Samlede Værker, Tredie Bind. Aakjær Jeppe

ud.)

      Nørholm.

      Ja Mads det er en Mand, der er over sine Sager.

      Wolle Rævsgaard.

      Ja, der er ingen small Stejer.

      Nørholm.

      Blot han nu ikke stiller sig paa Bagbenene, for det er en Karl, der ved, hvad Penge er værd.

      Wolle Rævsgaard.

      Ja, slaar han æ Haând af mæ, saa haar a ett andt aa grif te end aa hæng mæ sjel.

      Nørholm.

      Aa, Snak, Rævsgaard. Der kan findes Udveje, ingen har tænkt paa. Hovedsagen er som sagt, at der handles gesvindt.

      Mads

      (ind, klædt som Vognkusk, med Bødeklude og Sækkelærredsforklæde).

      Goddaw i Herrens Navn, og Gud bewor wor Indgaang og wor Udgaang!

      Vil du snakk med mæ, Wolle?

      Wolle Rævsgaard.

      Ja, Mads; du maa ett find æ underle, men a er da kommen i en sær faale Forlejenhied; derfor war æ, at vild gjør mæ saa fri aa spørg, om du ett for gammel Venskabs Skyld og i Jesu Christi Navn vild læ mæ en Haând lig nue faa Daw?

      Mads.

      Er æ Peng, der er Taal om?

      Wolle Rævsgaard.

      Ja, aaeja; a er kommen i Baagstaând; men du skal ett kom te aa fortryd æ, om du hjælper mæ terett.

      Mads.

      Ja manne Tak, det er saa møj godt det. Men en Swigersøn – han skuld jo da snaarere ha Peng end ud med Peng, nær Ret skuld vær; søen haar a da aaltid forstavn æ.

      Hvor stur er saa di Betryk?

      Wolle Rævsgaard.

      Ja si, a wanter jo lig jenle 4000.

      Mads.

      Fir Tusind! Ih, kjere himmelske Fader; hwor skuld a faa dem fræ! Og hwad vil du gjør med aall de Peng. Fir Tusind! A tror, æ Mand primer!

      Haaj æ endda wot – for a vil sej – fir Hunder, det haaj en wal kommen øwer. Men det her! – Nej, nej, nej! Snak aalle te mæ om det!

      Wolle Rævsgaard.

      Ja, men bette kjære Mads, saa gaar a tegrund!

      Mads.

      Hwad gjør du?

      Wolle Rævsgaard.

      A gaar i æ Towthus. – Det er æ Mejeri …!

      Mads.

      Haar du tavn aa æ Kass?!

      Wolle Rævsgaard.

      Ja.

      Mads

      (forfærdet).

      Jamen saa er du jo rungenired! Og det er dæ, der haar lowed mæ di Gaard kwit og fri, hwad Daa a vild ha en, nær a vild ta di Dætter! – A haar nok hør fræ anden Sid, te hwad du saa, det skuld en putt i si Udelomm; men a troed endda ett, te du war saa laant nied paa æ Brink med di Sager. Men søen gaar æ enhwer, der ett ta Frelseren med sæ i si Gjerninger. A tytt nok, te Worherre og Frelser hwisked mæ i Øret, te den Forlowels war ett atter hans Villi. A troed læng, te du ajted at træde den trange Sti til Omvendelse, men atter hwad du nu fortæ'ler, saa sir a, te det er paatid, en kommer hérfræ, for det er ikke Guds Aând, men Belials Aând, der regenirer her i æ Gaard.

      A rister Støvet af mine Føder.

      Nørholm

      (der har løbet urolig frem og tilbage under denne Samtale).

      Ryst saa med det samme Halmen af Deres Træsko og Skidtet af Deres Klæder, men opsæt det, til De kommer udenfor; der kunde ellers let blive altfor snavset herinde.

      Mads

      (mod Nørholm).

      A gaar, for I skulle ikke dwæle i de ugudeliges Forgaarde eller i de uomvendtes Pawlowner, siger den Herre Zebaoth. (Til Wolle Rævsgaard.) Vil du hels di Dætter og sej, te mi Samvittighed forbyder mæ at ægte en Pige, hwis Fader aabenlyst nedtræder Guds rene og hellige Bud.

      Og bed saa din Frelser om, te han snaarest maa hjælp dæ ud af den Badulje!

      (Gaar.)

      Wolle Rævsgaard.

      Nu er a levired! – Mæ arme Mennesk!

      Nørholm.

      Ja, det er i Nøden, man prøver Vennerne.

      Wolle Rævsgaard.

      Det haaj a aalle troed om Mads.

      Nørholm.

      Ikke det! Da har jeg saagu aldrig troet andet. Et Menneske, der i den Grad rutter med gudelige Floskler, ham tror jeg ikke over et Dørtrin.

      (Fip kommer ind.)

      Wolle Rævsgaard.

      Hwad skal du, Fip?

      Fip.

      Aa, det er den sølle jen, ham Per Søwren, der staar herud og hejster for at faa dæ i Taal. Han sejer, han haar Boj te dæ.

      Wolle Rævsgaard.

      Ih, læd ham da komm ind.

      (Fip aabner for ham.)

      Per Søwren

      (ængstelig frem, da han ser Nørholm).

      Bav, bav! Er der saa stur fremmed! Ja a ajter saamænd ett nø Uskikkelehid. A haar Ærind.

      Wolle Rævsgaard.

      Hwad er da di Ærind, Pejr?

      Per Søwren.

      Jow, hør ikkuns nu. A war kommen herøwer te æ Mejerist, mi Søstersøn I ved – aa, hwor haar han gued Daw, den Kaa'l! – Nu, saa sejer han te mæ: Morbror, sejer han – for han kalder mæ aaltid Morbror, og han forajter ett den fatte, for det han sjel er kravlt i æ Vejr – kan du ett rend øwer te Hegnsgaard med en Brew for mæ, sejer han. Jow, sejer a, det faar a wal, nær du vil swor mæ te æ Fjol saa læng, og du vil lov mæ, te æ Mand ett hiel rywer æ Hued af mæ. (Søger i Frakkelommen efter Brevet.) For du hower jo nok sidst, Wolle, da war du ildworre44, og da gav du sgu mi Fjol en slem Singeldus; a haaj nær aalle faat en kaldt te Lyd mir. I Daa sier du jo næjsten ud, som war æ dæ, der haaj faat di Fjol slavn i Stykker!

      (Wolle ta'r mod Brevet og rækker til Gjengjæld Per Søwren en Krone.)

      Per Søwren.

      A haar faat mi Betaling.

      Wolle Rævsgaard.

      Det ka vær det samm, Pejr, ta du kuns, hwad a byder dæ.

      Per Søwren.

      Ja men, Jøsses, en hiel Krown, en hiel Krown! Haar du nu ogsaa Raad te æ, Wolle.

      (Mumler videre, mens han gaar mod Døren.)

      Jøsses, en hiel Krown!

      Wolle

      (læser).

      Nørholm.

      Var det fra Visti Andersen?

      Wolle Rævsgaard.

      Ja.

      Nørholm.

      Naa, hvad skriver han?

      Wolle Rævsgaard.

      Ja, nu er hunderogølle ud. Mi Daw er tal.

      Nørholm.

      Aa,

44

ildworre, galsindet.