af Vesten’, han henviser til, og som også udgør titlen på den bog, hvori det ovenfor citerede stammer fra. Gad vide, om ikke Tyskland og Frankrig, der gik imod Irak-krigen, ville have hævdet at handle på vegne af det ‘internationale samfund’, hvis de var gået med i koalitionen? Og hvordan ville Habermas’ argumentationsrække da have set ud?

      At tale på vegne af ‘menneskeheden’ eller mere beskedent ‘det internationale samfund’ er lidt ligesom, da den amerikanske præsident Richard Nixon hævdede at tale på vegne af det ‘tavse flertal’. Det giver en autoritet uden faktuel repræsentation. Det er påberåbelsen af en uangribelig tale- og handlingsposition. Men – og det bliver vigtigt senere i kapitlet – ikke alle kan aktivere denne autoritetskilde; ikke alle kan tale på vegne af det internationale samfund eller det tavse flertal med en vis grad af seriøsitet. Alle kan principielt set hævde, at deres position eller handling udtrykker det internationale samfunds eller folkeflertallets vilje, men andet og mere end påberåbelsen er krævet. Det kræver en a priori-autoritet at udtale sig med autoritet. Og det er præcis denne, som Habermas og andre finder i de liberaldemokratiske stater.

      Det er den ildevarslende lære hos den kontroversielle tyske jurist Carl Schmitt: at fortolkning er dominans, og at også humanitære begreber åbner sig for magtpolitiske manipulationer.¹⁴⁰ ‘Menneskeheden’ og ‘det internationale samfund’ er stærke legitimeringskilder, og der er en systematisk ulighed i fortolkningsretten af dem, der prioriterer Vesten over Resten, og som det kosmopolitiske sprog bidrager til at forstærke og uddybe. I sin selvkritiske bog The Dark Sides of Virtue. Reassessing International Humanitarianism skriver den amerikanske