Ludvigsbakke. Bang Herman

finder, Hr. von Eichbaum er et meget net Menneske….

      Frøken Koch gav Brillerne et Tryk over Næsen som for at se bedre:

      – Naa, sagde hun, det er et af de Mandfolk, der gaar efter Skørter.

      – Jeg kender ham, sagde Ida, der sad ganske rolig, med sit purrede Haar: hjemme fra Ludvigsbakke. Hun sagde altid "Ludvigsbakke" ligesom lidt sagtere end alle andre Sprogets Ord.

      Men Frøken Krohn sagde og lod Fingrene løbe, som spillede hun en Hopsa paa Bordet:

      – Manden gaar med Stropper i Benklæderne.

      Frøken Koch talte om Ludvigsbakke, der laa i hendes Egn, og om den gamle Konferensraad og Konferensraadinden.

      – Men hun var vel allerede i Jorden den Gang, De kan huske.

      – Ja, svarede Ida: Konferensraadinden var død.

      – Det var en dejlig Kone, sagde Frøken Koch: hun dyppede selv sine Bede, da hun var firs … med Karlestrømperne trukne uden paa Skotøjet….

      Frøken Koch lo ved Tanken om salig Konferensraadinden og hendes Uldstrømper:

      – Men nu er det vel snart tredive Aar siden. Naa; Frøken Koch rystede sit Skørt fortil; det var en Vane, hun altid havde, naar hun rejste sig: den Vej skal vi jo alle.

      – Skal De op, Brandt?

      – Ja.

      – Saa slaar vi Følge, sagde Frøken Koch: Godnat.

      De lukkede sig ud paa Trappen ved den gode Gang, og de standsede ved Frøken Kochs Dør.

      – Ja, sagde Frøken Koch i en helt anden Tone og stod lidt ved Døren: Det var et herligt Sted. Hun tænkte paa Ludvigsbakke.

      – Godnat, Brandt.

      – Godnat.

      Ida gik op og lukkede sig ud og ind ad Dørene henover Loftet og kom ind i sit Værelse. Hun tændte Lampen, der var dækket af en Sommerfugl (der var rundtom i Stuen saa mange smaa Ting, som hun og Frøken Roed sad og lavede under Nattjenesten, for at pynte) og hun stod lidt foran Kommoden og saá paa Billedet fra Ludvigsbakke, med det høje hvide Hus og Plænen foran med den nye Flagstang, og alle de Unge, der sad paa Trappen op ad Trinnene.

      Der sad jo ogsaa Hr. von Eichbaum … jo, det var ham … hun havde vist ikke lagt Mærke til ham paa længe. Men hun huskede godt, Billedet var fra det Aar, da han var kommen hjem fra en Skole i Svejts og altid laa paa Græsplænen saa lang han var….

      Og dér stod Konferensraaden ved Flagstangen….

      Hun gik hen til Chatollet, slog Klappen ned og tog et Par andre Billeder frem. Dér var det fra Søen. Hun blev staaende med det og smilte: hm, naar det var tørt og der var Lavvande, og alle Herrerne og Agnes Linde vadede ud med bare Ben og pjaskede rundt mellem alle Fiskene. Hvor de morede sig saa. Men en Gang havde en Gedde bidt Agnes Linde i Læggen, saa Dr. Didrichsen maatte hentes.

      Det var Fru von Eichbaum, som sad dér paa Bredden, under den hvide Parasol.

      Hun lukkede igen Skufferne, der endnu var fulde af saa mange af Moders gamle Ting.

      Ida laaste sin Dør, før hun gik i Seng. Hun tænkte paa Olivia og hendes Børn og paa Nina med hendes fire lange Drenge, som hun havde set ifjor, og paa sin Fader og paa sit Hjem – derhjemme paa Ludvigsbakke.

      Hun saá den store hvide Længe i Godsforvaltergaarden og Stuerne, hvor der var saa "blæst" og saa stille, med Blomsterne, i hvert Vindu fire og fire i de malede Potter; og Faders Konkylier, som hun aldrig maatte røre, skinnede rundt om i Hjørnerne.

      Og hun saá Kontoret, naar hun bankede nederst nede paa Døren, da hun var ganske lille, og kom ind og sagde, de skulde spise. Faderen sad i sin lange Lærredsfrakke ved det grønne Bord, med den gamle Straahat paa – for han "tog altid Haaret af", naar han var i Kontoret – og hun krøb op i den store Armstol og ventede: alle "Fa'rs Fugle" sad rundtom, i deres store Kasser, under Glas.

