Samlede Værker, Tredie Bind. Aakjær Jeppe

Præjst stod paa æ Stuel. Men i det samm god Lav som æ Præjst vild ud aa e Kjerk, kommer jo Mads, forstaar I, og vil ind. Mads klaged jo øwer, te han war kommen for silde.

      "Ja, ja Mads," saa æ Præjst, "gid vi en anden Gang som nu her maa mødes i de evige Boliger!" "Ja, da war æ sand," swored Mads, "søen te wor Faa'r maatt gaa ud, nær a gik ind!"

      (Præstens og »Hellig Mads'« fortørnede Ansigter, Ræbers og Nørholms Skogren.)

      Wolle Rævsgaard.

      Naa læd wos nu kom te æ Burd og faa nøj te æ Fød; sæt jer nu om, som I er Venner te.

      (Man gaar til Bords.)

      Proprietær Nørholm

      (til den agrariske, men indskrænkede Pastor Gnatt).

      … Ja jeg har nu den Opfattelse, at Lødekøer skal behandles som raadne Æg.

      Gnatt.

      Som hvad? Hvorledes mener De, Hr. Proprietær?

      Nørholm.

      Som Præster med Juleoffer: Lidt men godt!

      (Ræber er revnefærdig af Latter.)

      Wolle Rævsgaard.

      Naa vil I nu forsyn jer enhwer især! (Til Severin Jensen): A war endda kyw aa, te Dje Faa'r ett kund komm mej.

      Severin.

      Ja, men han er jo bedst tjent med at være hjemme, saa længe han ikke er bedre.

      Wolle Rævsgaard.

      Ja, aaeja, nær en ett haar si Hjelbred – saa er et sgu snavs.

      Esper Vøvtrup.

      Saa er De maaskisæ wor Degns Søn?

      Severin.

      Ja.

      Esper Vøvtrup.

      Hwad fejler da Dje Faa'r?

      Severin.

      Aa, hans Øjne er ikke de allerbedste.

      Esper Vøvtrup.

      Hans Øwn! Ih si! Haar han faat sølle Øwn! – Da ka de misæl ett vær ringer end min; for mi Yw'syn den haar wot sølle i manne Or.

      Nej si, nej si! Saa De er en Søn af wor Degn, heller Jensen skuld a wal sej; for han ka godt tekomm hans Titel, for vi haar aalle hat Maag te Degn i wor Daw, hwad enten vi to ham ved Søgn eller Høtti38.

      Han war gued baade ved Ungdomsfornywels og Ligbegjengels, og han kund løs en Grawskrøwt op, saa der ett war en tar Yw!

      Wolle Rævsgaard.

      Hør, Esper, du glemmer aa skink dæ en Dram.

      Esper Vøvtrup.

      Tak! – Skal a skink jen te dæ osse, Mads?

      Mads

      (strengt).

      Nej! a bruger ett den Slaw.

      Esper Vøvtrup.

      Nej, det er sand, tho du hører jo te de helle. Men hwor kan du snaar arbejde i Herrens Vingaard og saa forajt dens Produkter?

      Pastor Gnatt

      (sender Esper et strengt Blik).

      Esper Vøvtrup.

      Ja, Hr. Pastor, a sejer sgu, hwad a haar Lyst te aa sej, og sin tier a still.

      Men De, Slagter Ræber, De er sgu da'tt for helle te aa ta en Dram.

      Ræber.

      Nej, jeg er jo, om jeg saa maa sige, lidt mere kjødelig anlagt. Ha, ha, ha! (Til Ka Rævsgaard). En udmærket Mørbrad, Frue! Udmærket, saftig Mørbrad!

      Ka Rævsgaard.

      Ja, den haar a saamænd faa't hos Olsen.

      Ræber.

      Olsen holder usædvanlig gode Varer, det siger jeg ikke, fordi han er min Svigersøn, men …

      Moster Malén.

      Ja, a sejer nu iløwle, te Sørensens Kjød er det bejst atter æ Priser.

      Faster Jehan

      (yderst langsom).

      A vild osse snaar tykk – nær det maatt høres – te Sørensens Kjød er, hwad a – uden Fortræderlehied for den jen heller den naaen – vild kald lissom en bette Krumm bejer end Olsens.

      (Snakken gaar ved denne Del af Bordet videre om Kjødet.)

      Ka Rævsgaard.

      Aa, Pastor Gnatt, er De ett saa gued aa læ æ Soes gaa …

      Gnatt

      (i agrarisk Disput med Nørholm).

      … Jamen det er jo dog Vorherre som skal gi' Væxten!

      Nørholm.

      Ja det er sgu meget rigtigt. Men derfor skader det dog ikke at gjøde lidt paa Stubjorden.

      Gnatt.

      Der er et Spørgsmaal, Hr. Proprietær, der brænder mig paa Tungen: Det hænder jo at ens Køer skal kælve?

      Nørholm.

      Ja, det vil jeg sgu da haabe for Dem, Hr. Pastor.

      Gnatt.

      Og saa kan de pludselig staa og magres og nægte at ta' Føde til sig. Hvad gjør De ved Deres Køer, Hr. Nørholm, naar de skal kælve?

      Nørholm.

      Aa, jeg plejer at gi' dem en Flaske Bramalivselixir, indtil det værste er overstaaet.

      Gnatt.

      Naa, er det godt?

      Nørholm.

      Ganske fortrinligt, Hr. Pastor, men Satan saa dyrt!

      (Til Ræber, der under hele Samtalen har vredet sig i en forborgen Latter.)

      Han tror det, den Onde gale mig!

      Gnatt.

      Men man faar formodentlig lidt Afslag, naar man tager større Partier ad Gangen, ikke sandt, Hr. Proprietær?

      Nørholm.

      Jo – o, der er næppe Tvivl om, at der vil blive indrømmet Pastoren en rimelig Rabat, – især hvis De bemærker, at det er til Køerne!

      Esper Vøvtrup

      (til Wolle Rævsgaard).

      Sej mæ, Nôbo, er æ sand, te du er bløwen Formand for æ Andelsmejeri?

      Nørholm

      (der har vendt sig fra Præsten, hvem Mads nu ta'r sig af, nikker bekræftende).

      Wolle Rævsgaard.

      Jow, nær en haar saa gued Fortaalere som Nørholm, æ Præjst og mi Swiger … hm! og Mads dér, saa kan en jo sajtens blyw valgt.

      Nørholm.

      Beskedenhed klæder en Yngling, men er ikke nødvendig for Dem, Hr. Rævsgaard. Naar vi har gjort Dem til Formand, saa er baade Æren og Fordelen udelukkende paa vor Side.

      Wolle Rævsgaard.

      Maa a takk Dem, for de Urd, Proprietær Nørholm.

      Men De laa da sikkert ogsaa Mærk te, te der war en Del Mudstand.

      Nørholm.

      Ja, der var naturligvis den samme Modstand, som altid tropper op mod dem, der har noget, fra den Side, hvor man intet har. Det er da sandelig ikke værd at undres over.

      Forhen

38

Høtti, Højtid.