Ludvigsbakke. Bang Herman

maatte anskaffes.

      – Véd Du, kære, her kan blive nydeligt. Ja, Fru Brandt, De véd, jeg har sagt det saa tit, jeg holdt jo ikke ud i disse Stuer en Time, med alle Møbler saadan klistrede op ad Væggene.

      – Vi har nu været tarvelige Folk, Fru Mogensen, sagde Fru Brandt og bød til Sæde. Ida og Schrøder holdt sig i en Krog.

      Fru Mogensen blev ved at tale: Her var jo egentlig kun tre Stuer. Dit Klaver, Henriette, er vel Hornungs? Deres, lille Fru Brandt, er jo tysk … Men der er jo ogsaa blevet spillet saa lidt her i Huset.

      Hun stod i Døren mellem de to Stuer, stadig talende, pegende og raadende, placerende Møbler, fejende de gamle Sager ud, saa inderlig venlig mod Fru Brandt, venlig, som om hun slog hende:

      – Der sætter Du saa det, og der det – søde Henriette … her kan blive nydeligt – —

      Fru Brandt bød Kaffen om i Sølvkanden, Brandts Hædersgave, den fra Jubilæet.

      Ogsaa Fru Reck blev ivrig og talte om sine Møbler og Gardiner og Dørene, mens Fru Mogensen Hyttede Sølvkanden for at tegne et Udkast til de Reckske Stuer paa Fru Brandts Dug.

      Hun bad om en Alen. For Du maa jo dog ha'e Maalene, sagde hun, og Ida bragte Alenen, mens Fru Reck tog Maal, staaende op paa en Stol, passerende over Gulvene, opmuntret og spørgende Fru Brandt om gode Raad.

      – Ikke, lille Fru Brandt, ikke sandt, lille Fru Brandt, sagde hun hvert andet Minut, mens hun ophængte usynlige Gardiner, arrangerede de fremmede Møbler og Stykke for Stykke søndrede det gamle Hus. Fru Brandt svarede stadig i smaa Sætninger, og Schrøder stod og pustede over sin Kop: hun syntes, Kagerne blev til store Klumper i hendes Mund.

      – Jo, Du, jeg tror virkelig ogsaa her kan blive ganske net, sluttede Fru Reck og sprang ned af en Stol.

      Lidt efter tog Fru Mogensen Fru Reck med hjem til Apoteket i sin Ponyvogn.

      Hun stod endnu i Døren – Fru Reck var paa Vognen – og sagde Farvel:

      – Ja, kære Fru Brandt, sagde hun og lagde mildt begge sine Hænder om hendes: det maa jo være lidt svært …

      Hun blev staaende et Øjeblik, og mens hun saa Fru Brandt lige ind i hendes Ansigt, sagde hun en Gang til og førte sine Hænder hen over hendes Arm:

      – Rigtig svært.

      Saa var Vognen borte.

      Schrøder skyndte sig at komme bort. Hun brød sig ikke om at være der alene:

      – Naa, sagde hun: Farvel i Længen. Saa fik Apoteket da endelig en Gang taget Maal af Godsforvaltergaarden.

      Schrøder gik.

      Fru Brandt vaskede selv Porcelænet af og samlede Stykke for Stykke i brede Stabler. Men saa paa én Gang satte hun sig ned paa Stolen ved Buffet'en. Fru Brandt græd.

      Ida blev staaende Foran hende: hun havde aldrig set sin Moder saadan rigtig græde.

      Saa rørte hun sagte ved hendes Knæ. Og Fru Brandt tog Barnet op til sig, mens hun blev ved at græde.

      Men om Eftermiddagen kom hun ned forbi Apoteket, i Sørgeslør, med en Krans. Hun vilde paa Kirkegaarden … Der var Musik derinde, i Apoteket.

* * * * *

      Det begyndte at mørknes, mens Schrøder blev ved at gaa ude i Haven spejdende bøjet over den sidste Sne; der var altid Vintergækker, her paa det Sted, de første.

      Men de var jo saa spæde og svære at hitte.

      Hun havde fundet ti, tolv, fine og kolde. Dem vilde hun da gi'e Fru Brandt, før hun skulde rejse.

      Hun kom ind i Stuerne, der var nøgne og bare. Ida gik og tullede, indhyllet i et Sjal, og havde ikke det Sted at være. Mørkt var der og Halm laa der over Gulvene.

      – Er det Dig, Tut, sagde Schrøder, forsøgende at anslaa en glad Tone.

      – Ja, sagde Ida.

