Drengen der skrev. Klaus Kjøller

var nogenlunde, men også kedeligt, hvis der ingen kunder var.

      I hvert fald var det værre end skolen at skulle ud og stå i lære i ét eller andet praktisk fag: tidligt op og rende og varte nogle svende op. Så hellere det stille liv med bøger. Det trygge liv i klassen. Og bagefter kunne man fortsætte med at studere.

      Skolen var kedelig. Dødkedelig, men livet dér var renligt og fysisk mageligt. Og førte til renlige og magelige boglige studier. Valget var ikke svært.

      Men selv om Arne ikke vidste præcist hvorfor han gik i gymnasiet, så havde han tænkt over det i al den tid han havde gået der.

      — Hvorfor sidder jeg her? spurgte han.

      Han interesserede sig ikke særligt for noget fag. Han forberedte sig kun lige, så han kunne klare sig nogenlunde. Derfor brugte han stort set ingen tid på forberedelse. Så han holdt ud. Lige indtil han havde truffet beslutningen om at rejse væk.

      Det var efter skoletid hans liv begyndte. Sådan havde han haft det allerede inden han begyndte i gymnasiet.

      Han tog ud til rideskolen hvor han passede heste og red indehaverens hest hvis hun ikke selv havde tid til at gøre det. Han spillede også skak i klubben og saxofon i et lille jazzband. Han nød at ride i Sydskoven. Han nød når han kunne finde et godt træk i en vanskelig stilling på skakbrættet. Og han nød når de spillede et godt nummer i orkestret og hans improvi-sation på altsaxofonen satte fut i orkestret.

      Men den slags oplevelser havde han ikke i skolen. Aldrig. Det var udelukkende et spørgsmål om at holde ud. Han vidste ganske vist ikke hvad der fulgte efter skolen, men han håbede alligevel på at det var noget bedre. Noget der mindede mere om ridning, skak og et lille jazz-orkester end om skolen. Et ubestemt håb, for han havde ingen anelse om hvad han ville være.

      “Hvad han ville være” var et udtryk han hadede mere og mere. Som om han ikke allerede var en hel masse – selv om han ikke lige vidste hvad.

      Det undrede ham fra tid til anden at så mange brugte så meget tid i en organisation hvis erklærede formål det var at lære eleverne noget, uden at eleverne oplevede større glæde.

      — Det værste er næsten at skolen aldrig stopper, sagde Adrian Brian.

      Arne så skeptisk på ham. Adrian lo udglattende.

      Arne kunne godt lide at snakke med Adrian. Han forsøgte altid at komme med i Adrians bil, når de skulle spille ude-kampe i skolernes skakturnering ovre på Sjælland.

      Han undrede sig ofte over at hans kammerater havde en masse negativt at sige om Adrian Brian. Der havde også været forældreklager.

      Bl.a. gik der en historie om Helge, borgmesterens sønnesøn, hvor borgmesteren var mødt frem til møde med rektor og Adrian Brian.

      — Du har kaldt Helge for dum, sagde borgmesteren til Brian, mens rektor så meget bekymret ud. — Midt i en under-visningstime.

      — Ja, sagde Brian. — Det var en fejl.

      — Hvad fanden er meningen? råbte borgmesteren ude af sig selv.

      — Jamen, Helge er ikke intellektuelt stærk. Det er der sådan set ikke noget at gøre ved. Men jeg har aldrig sagt det offentligt før, i så direkte sprog. Jeg forløb mig. Undskyld.

      — Undskyld? Men nu er det ude!

      Borgmesteren havde truet og havde grebet Adrian Brian i trøjen. Rektor havde lagt sig imellem:

      — Du anerkender altså at det er en fejl at sige det direkte til drengen i alles påhør, sagde rektor til Brian, mens han skottede til borgmesteren.

      Borgmesteren rystede på hovedet og så på rektor med hadefulde øjne.

