Drengen der skrev. Klaus Kjøller

Jeg kan ikke forlade dette sted. Aldrig. Jeg skal bæres ud. Men først når det hele engang er forbi. Og vender så aldrig tilbage.

      — Du har vel også prøvet at holde op mange gange i dit liv. Hvordan gjorde du?

      — Nej, jeg holdt ikke op mange gange, så vidt jeg husker. Samme kvinde i 69 år, indtil hun døde, desværre. Men når jeg fik et nyt og bedre lønnet job, så måtte jeg selvfølgelig forlade det gamle.

      — Du havde en fantastisk karriere. Ingen i familien har noget der ligner.

      — Din far søger da forfremmelse, har han fortalt.

      — Bare det ikke bliver afslag som de andre gange.

      — Det vil han nok orientere mig om på sit næste besøg om nogle måneder, hvis jeg stadig lever.

      — Sikkert. Men kedede du dig aldrig i ministeriet og fik lyst til noget helt andet?

      — Der var lange møder ind imellem. Det må der have været. Men jeg husker det ikke som kedeligt. Jeg havde jo magten. Men alt jeg husker fra dengang blegner i forhold til den massive kedsomhed jeg oplever hver dag på dette sted. Flygt, mens du har bentøj til at spæne væk og kan se, høre – og fordøje al slags mad fra fremmede køkkener uden forstoppelser og tyndskid. Eller få dig noget magt. Så enkelt kan det siges.

      Arne lå også og tænkte på hvad de forskellige i skolen ville tænke. Ville de overhovedet bemærke at han forsvandt?

      Ville fx Klara bemærke det? Hun så sød ud og hun gen-gældte også hans blik, men mere var det ikke blevet til. Ja og så havde han givet hende bolsjer et par gange. Det var en vits de nu havde sammen.

      Engang hun passerede ham på gangen, havde han været i gang med at tage et bolsje fra en lille metalæske han bar i hånden uden låg,

      Så havde hun sagt i sjov:

      — Giver du et?

      Og uden at vente på at han svarede, havde hun simpelt hen hugget ét fra æsken og puttet det i munden. Frækt! Han stod lammet af overraskelsen.

      Han blev først gal. Hvad fanden var meningen? De havde aldrig så meget som talt med hinanden før.

      Men hun så så sprælsk og charmerende på ham at han ikke kunne skælde ud. Hun havde halvlangt rødligt, krøllet hår og en masse fregner på og omkring næsen.

      Inden han kunne sige så meget som ”bæh”, sagde hun med bolsjet i munden:

      — Tak.

      Hun forsvandt leende ind i naboklassen.

      Selvfølgelig havde han godt vidst at hun eksisterede inden denne episode, men han vidste også at hun tilhørte en kategori af piger som han kun kunne drømme om: datter af øens store erhvervsmand, fiskeeksportør Kresten Koefoed, og helvedes køn. Hun tilhørte samme klasse af piger som Lisbeth fra hans egen klasse. Piger som normalt behandler typer som Arne som kammerater, men ikke som kønsvæsener, dvs. nogen de kom-mer sammen med.

      Men nogle dage efter var Klara alligevel kommet hen til ham igen og havde spurgt om han havde været sur over at hun tog et bolsje uden at få lov. Han var blevet så befippet at han ikke havde vidst hvad han skulle sige.

      — Æv, du er vist meget sur, sagde hun så og så alvorligt på ham.

      — Overhovedet ikke, havde han sagt. — Jeg havde faktisk helt glemt det.

      Det var en løgn, men også lidt af en hævn.

      — Nåh, men så giver du måske ét til?

      Hun var ikke så lidt fræk. Arne tøvede og stirrede på hende, men fandt så æsken i lommen og bød hende, tøvende.

      Hun udvalgte omhyggeligt et bolsje – et af de bedste – og så igen smilende på ham:

      — Nu skylder jeg dig for to, Arne Barne.

      Han syntes det lød lidt som en hån, men det kunne vist ikke passe.

