Samlede Værker, Tredie Bind. Aakjær Jeppe

bette Kwi!

      Hosbond han er hwipgal

      søen mud Awtensti.

      Derfor maa du rapp dæ

      nu mi bette Gul;

      her haar a di Klap'træ;

      hwor haar du di Mul.

      Bløw wor Hosbond hwipgal,

      det war ild aa spør,

      kom, mi bette Kipkal,

      med di løjen Ør!

      Anders.

      Tak, Palle! Men vi maa ha mir af den Slaw, men vi er ved æ.

      Trine, nu maa du syng.

      Trine.

      Hwadfor skal a?

      Anders.

      Jow; for du vil helst.

      (Trine rusker ham i Haaret.)

      Anders.

      Av da! Syng saa den, du lær af hind, Ann Katrin, der løb omkring og tegged.

      Trine.

      Hwem, sejer du?

      Anders.

      Aa, det ved du da nok! Hind der war gywt med ham den flott Skrædder, som vi kaldt Greven af Saksen.

      Trine.

      Naa-aa!

      (Rejser sig op og staar lidt.)

      Anders

      (til Visti, som ligger lige op ad Trine).

      Aa, Visti, læd nu vær aa trækk hind i æ Bjen saa læng. Det kan der jo blyw Tid te sin.

      (Visti dukker sig genert.)

      Trine

      (synger).

      Ung Kjesten red sine Foler til Vands,

      horrihej!

      Der sad ved Aaen den sorte Frans,

      horrihej.

      Og Frans han hvøvted28, og Kjesten gled

      paa nøgen Fod i hans Arme ned —

      hor-ri-hej!

      Gud naade dig, Kjesten, i Franses Arm —

      horrihej!

      du aldrig laa ved saa falsk en Barm,

      horrihej!

      Han lokker alle de Piger smaa,

      der færdes hist ved den dampende Aa —

      hor-ri-hej!

      Hvad hjælper Vægren en Pigelil —

      horrihej!

      naar Natten kogler, og Manden vil —

      horrihej.

      En Sivbusk ved en lullende Aa

      er svigefuld Grund at hvile paa,

      hor-ri-hej!

      Det var alt langt over Midjenat,

      horrihej!

      før Kjesten fik sine Foler fat,

      horrihej.

      Saa blommende rød hun hjemad red;

      hans Kys bestandig paa Kinden sved, —

      hor-ri-hej!

      Ej mere saa hun den sorte Frans,

      horrihej!

      ej mere rider hun Føl til Vands,

      horrihej;

      men ofte gaar hun om Kvæld ved Aa,

      mens Taarer drypper paa Vrist og Taa,

      hor-ri-hej!

      Anders.

      Tak skal du ha, bette Trine. Frans war en Skurk, det vil a indrømm; men Piger med baar Fedder i Maanskjen er heller ett nem aa staa for for syndige Mennesker; de kan gjør jen æ broged nok med Hueser paa. – Men nu maa vi ha nø andt i æ Spil, for her er fuedkold, saa æ Mand, han laa med hans Bjen i æ Bæk.

      Æ Doeg bløder foruden og æ Swed forinden, saa vi taaler ett længer aa legg still. Men her baag ved er der en udmærket Liegplads; Per Søwren kan saa pust saa læng; der er inu en Par Stænk i æ Flask (rækker ham Flasken). Mir faar du ett, for mir haar vi ett.

      Per Søwren.

      En Skjælm, der gir mir end han haar, læd mæ kuns faa æ Levninger!

      Anders

      (snapper en af Pigerne om Livet og danser ud bag Baalet).

      Den her Vej med Sølvtøjet!

      (De andre følger.)

      Hellig Mads

      (der ubemærket er kommen tilstede, træder pludselig i Vejen for Trine).

      Godawten, Trine! Læd mæ sej dæ lig tow Urd.

      Trine.

      Er æ Gudsurd?

      Mads.

      Ja, om saa war! Saa vidt er æ wal ett kommen med dæ, te du ett kan taal aa hør dem?

      Trine.

      Jamen hwer Ting te si Tid; a haar wot te Kjerk jen Gaang i Daa, og vil du præjk for mæ, saa render a fræ dæ. Men haar du helsen29 nø godt aa sej mæ, saa faar a jo hør paa dæ en Ywblik.

      Aa, gaa saa læng, Visti!

      (Visti gaar; man hører under hele Samtalen de andres Leen og Larmen.)

      Trine.

      Naa, hwad er æ saa, du vil mæ?

      Mads.

      A vil først og fremmest sej dæ Tak for den Helsen, a fæk fræ dæ.

      Trine.

      A ved ett, a har send dæ nø Helsen.

      Mads.

      Jo – ow! A war iguer henn aa levir en Par Stud; saa mødt a di Faa'r, og saa saâ han, te han skuld hels mæ fræ hans Dætter; hun kam snaar øwer og si te mæ.

      Trine.

      Ja, det er aalsammel nøj, mi Faa'r gjør paa hans egen Beram. Du sorger jo sjel for, te a sir dæ saa tit, te a kan spaar mæ mi Helsner, om a ajted aa send dæ nue, hwad a for Resten ett gjør.

      Mads.

      Men vil du da aalle blyw min?

      Trine.

      Ett mæ mi gud Villi, det er da't aa lyw for dæ.

      Mads.

      Men nær nu Sjæl drages mod Sjæl – er det saa ett en yndig Syn for Herren?

      Trine.

      Det kan saamænd godt vær. A tror i de hiele, te du forstaar dæ bejer paa Sjæle end a gjør; men saa forstaar a mæ nok saa godt paa Mennesker, og det er Mennesker, a tar atter.

      For Resten er æ jo nø godt Plevver, nær du vil faa mæ te aa tro, te di Sjæl "drages" af min. Sej heller, te di Obligationer drages af mi Faa'rs Obligationer, di Hundredkronesedler af hans Hundredkronesedler, di Fiedstud af hans Fiedstud, for der er æ nok, æ Hummel stikker. Du tror, mi Faa'r haar en hiel Del Peng paa Rent – men du kund jo da ta Fejl.

      Mads

      (forbavset).

      Hwad sejer du! Er di Faa'r ett en walholden Mand?

      Trine.

      Ja,

28

hvøvted, vinked.

29

helsen, ellers.