      Moderen aabnede Døren:

      – Brandt, jeg venter med Maden.

      – Ja, min Ven … er Barnet her? … naa….

      Og han tog ned om Ida med et Par kærlige, aandsfraværende Hænder:

      – Ja, min Ven, ja, min Ven.

      – Hatten, Brandt, sagde Moderen.

      De gik ind. Ida stolprede ved Siden af Faderen, der trykkede hende ind mod sit Knæ, saa hun snublede over hans Støvler.

      – Brandt, sagde Moderen, jeg véd ikke, hvordan Du gaar med Barnet.

      Efter Middag satte Faderen sig hen i Sofaen med et Lommetørklæde over sit Ansigt, Moderen sad i sin Stol ved Vinduet. Lidt efter sov de ind.

      Ida listede sig stille rundt og lukkede Dørene paa Klem. Saa satte hun sig paa en Skammel, mens Forældrene sov.

      Efter Middag gik Moderen og Ida til Kaffe hos Madsens i Skolen. Den laa ved Kongevejen, hvor Vognene kom forbi. Der kørte Apotekerens Frue fra Bræstrup.

      Hun havde jo nu købt sig en Symaskine i København.

      Ja, Madam Madsen havde været henne at se den. Men hun troede nu, det var holdbarere i Haanden.

      Moderen nikkede.

      – Men De véd jo, de skal prøve alt i Apoteket, sagde hun.

      Ida sad paa en lille Stol og lærte at strikke og havde sin egen lille Kop.

      Naar Moderen og Ida gik hjem, tog de Vejen forbi "Gaarden". Der brændte kun, hos Frøken Schrøder og henne hos Forvalteren, to ensomme Lys.

      – Godaften, lød det. Det var Forkarlen, Lars Jensen, han rejste sig fra en Bænk.

      – Godaften, svarede Moderen.

      Og de gik videre, ind i den mørke Godsforvalter-allé.

      Hjemme hørte de Latter helt ud i Gangen. Det var Skovrideren, som var kommet over til The. Moderen gik ud for at lave til, og Ida kniksede først for Fruen, en ganske spæd lille Dame, der havde givet Livet til elve Drenge, og hvis Øjne var blevet større og større for hver Fødsel – og saa for Skovrideren.

      – Naa, hvordan gaar'et med Tøsen, sagde han og løftede hende op i begge Arme, med et Sving. Lund var en vældig Mand i Bredden, der lo, saa han blev rød helt ned i Nakken.

      – Lund, Lund, Du er saa voldsom, sagde Fruen: Du er kun vant til at tumle med Drenge.

      – Uha! sagde Lund og blev ved at svinge hende: hun har s'gu godt af'et. Det sætter Blodet i Bevægelse.

      De gik ind at spise: Aa, sagde Fru Lund (for der var intetsteds, hvor der var saa mange kønne Ting paa et Bord som hos Godsforvalterens): hvor maa det være dejligt at kunne holde alting saadan som De, Fru Brandt.

      I Skovridergaarden gik det lidt hulter til bulter; elve Efterkommere var mange.

      De talte om Egnens Nyt og om Symaskinen. Skovrideren havde været inde at se, hvordan den løb.

      – Man skal jo syne Kunstværket, sagde han.

      – Det er jo en Haandmaskine? sagde Fru Brandt.

      – Ja; men Fanden véd, om det holder.

      – Jo, Lund, sagde Fruen og saa hen for sig: det maatte nu alligevel være rart i et Hus, hvor der er mange at sy om.

      Lund bare lo:

      – Naa, født Silfverhjelm – Apotekerfruen anbragte dette sit Frøkennavn under Mogensen paa sine Kort – kunde s'gu nok blive færdig med at sy sin Smule Skørter i Haanden.

      – Men der er jo dem, sagde Fru Brandt, bydende et Fad frem: som gerne vil være blandt de første til at ha'e en Ting.

      – Og naar man saa, sagde Fru Lund, ikke har andet at tænke paa, saa er det jo rimeligt.

      Fru Lund, der altid talte i en Tone, ligesom hun tyssede paa nogen, gik over til at tale om Prisen paa Smørret:

      – Nu var Levy igen gaaet