      Da hun nogle dage efter var der igen, havde han ingen bolsjer. Bolsjeæsken i lommen var forbi af grunde som han ikke ville fortælle.

      — Arne, den mystiske mand, sagde hun skuffet og studerede ham mens hun trak sig tilbage.

      Men selvfølgelig var Arnes skolestop da noget som pigerne lagde mærke til. Og ikke kun pigerne. Det var ikke hver dag at en fyr holdt op og drog til en ø i Stillehavet. Og så én som ham, der jo stort set var anonym i klassen og på skolen. Selvfølgelig havde det da vakt en vis opsigt – også blandt pigerne.

      Men det var ikke derfor han gjorde det. Det var ikke noget med ulykkelig kærlighed. Bare tanken fyldte ham med foragt. Det ville være en grov fordrejning af den egentlige grund.

      Men der var sikkert mange der ville tro at det på én eller anden måde hang sammen med Liselottes død.

      Men det gjorde det altså ikke. Og han gad ikke forklare det nærmere. Sandheden var enkel. Han trængte til at gøre noget han kunne stå 100% inde for. Og det var at tage afsted så hurtigt som muligt.

      Men selvfølgelig var der nogle der ville misforstå og bare tro at han var ude på at gøre sig interessant.

      Hvad så bagefter, når han sad ude på øen?

      Han havde faktisk været på biblioteket og studeret forhol-dene. Han havde også læst i Klipø Tidendes weekendtillæg om en pige fra Klipø som havde slået sig ned på en ø som hed Quilola, og var gift med en lokal skiltemaler og havde fået 2 børn. Hun havde truffet skiltemaleren på en Jordomrejse med en veninde efter skolen. Hun var hjemme på Klipø engang imellem, bl.a. til tandlæge og da hun skulle føde sit andet barn.

      Arne havde i smug skrevet til hende og bedt hende om at hjælpe sig med at skaffe et sted at bo. Og det havde hun gjort.

      Han fandt hendes sms frem. Hun ville gerne hjælpe og havde allerede talt med et par ejere som lejede huse, eller rettere: hytter eller skure, ud. Af hensyn til turisterne kaldte man i brochurerne skurene for bungalows. Men klimaet var sådan at et skur var nok, bare taget var i orden så regnen ikke væltede ind i de måneder hvor det var regntid.

      Det lød godt, syntes Arne. Jo enklere, jo bedre. Man kunne også købe en hytte; det kostede næsten ingenting, men det var bedst at han ventede med det til han selv var der. Og så bad hun om at han tog et stort af Klipøs lokale rugbrød med. — Og husk solcreme, havde hun sluttet sin seneste sms.

      Så langt, så godt. Hvad der videre skulle ske, måtte tiden vise når først han var derude.

      Telefonen ringede i hans bukser som lå på en stol uden for hans rækkevidde. Arne overvejede om han skulle stå op og tage den. Han havde mest lyst til at slukke den og få fred. Så han blev liggende og håbede det gik over.

      Han skulle også til at vænne sig fra at bruge telefon. Han havde besluttet sig for det enkle liv.

      Men den blev ved. Og efter at have ringet færdig, begyndte den igen efter en lille pause.

      Så stod han ud af sengen og tog den.

      — Det er Preben Maribo.

      — Goddag, sagde Arne reserveret.

      — Vi må tale sammen! Kan du ikke komme herop på skolen engang i eftermiddag?

      4.

      Arnes forældre blev meget oprevne da han samme aften fortalte dem at han havde købt billet til to dage senere.

      Han viste dem billetten, et to-siders dokument, udskrevet fra hans mail. Men han lod dem ikke holde billetten af frygt for at de ville rive den i stykker og således ødelægge hans flugt-mulighed.

      — Hvad har vi gjort galt, spurgte Else Ossian ulykkeligt og så på sin mand.

      Han foldede avisen sammen og sad og så på Arne.

      — Vil du absolut ødelægge din fremtid, sagde Ole Ossian og gned sig meget hårdt