Drengen der skrev. Klaus Kjøller

      Adrian Brian havde betroet Arne mange ting, langt flere ting end noget andet menneske på skolen. Men det vidste Arne heldigvis ikke. Det havde skaffet Brian af med ensomheden, men det havde også gjort ham sårbar. Også mere end godt var.

      Uden Arne vidste han ikke om han kunne holde det ud. Han hadede i det øjeblik sin afhængighed af Arne. Og han hadede Arne fordi han nu ville gentage Adrian Brians ungdomsoprør og tage af sted fra skolen og overlade Adrian Brian til en endnu mere ulidelig kedsomhed. Det var svært for Brian at finde en erstatning for Arne. Dog kunne Tommy, redaktøren på skole-bladet, muligvis bruges.

      Og Arne havde også allerede meldt fra til skakholdet. Det havde været nødvendigt, så holdet kunne få en vikar ind i god tid. Så han mødte kun Adrian på skolen.

      Fra da af behandlede Adrian Brian Arne som han behand-lede alle andre elever. Men for hver gang han havde behandlet Arne i strakt arm som enhver anden elev, gjorde det ondt i ham. Så han var nødt til at behandle Arne ekstra korrekt.

      Det bedste ville være hvis han slet ikke så Arne mere, for hver gang han så ham og var nødt til at tale med ham, blev det mere ulideligt at forestille sig at Arne levede livet et sted ude i verden med alle Adrians hemmeligheder, mens han, Adrian, stadig gik rundt på Klipø Gymnasium og HF.

      Heldigvis vidste Arne ikke at han havde spillet den rolle i Adrians liv. Ellers havde det ikke været til at bære.

      Arne havde så travlt med forberedelserne til sit skolestop, at han ikke lagde særligt mærke til Adrians ændrede adfærd. Og der var stadig mere der ville ændres når det efterhånden gik op for folk at han faktisk stoppede.