Ludvigsbakke. Bang Herman

nok mest paa Viljen.

      Skovrideren slog Benene mod hinanden og sagde:

      – Ja, jeg er en sober Mand, Mo'r, men den tyvende bli'er jeg fuld.

      – Ja, ja, Lund, sagde Fruen: naar Du blot ikke vil holde Taler.

      Madam Madsen arriverede nede i Stikkelsbærgangen. Hun vidste ikke, hvad hun skulde gribe til: Madsens høje Hat maatte stryges, og hun vidste ikke sine levende Raad for et Jern …

      – Da er det s'gu galt, sagde Skovrideren: Madsen, der repræsenterer Krigsmagten.

      Vaabenbrødrene skulde rykke op Klokken tolv.

      De unge Piger kom fra Lunden i en stor Flok, og Apotekerens Frue hilste op til Højen bag en hvid Parasol. Ida tog alle i Haanden, før hun gik op.

      Madam Madsen vilde gaa lidt ned over Engene, som stødte op til Lunden, og Skovriderens slog Følge. De gik ind over Stenten og saá paa Kransene og Guirlanderne, der laa paa Jorden.

      – Det er rigtig kønt, det er rigtig kønt, sagde Fru Lund, der sad paa en Bænk, hun vilde altid gerne sidde.

      Men Madam Madsen, som gik rundt og tog Maal af hver enkelt Del, sagde:

      – Ved salig Konferensraadindens Begravelse havde vi to hundrede Alen …

      … Klokken elve gik Konferensraaden rundt med et Lys og lukkede alle Døre. Det var Husets Skik. Han havde Kalot paa (om Dagen havde han rød Paryk, der var ganske ligesom Godsforvalterens) og tog i hver Laas.

      De unge Piger, der var gemte inde i Frøken Adlerbergs Stue, sad og fniste i Halvmørket, da han gik forbi.

      Saa slog Falkenstjerne paa Vinduet ude fra Haven, og det blev aabnet:

      – Vi har reddet Vinen, hviskede han.

      De unge Piger sprang ud, sagte og leende, én efter én, mens de holdt om deres Skørter.

      – Og Lamperne? hviskede En.

      – Har dem, blev der hvisket tilbage.

      De listede alle, langs Huset, ganske stille, til de pludselig løb ned over Plænen som en Vind, for Hundene begyndte at gø.

      – Det er Hektor, hviskede Frøken Adlerberg og greb Feddersen om Armen.

      – Hys.

      De naaede Træerne. Frøken Rosenfeld gik langsomt bagved alle de andre.

      Nede under Bøgene brændte der fem Lamper. Dér satte de sig ved Bordet og bandt. Frøken Falkenberg sad paa Stenten lidt borte og saá ud i Natten, der laa over Engene som et stort Mørke.

      – Emmy, kaldte det ganske sagte. Det var Falkenstjerne.

      – Ja.

      Og der var to, som, tæt til hinanden, saá ud i Mulmet.

      … Om Morgenen stod Falkenstjerne og Gartneren og slog Guirlander paa Facaden og fløjtede begge to. Gamle Brandt, der havde faaet Flaget hejst, var i Lag med Vimplerne. Men klejn var han og gik og hostede.

      Han blev staaende og saá ned mod Bræstrup, hvor Flagene kom op foran Gaardene; Morgenvinden tog saa friskt i de røde Duge:

      – Hvor er 'et kønt, sagde han: Og saa Stakkene – ja, her er en dejlig Plet.

      Han begyndte at gaa over mod Godsforvalterlængen; han vilde se at faa noget Varmt. Men da han var kommen derover, sagde han:

      – Jeg tror, jeg vil lægge mig lidt. Han havde Kuldegysninger og kunde næppe staa paa sine Ben.

      – Ja, Brandt, sagde Fruen, der badede Ida i et Vaskekar: Men Du maa op for at overrække Stagerne.

      – Ja, Mariane, sagde Brandt, der døsede hen.

      Vognene begyndte allerede at rulle frem nede gennem Indkørselen, og Sofie løb til og fra for at melde, hvem det var. Fru Brandt var i Undertøj og satte Haaret, hele Sovekamret flød af hendes hvide Skørter. Hun fik Nederdelen paa og Livet knappet, mens Brandt i sin Seng blundede og vaagnede og blundede igen.