      — Jeg forsikrer dig, Matty, sagde rektor til borgmesteren. — Hele lærerkollegiet gør sit yderste. Det her var en klar svipser.

      Den replik havde ødelagt Helges fremtid på skolen: “Hele lærerkollegiet gør sit yderste”. Ingen vidste nøjagtigt hvordan historien var sluppet ud, men det var den altså.

      Helge var kort tid efter taget på kostskole ovre på Sjælland.

      Arne havde engang på en skaktur til Sjælland spurgt Adrian, hvor han fik modet fra til at sige den sandhed om Helge som alle kendte i forvejen.

      — Det var en fejl, sagde Adrian. — Det sagde jeg jo også både til rektor og til borgmesteren på mødet. Jeg burde have behersket mig.

      — Men du fik rektor til at sige at hele skolen gjorde alt for at skjule at borgmesterens sønnesøn ikke var noget lys.

      — Mange af historierne om det møde er langt bedre end virkeligheden, indvendte Adrian. — Men du har ret i at det faktisk var rektor og ikke mig, der sagde det, som gjorde borgmesteren gal.

      — Det er som om du ingenting har at miste, fortsatte Arne. — Men hvad med alle de andre lærere? Har de da noget at miste, siden de …?

      — Måske er mit temperament lidt mere ustyrligt end mange andres. Jeg gør hvad jeg kan, men engang imellem smutter det. Det kender du også fra min undervisning. Jeg lærer det nok aldrig helt. At beherske mig. Desværre. Heldigvis stopper skolen aldrig, så jeg må bare lære og lære.

      — Skolen stopper aldrig? sagde Arne. — Jeg er snart ved enden af 2. G. Om godt og vel et år er det slut med at gå i skole for mit vedkommende efter 12 år.

      Adrian nikkede.

      — Nåh ja, hvis det bare er det du mener, sagde han og så fremad.

      — Men jeg har besluttet at stoppe nu, sagde Arne.

      Adrian så på ham.

      — Er det rigtigt?

      — Ja.

      Adrian smilede anerkendende mens han forgæves prøvede at finde meningen med det.

      — Hvad vil du så?

      Han så nysgerrigt på Arne.

      — Jeg ved ikke hvad jeg vil, men jeg vil ikke det her.

      — Men du kender ikke andet.

      — Nej.

      — Mmh.

      — Det her kan simpelt hen ikke være meningen, sagde Arne. — Så enkelt er det.

      — Så rejs dog i ferien. Det gør alle de andre. Jorden rundt og safari i Afrika.

      Arne tav. Han havde ikke rejst nær så meget som mange af de andre. Han havde tjent penge på hurtigfærgen i ferierne. Han havde ikke haft lyst til at rejse før nu. Og det var ikke bare en ferierejse. Det var for alvor: en virkelig rejse.

      — Der er måder at holde det ud på, sagde Adrian.

      — Hvad mener du?

      — Jeg har været lærer i 24 år, heraf 20 her på Klipø Gymnasium. Når du er færdig så har du været fagets pensum igennem én gang, men jeg skal igennem det igen og igen.

      — Vi når ikke igennem danskpensummet i år, sagde Arne. — Og nåede det heller ikke i 1. g.

      Adrian så på Arne med tungt blik.

      — Det er jo en ligegyldig detalje i den store sammenhæng. Du ved hvad jeg mener.

      Arne smilede.

      — Du er lærer. Det er noget andet. Du får penge for det.

      — Og pension, glem ikke det.

      — Netop. Men hvorfor skal jeg holde det ud? Det er en sygelig måde at leve sit liv på. Jeg vil bare mærke at livet er begyndt. Jeg har ventet længe nok.

      — Tænk dog på at når man keder sig, er man ikke bange. Det bør ikke undervurderes.

      Adrian tav og koncentrerede sig om at styre bilen.

      — Jeg holdt også op i skolen engang, sagde han så i en nøgtern