Drengen der skrev. Klaus Kjøller

og så ind i væggen mens han blinkede hurtigt med øjnene.

      Var han ved at få et hjerteanfald? Eller en blodprop i hjernen? Det var en angst Arne tit havde: at en lærer faldt om i timen. Det ville betyde at eleverne skulle træde til og at én af dem skulle give læreren mund til næse. Ellers kunne de retsforfølges for ikke at have forsøgt genoplivning.

      Det havde de lært på et nødhjælpskursus for nyligt.

      Men Adrian Brian var alligevel ikke den mest rædselsfulde at skulle give mund til næse. Det var matematiklæreren Nuggi Mortensen der havde et hoved som E.T. Tænk hvis man tog fat om kraniet på hende for at give et ordentligt pust i lungerne, og så sad med hendes underkæbe i hånden. Hendes knogler var ikke stærke. Men hendes næsebor var store. De kunne derfor sagtens modtage selv de største pust til genoplivning.

      Men så var Brians anfald overstået.

      Arne åndede lettet ud og tænkte opstemt på at dette kunne have været de sidste minutter han gik i skole, hvis hans forældre ikke havde fået ham til at udsætte det. Så ville det have været overstået nu. Han var under alle omstændigheder færdig med skolen.

      — Hvad skete der her?

      Arne vågnede brat op. Adrian Brian så veloplagt ud over klassen.

      — Hvor? var der én der spurgte.

      — Du blev dårlig, sagde Lisbeth.

      — Sludder: Jeg har aldrig haft det bedre – bare jeg tager mine piller.

      Klassen lo, men Brian vinkede afværgende.

      — Vi så et bevis på min teori om at kedsomhed ligger bag alle store historiske bedrifter og omskiftelser. Derfor er kedsomhed så væsentlig, også i en almindelig skole. Uden kedsomhed ville Torsten stadig sidde her i klassen. Det er fra kedsomhed det nye skal komme.

      — Jeg troede ellers at det skulle komme fra raseri mod undertrykkerne, sagde Bertel.

      Adrian Brian smilede:

      — Nemlig. I et demokrati er kedsomhed undertrykkernes vigtigste våben. Det er det samme.

      Det slog Arne at alle lærere muligvis – bag deres ked-sommelige facade – var lige så dybt prægede af skøre ideer som Adrian Brian. Lærere har stor magt over deres stof. Hvilken garanti er der for at de ikke fylder eleverne med en masse af deres egne fikse ideer og kalder det videnskabens resultater?

      Ved mundtlig eksamen sidder der nogen gange en fremmed censor, men hvor meget kan en fremmed censor kontrollere i løbet af en enkelt eksamensdag? Der er jo tale om måske flere års systematisk påvirkning med fikse ideer. Bare Adrian Brian optræder nogenlunde normalt den dag der er fremmed censor på, er alt tilsyneladende i orden, og han får en blåstempling og kan fortsætte med at prædike sine specielle budskaber.

      Men nu lige det dér med kedsomhed som bærende under-trykkelsesmiddel i skolen havde Adrian Brian efter Arnes erfaringer fuldstændig ret i. Hvis man opgav sit oprør mod kedsomhed, var man hurtigt kaput som elev i skolen.

      Arne var glad for at hans skolegang var færdig. Når klokken ringede skulle han til psykologen, og derefter var det forbi.

      Det passede ham også fint at han forlod skolen uden nogen form for markering. En time som tusindvis, ja hundred-tusindvis af andre var bare forbi, og ikke andre end ham selv lod sig mærke med at de vidste at det var hans sidste.

      Selv om de andre på én eller anden måde selvfølgelig måtte vide det. Han havde jo sagt det på forældremødet for to dage siden. Og ingen ud over hans forældre vidste at det var blevet udskudt lidt.

      Men heldigvis lod alle i klassen som ingenting. Det glædede ham. Han havde frygtet ubehagelige scener. Og Torsten, hans nærmeste i klassen, havde endda forladt rummet.