      De hørte fler og fler Vogne og mange Fodtrin paa Grusgangen.

      – Dér har vi Musikken fra Horsens, raabte Sofie og satte afsted ud til Gærdet paa Sokker.

      – Og dér ligger Brandt, sagde Fruen, der fik Kniplingsærmer og Hovedpynt paa i Havestuen.

      Hornene lød højt og lystigt, og de hørte mange Stemmer:

      – Ja, Brandt, dér har vi Vaabenbrødrene, sagde Fru Brandt, som havde Brandts Tøj paa sin Arm og som hele Tiden talte, som skulde hun ruske i ham.

      – Hvor er Barnet? sagde Brandt kun.

      Ida, der havde grædt, fordi Papilotterne havde siddet for stramt, kom ind i hvid Kjole.

      – Nu ikke for tæt til Sengen, sagde Fru Brandt og glattede Idas Skørt; men Faderen tog Spidsen af hendes Livbaand og holdt det mellem sine Hænder:

      – Ja, nu skulde jeg vel op, sagde han og blev ved at smile til Barnet, saa mat.

      De blev ved at høre Fodtrin og Hornene og en Stemme, der kommanderede: det var Madsen. Saa igen Hornene. Brandt syntes, det var saa underlig langt borte:

      – Der er Kammerherren, raabte Sofie; hun slog Døren op paa vid Gab, med Bomuldsforklædet i Haanden, som hun havde løst af sig i Forskrækkelsen.

      – Nu har vi Amtsraadet, Brandt, sagde Fruen, der var blevet ved at gaa rundt tungere og tungere i Gulvet, og hun lagde Klæderne paa en Stol.

      – Ja, Mariane, sagde Brandt og satte sig op i Sengen.

      Men Fru Brandt var løbet ud at tage imod: de skulde samles her.

      – Ida, Ida, raabte hun.

      Ida, der stadig stod et bitte Stykke fra Sengen, sagde, ligesom hun vilde vække ham:

      – Fa'r, nu skal Du op.

      – Ja, Barn, nu kommer jeg.

      Han hørte Kammerherrens Stemme inde i Havestuen, og han kom op paa Sengekanten at sidde. Det brændte saadan i hans Side.

      Saa blev Døren lukket op. Det var Skovrideren i fuld Puds:

      – Hvad Satan, Brandt, sagde han, men han blev pludselig staaende: Hvordan er 'et, Du ser ud?

      – Ja, sagde Brandt, jeg har det daarligt.

      – Det ser jeg s'gu. Og din Kone sagde, det var det sædvanlige.

      Brandt sad lidt:

      – Nej, sagde han saa, og Hovedet faldt ned paa hans Bryst, jeg kan ikke gaa derover.

      Skovrideren gik ud og hentede Doktoren, der kom i Kjole og med Dannebrogskorset: Hvad er det, gamle Ven, gaar De i Reden paa Festdagen, sagde han, men blev pludselig alvorlig, da han saa Brandt: Løft ham, sagde han til Skovrideren og begyndte hastigt at høre Brandt paa Bryst og Ryg.

      Udenfor holdt Musikken op, og man hørte Madsens Stemme gennem Støjen:

      – Nu er Madsen der med Fanen, sagde Brandt og smilte.

      Doktoren blev ved at høre paa Brandts Ryg, mens Skovrideren stod ved Fodenden bøjet frem, som vilde ogsaa han lytte: Der skal Bud til Bræstrup, sagde Doktoren blot og gik ud.

      Han satte sig til at skrive Recept ude i Stuen midt mellem Gæsterne, mens Fru Brandt stod hos, og Amtsraadmedlemmerne talte højt i Munden paa hinanden om Dagen og om Talerne og om Festen:

      – Brandt faar det jo altid saa voldsomt, sagde Fru Brandt.

      Doktoren svarede ikke: inde i Sengen sagde Brandt, der var blevet ligesom noget roligere efter at have set Doktoren:

      – Og hvordan skal det saa gaa iaften? Han tænkte paa Fyrværkeriet.

      De hørte Amtsraadmedlemmerne gaa ud gennem Haven. De var pludselig bleven ganske tavse:

      – Men nu skal Ingen tænke paa mig, sagde Brandt. Det er ogsaa bedre nu.

      – Ja, sagde Skovrideren.

      Han gik ind i Stuen, hvor hans Kone