      – Herregud, hvor de er kolde, sagde Schrøder, og "krøllede" hendes Hænder.

      – Mo'r er inde, sagde Ida.

      "Inde" var Sovekamret. Nu var der pakket og ryddet otte Dage, Stue for Stue, som mistede de et Stykke af Huset for hver Dag. I Sovekamret stod der i den bare Vinduskarm et Lys i en Flaske. Ellers var der kun Sengen og Folkenes gamle Klædeskab. Paa Sengekanten sad Christen Nielsens Kone, og Fru Brandt gik rundt i et sort Sjal.

      Christen Nielsen kom, talte lavmælt og langsomt, med Hænderne paa sin Mave: Men saa blev 'et ved det, baade med Smørret og Skinkerne – det vild' 'et blive.

      Fru Brandt gik og pakkede det sidste sammen, mens han talte: nu havde hun vel sanset alting, faaet gjort alle Aftaler … For fra Godset fik hun det dog billigst, naar hun skulde købe. Det skyldte de hende vel, idetmindste.

      – Ja, ja, sagde Christen Nielsens Kone:

      – Saa skal 'et vel vær': og hun rejste sig fra Sengen.

      – Ja, det maa det vel, sagde Schrøder og lagde Vintergækkene paa Sengekanten. Dem tog Ida, hvem Moderen gav Vanter paa, og holdt dem krampagtigt, mens de tre andre blev staaende stille og saá hen paa Lyset i Flasken.

      De hørte Vognen rulle op for Døren, og Sofie kom ind, bunden til, saa man bare saá hendes Næse. Hun tog Lyset, og de gik alle ind gennem Stuerne. Fru Brandt havde slaaet sit store Slør ned for Ansigtet. Men Ida gik med de tolv Vintergække i Vanten.

      Ude i Gaarden stod Lars ved Hestene. Bæsterne var de gamle. Men Vognen, det var Godsherrens Jagtvogn, for Brandts Kaleche var "gaaet underhaands".

      Fru Brandt kommanderede, bag sit sorte Slør.

      – Jeg kommer straks, sagde Schrøder og løb over mod Hovedbygningen.

      Der var mange Sække og Krukker, der skulde staa lige, og Fru Brandt blev ved at kommandere, bag sit Slør. Forvalteren kom til, og de hjalp alle til, mens ingen talte uden Fru Brandt, og Ida kom op i Vognen og saa Fruen.

      Schrøder kom løbende tilbage. Hun havde en Pakke, sagde hun: den var til Tut; det var Huset, som Frøken Rosenfeld havde tegnet i Sommer. Og Tut skulde ha'e det til et Minde, sagde hun og stak det op i Vognen, mens hun græd.

      Saa var Sofie oppe og Lars sagde langsomt:

      – Har Fruen mon mere?

      Der var ikke mer. Ida sad saa sært lillebitte, ved Siden af sin brede Moder, og Schrøder blev ved at græde.

      Saa kørte de.

      De andre blev staaende paa Trappetrinnet og saá efter dem; nu var Vognen væk.

      Uden at sige noget gik de ind, og Schrøder tog Lyset, der stod og flakkede i Gangvinduet, og holdt det op i Døren, ind mod de nøgne og øde Stuer. Saa tændte Forvalteren en Lygte, og Schrøder slukkede Lyset mellem sine to Fingre.

      – Det er ligegodt smerteligen, sagde Forvalteren.

      De traadte ud og laasede Gangdøren. De gik bort.

      – Det er ikke saa lig' til, sagde Christen Nielsens Kone, naar Forsørgeren falder fra.

      Og saa skiltes de….

      – Barndomsaarene i Horsens kom. Og saa det første, lyse Ungdomsaar og siden de lange Sygdomstider, de lange Dage:

      Huset var ved at vaagne.

      Sofie Pige begyndte at rumstere ude ved Skorstenen. Ida hørte det, halvt i Søvne, og helt mekanisk satte hun de bare Fadder ud paa det strikkede Tæppe foran sin Seng.

      Nu maatte hun op. Hans Christensen var der med Mælken.

      Hun tændte ikke Lys, men listede sagte rundt i Mørket og fik Klæderne paa sig. Hun saa blot Moderen, der sov siddende oprejst i sin Seng, som en bred Skygge, der dækkede Daglysningen bag Gardinerne.

      Ude i Køkkenet var Hans Christensen allerede kommen, og han fik Mælkepengene, der laa aftalte i Køkkenrækken:

      – Ja, kold er hun nu til Morgen, sagde han:

      – Nu er Kæret da bundfrosset hjemme ved vores …

      Han