      De fleste på skolen troede nok ikke han gennemførte det.

      Arne vidste at hans profil i klassen var den anonyme overlever. Ingen lærer elskede ham, men heller ingen hadede ham. Han ansås for at være uskadelig. Og når han blev hørt i lektien, var hans svar sjældent så dårlige at det blev direkte pinligt.

      Han ville sende klassen et postkort når han var fremme ved øen Quilola. Eller også var det Quilalo, han måtte til at lære det.

      6.

      — Tillykke, sagde Tommy Guilderman og lagde en tryksag på bordet foran Adrian Brian.

      Alle elever havde forladt klasselokalet efter timen.

      — Har jeg ikke mødt dig før ét eller andet sted? spurgte Brian.

      — Jeg går i parallelklassen, oplyste Tommy. — Tommy Guil-derman. Jeg er redaktør af skolebladet.

      — Underligt at jeg slet ikke har jeres klasse i noget fag.

      Adrian Brian stablede sine 3 bøger i en handy stak og så på Tommy med rynkede bryn.

      — Tillykke? spurgte Brian.

      — Ja, med titlen som ”Årets lærer”.

      Adrian Brian sank:

      — Du godeste.

      Tommy greb skolebladet på bordet og holdt det op foran Brian.

      På papiret så Adrian Brian et meget mørkt amatørfoto af sig selv i omgivelser han efterhånden genkendte som et klasse-værelse. Han huskede nu at det var et foto som var taget sidste år i forbindelse med 3. g’ernes afslutningshalløj. Det var for-klaringen på at der sad en klat hvid barberskum på hans skulder.

      “Årets lærer” stod der ganske rigtigt hen over papiret med store bogstaver i lyserødt.

      Han tog den illustrerede tryksag ud af hænderne på Tommy og undersøgte den.

      Det han stirrede på, var midteropslaget af et skrift i A5-format som var hæftet sammen i ryggen så det dannede en kulørt pjece. På forsiden stod der ”SOS Fuck” med stor, rød skrift, og nedenunder var der et billede af et kranium i rødt og sort.

      Adrian Brian rakte det sammenhæftede blad tilbage til Tommy:

      — Tak skal du have, sagde han tøvende og greb sin lille bogstak og vendte sig mod udgangen. — Men hvad er det dog for noget?

      Tommy så slukøret ned i bordet:

      — Det er vores skoleblad, sagde han med en stemmeføring som stod i stærk kontrast til den begejstrede tone han havde ønsket tillykke med.

      — Jeg anede ikke at det havde fået ny redaktør, sagde Adrian Brian.

      Tommy så skeptisk på ham:

      — Du anede ikke at bladet er udkommet!

      — Du må undskylde, men nej, jeg vidste faktisk ikke at det var vakt til live igen. Det uddøde jo sidste år, så vidt jeg husker, eller var det forrige år?

      — Vi har relanceret det. Det er faktisk andet nummer siden relanceringen.

      — Javel, det må ligge i mit dueslag på lærerværelset.

      — Det er delt ud til alle lærere i sidste uge.

      Adrian Brian blinkede skeptisk. Han var muligvis kommet til at smide det ud. Der var heller ikke nogen lærerkolleger der havde ønsket ham tillykke med værdigheden ”Årets lærer”. Ikke engang ironisk.

      — Du har vel ikke et ekstra eksemplar jeg kan få?

      Tommy rakte ham det eksemplar han allerede havde haft i hænderne.

      — Det må du altså undskylde, sagde Adrian Brian da de gik hen ad gangen. Han holdt bladet i hånden.

      — Hvorfor læser du det ikke?

      — Hør nu: Jeg vidste jo ikke engang at det var begyndt at udkomme igen!

      — Netop! Du har sikkert bare smidt det ud uden at se hvad det var.

      —