Samlede Værker, Tredie Bind. Aakjær Jeppe

men, nu er Visti jo kommen swær godt atter æ. Hans Stilling som Mejerist er jo med de allvillerst – her paa æ Egn da.

      Ka Rævsgaard.

      Ja men æ Fattemærk – den haar han jo da paa sæ iløwle.

      Trine.

      Hwad er det for en Mærk?

      Ka Rævsgaard.

      Ja, a kan ett saanyw sej dæ æ, mi Pig. Men di Faa'r, – han kan nu ett mej, te den der haar tjent ham som Hjorddreng, han nowtid skuld blyw Mand i æ Gaard. – Saa skal han osse vær bløwen Sjocialist; det skal da ett gjør ham bejer anskrøwen ved di Faa'r.

      Trine.

      Ved du, te Visti kommer her i Daa?

      Ka Rævsgaard.

      Gjør Visti! Hwem haar da indbøjn ham?

      Trine.

      Det haar a.

      Ka Rævsgaard.

      Og du haar ett læt di Faa'r ved nøj om æ?

      Trine.

      Ne – ej; er æ mi Fødselsdaa, saa skuld a da wal osse ha Lov te aa indbyd en jenle Mennesk.

      Ka Rævsgaard.

      Blot det ett tar en gal End!

      (Man hører en Vogn kjøre op.)

      Bitte Fip

      (i Kjøkkendøren).

      Saa kam æ Præjst!

      Ka Rævsgaard.

      Jøsses, saa maa a nok ud og ta imud. Nu kan du jo osse nok jenne gjør æ Burd færdig?

      Trine.

      Ja, gaa du kuns ud te de fremmed.

      (Ka Rævsgaard ud.)

      Trine

      (til Fip).

      Aa, Fip, tøv lidt!

      (Fip sætter Træskoene med stor Omstændelighed og nærmer sig Bordet.)

      Trine.

      Hør, a fattes inu fir Par Knyw og Gafler; kan du ett rend ind og ta mæ dem. De legger i den gul Kommode i æ nordvejst Hjørn af den anden Skuff fræ æ Overend. Men læd wos nu si, du er geswindt.

      (Fip ud.)

      Severin Jensen

      (træder ind fra Døren i Baggrunden).

      Hm! Gratulerer!

      Trine

      (skriger).

      Uh! (vender sig om.) Aa, a bløw da saa hentavn36; a troed det war – (standser forlegen).

      Severin.

      Nej, det var netop det, jeg skulde sige, at Visti først kunde komme senere. De maatte endelig ikke opsætte Bordet efter ham. Der var kommen Kjedelsyn til Mejeriet. Det er jo ikke de fremmede, en Mejerist sætter størst Pris paa. Men saa snart, han kunde faa dem paa Døren, skulde han komme.

      Trine.

      Tho det war a endda forfærdelig kid aa, te han ett kan komm te æ Burd med de anner. Men Tak for Dje Boj; han haar æ wal helsen godt?

      Severin.

      Aakja, storartet!

      Bitte Fip

      (ind, stryger paany Træskoene af og nærmer sig med Knivene – evig sur).

      De laa ett i æ nordvejst Hjørn.

      Trine.

      Hwor laa de da?

      Fip.

      De laa akkuraat i æ søndvejst Hjørn.

      Trine.

      Naa; saa er de bløwen flytt; men det war jo godt, du fand em.

      Severin Jensen.

      Hvad Fip, vil De ikke sige Godda' til mig?

      Fip.

      Goddaw! Er De her? Hworden haar De æ?

      Severin.

      Jotak! Og De?

      Fip.

      Aa, hwa tho! a er jo en swag, sølle Mennesk, sin a fæk mi Tilfald. Men helsen maa en jo ett klaw. (Til Trine.) Nu kam den her sølle, slemm Slagter.

      Trine.

      Ræber?

      Fip.

      Ja; a kan endda ett forstaa, hwad han skuld bydes mej for. For det ved da enhwer, te det er ham, der i de sidst Oringer haar faat di Faa'r paa Glatis.

      Trine.

      Ja, saa er æ wal netop af den Grund, han bydes mej. Men det maa en jo læ mi Faa'r om.

      Fip.

      Ja; te det falder sammel om wos det hiele!

      (Fip ud.)

      Severin.

      Det er nok store fremmede en kommer imellem. Jeg saa', at Præstens Vogn holdt her udenfor, og Proprietær Nørholms Kalesche kom nede paa Vejen. Kommer – han ogsaa?

      Trine.

      Mads! ja, naturligvis. Hwordan skuld vi helsen faa en Stieg spist paa Hegnsgaard?

      Severin.

      Det maa egentlig være ret anstrengende saadan i Aarevis at styre mellem to Bejlere.

      Trine.

      Ja, det er jo ett aaltid lig grinagtig.

      Severin.

      Bliver Visti nu ikke engang imellem lidt utaalmodig af den lange Udsættelse.

      Trine.

      De er jo hans gued Ven; De maa jo ved æ. Haar han saa Dem nøj?

      Severin.

      Ja, se Visti er jo nu saadan situeret, at han udmærket kunde forsørge en Kone; og da De jo altid har været i hans Tanke, hvorfor skulde De saa egentlig ikke gifte Dem med ham.

      Trine.

      De kan endda ogsaa tro, te a længes atter æ! Men den Slav – det er ett søen aa faa alfabetisk! Og a tror nu bestandig, te vi her kommer længst ved aa læ æ gaa si naturlige Gaang?

      Severin.

      Hvad kalder De saa den naturlige Gang?

      Trine.

      Det ska a saamænd sej Dem: A tror ett, mi Faa'r ka hold sæ ved æ Gaard ret læng, hwis ett han ka faa en anden Slyng i æ, og gaar det først op for Mads, te der ingen Grunker er aa hivsk37, men Armud og Knokkeldom til alle Hjørner, saa er a vis paa, te vi er færdig med den "Swigersøn".

      Det maa De ogsaa kunn faa Visti te aa indsi. Og saa er det halv wunden.

      Troed a ett, te det vild gaa, som a sejer, saa war a rend mi Vej for laang Tid sin!

      Ka Rævsgaard

      (ind fra Kjøkkenet, hilser paa Severin).

      Nu kan a wal godt be de fremmed herind? Æ Mad vinter.

      Trine.

      Ja, æ Burd er i Stand!

      (Gjæsterne begynder at komme ind i Spisestuen. Severin Jensen vil trænge ind i Dagligstuen og hente et eller andet, men render i Døren paa den stort smilende Esper Vøvtrup.)

      Esper Vøvtrup.

      Ih

36

hentavn, forbløffet.

37

aa hivsk, at hugge.