Samlede Værker, Tredie Bind. Aakjær Jeppe

sang,

      og een mod Munden klukked,

      for een – det var for lidt for Per Søwren.

      Og gaar det saa en Dag paa Hæld

      med Krus og Rus og Resten,

      saa gjør jeg op min Syndergjæld

      og træder ind for Præsten:

      Du Mand, hvis Fag det er at tro —

      naar jeg er død og borte,

      bed saa for mig en Bøn, nej to,

      og ikke altfor korte, —

      for een – det er for lidt for Per Søwren.

      Thi Folk af min Kaliber, Præst,

      de glemmes let i Vrimlen,

      de bydes sidst til Livets Fest,

      og de har længst til Himlen.

      Og var jeg undertiden slem,

      saa hils dog din Vorherre,

      og sig fra mig: Jeg kjender dem,

      der var adskilligt værre,

      og dog kommer ind før Per Søwren.

      Men snart er Per en gammel Knægt

      med Skimmelsvamp paa Tanden;

      han slingrer under Livets Vægt,

      hans Øl staar surt i Kanden.

      Og er en Dag der ingen Per

      at øjne under Festen,

      da trænges ej til Spørgen mer,

      enhver vil gjætte Resten:

      Godnat og Guds Fred med Per Søwren!

      Efter en kort Pavse rejser der sig en Larm i Selskabet. En Pige styrter leende ud af Flokken; en Karl, der vil tage et Kys fra hende, løber efter; Pigen render Hovedet mod en fremmed Mandsperson og udstøder et Hvin.

      Wolle Rævsgaard

      (træder ind fra venstre med løftet Stok; Flokken flygter over Hals og Hoved. Wolle Rævsgaard frem mod Per Søwren, der ikke er kommen med).

      Per Søwren

      (holder Fjolen op over sit Hoved og raaber):

      Slaa mæ, men skaan æ Fjol!

      (Kvask! Fjolen splintres.)

      Per Søwren

      (hulkende).

      Mi jennest Rigdom paa Jorden!

      (Gaar bøjet bort med Fjolen ved Strengene.)

      Wolle Rævsgaard

      (styrter hen mod den sovende Palle; griber ham).

      Dæ fæk a da fat i!

      Du skal slipp for Bank, hwis du sejer mæ, hwor mi Dætter holder te.

      Palle.

      Av, Av! A ved æ ett!

      Wolle Rævsgaard.

      Saa maa a prøv, om ett mi Kjep ved æ. (Rap! Hyl!) Naa, hwor saa?

      Palle

      (vrider sig).

      A ved ett nøj, men du kan jo si ind ad æ Dar, nær du gaar forbi Jens Masens Kal'hus.

      Wolle Rævsgaard

      (slipper Palle).

      Jens Masens Kal'hus! (Fløjter.) Der fløw en Stork op32!

      (ud.)

ANDEN AFDELING

      Det indre af et Kjærhus, som det anvendes til Kalvene i den hede Sommertid; det er lyngtakt, loftløst, Gulvet dækket med Strøelse; Bræddevægge; en Fjæl fattes hist og her; i Bagvæggen midt for Scenen en raat sammenføjet Dør. Maanelyset falder ind ad Aabningerne i Væg og Tag.

      Hellig Mads

      (glider forsigtigt ind; river en Tændstik, lytter og løber skyndsomt hen i Krogen til venstre.

      Lidt efter Visti og Trine).

      Visti.

      Læd mæ ryw en Swavlstykk.

      Trine.

      Nej, for Guds Skyld, læd det vær! En kund fytt det hiele aa. A mærker, der er saa møj Halm herind.

      (De gaar begge over i Skurets modsatte Ende.)

      Visti.

      Her sejjer en jo som i si Muers Drawkistskuff.

      Trine.

      Ih si, hwor dejlig æ Maan skjenner! En kan ordenlig blyw rør ved æ. A war da bløwen saa warm af den Tumlen rundt; men nu kan a jo hwil mæ. (Lægger sig tættere til ham.) Aa, hwor er æ endda raar aa sej søen aaljen sammel med dæ; det er lissom en bløw en hiel anden Mennesk. Og saa aa vær fri for den Klodrians Øwerhæng.

      Visti.

      Hwor bløw han aa?

      Trine.

      Aa, han storked wal aa hjem. – Du kan endda tro, a saatt ham en slem Skræk i æ Bælle.

      Visti.

      Hwordan da?

      Trine.

      Jow, a saa, te mi Faa'r war vis nok ett den rig Mand, han blev tavn an for.

      Visti.

      Det kund du maaskisæ ha Ret i. Gud ved, hwordan han sejjer i æ?

      Trine.

      Ja, men, du skuld lig ha sit hans Ansigt! – Uh, a kund ha spytt paa ham.

      Han blywer da ogsaa den jen Daa mir nærgaaend end den naan. Og saa haar han jo aalle andt i æ Mund end Guds Urd og Gris og Sped'kal. Og saa som han løjter!

      Visti.

      Hwad er det da aa?

      Trine.

      Aa, han wasker sæ wal aalle.

      Nu skal a fortæl dæ en Spil. Han war jo herøwer i Forgaars, og saa sejer mi Faa'r te mæ, te a skuld vis ham æ Haw. Og a gik jo da saa ogsaa med ham, det forstaar sæ; og te aa begynd mej saa snakked han forresten hiel fornuftig. Men saa lig paa jen Gaang saa griber han mæ om mi Lyw og gir mæ en Kys, te ubav endda! Du kan tro, te det war en stram jen aa faa nied!

      Visti.

      Men hwad gjord da du?

      Trine.

      Mæ? A saatt mæ sku saa laant ud paa æ Skammelend, som a kund komm; men tror du saa ett, æ lied Asen kam baag atter og saa, om ett vi skuld bed wor Fadervor sammel som et Par rigtig Guds Bø'n. – Nej, helsen Tak, swor a. A er mynde for aa bed mi Fadervor uden di Hjælp, hwis a faar nø Lyst te det. – Og saa gik a mi Vej. Saa haar a ett sit ham far nu i Awten. Men det er da lig haa'dt nok, te en ett kan sejj i Fred for søen en Stod'er.

      Visti.

      Er han nu saa rig, som æ Urd gaar?

      Trine.

      Ja, vis er han rig; men læ ham gaa te anner med hans Rigdom. A trænger ett te'en. (Kjælen.) Men ved du, hwad a trænger for?

      Visti

      (i Tanker).

      Nej.

      Trine.

      Aa, snak om en Ting! Du er saa sær i Awten.

      (Knuger og kysser ham.)

      Visti.

      A saa og tint paa nøj.

      Trine.

      Hwad war det?

      Visti.

      Om

32

Der fløw en Stork op, der gik en Praas op for mig.