Ludvigsbakke. Bang Herman

det øverste Vindu havde Frøken Rosenfeld løftet Ida op i Armen. Ida holdt sig hos hende hele Dagen, uden at tale, kun følgende hende, med kolde Hænder, som en krank lille Skygge:

      – Se dog, se, sagde hun.

      Der gik en Raket op igen, da Feddersen kom forbi med Frøken Adlerberg:

      – De gaar ikke højt, sagde han.

      Og Frøken Adlerberg, der lo, mens hun gik med sit Slæb over Armen, sagde:

      – De er fra Landet.

      Frøken Rosenfeld vendte sig rask med Ida, og hun hørte Kammerherren, der sagde henne ved sit Vindu:

      – Det er nydeligt, virkelig nydeligt … og han tilføjede, seende ud i Luften:

      – Og han var en saa fortræffelig Mand.

      Frøken Rosenfeld gik med Ida over Pladsen, da hun pludselig følte Taarer paa sin Haand:

      – Men hvorfor græder Du? spurgte hun.

      Barnet svarede hende ikke.

      Skovrideren stod med sin Kone oppe i Dansesalen i Krogen ved det nederste Vindu; Raketterne steg stadig op i Natten, for der var mange, men smaa var de:

      – Herregud, Mo'r, sagde Lund: hvor er 'et dog sørgeligt.

      Ganske sagte kom Frøken Rosenfeld med Ida ind i den Syges Stue, hvor Fru Brandt sad bred paa den samme Plads.

      – Vi vilde sige Godnat, hviskede hun.

      Og mens Fru Brandt rejste sig, bøjede hun Ida ned over hendes Fader (Ida havde i sine Øjne det samme Udtryk som et ganske lille Barn, der er sygt). Brandt slog Øjnene op:

      – Er det Barnet? sagde han: Saa hun Fyrværkeriet?

* * * * *

      Ida laa hos Frøken Rosenfeld om Natten. Frøkenen sad ved sit Vindu, Gæsterne var borte, og Natten var mørk. Saa jog en Vogn ud af Godsforvalterporten ned over Vejen, gennem Mulmet, som en Skygge.

      Alle Hunde fo'r halsende op …

      Da de kom ned om Morgenen, gik Konferensraaden hen til Klaveret og lukkede det stille, mens han tog Nøglen til sig.

      Gamle Brandt var død.

      Alle Gæsterne spredtes, langt ud i Skoven og Haven. Frøken Rosenfeld sad ene med Ida paa sit Skød.

      Ovre i Godsforvalterboligen gik Fru Brandt og tog mange Lagener frem af sine dybe Skabe.

* * * * *

      Fru Brandt sad i sin Dagligstue, kulsort og mægtig, og ventede paa Vognen med Fru Reck, den nysudnævnte Godsforvalters Frue, som skulde se sit fremtidige Hus. De broderede Tæpper var fremme paa alle Gulve, og om Brandts Portræt var der hængt Immortelkrans. Ida var ovre hos Schrøder.

      Saa slog Sofie Døren ud til Gangen op:

      – Dér er hun, sagde hun; det lød som et "Vagt i Gevær", og hun blev staaende, lang og sort, bag sin Madmoder, der aabnede Yderdøren:

      – Ja, jeg er Fru Reck. sagde en forvirret Dame, der var lille og slank og holdt Slæbet af sin graa Kjole i sin Haand.

      – Velkommen, svarte Fru Brandt og rakte langsomt Haanden frem. Hun havde altid bevaret et Bondepige Haandtryk, der bare "rørte". Nu var Haanden iskold.

      – Hjælp Fruen, sagde hun til Sofie.

      Sofie tog Kaaben af Fru Reck med sine knoglede Hænder.

      De kom ind i Stuerne:

      – Aa, hvor er de store, brast det ud af Fru Reck. Hun blev rød i det samme: Hun var blevet staaende, et Nu, ganske forskrækket foran de lange, landlige Gulve.

      – Ja, Boligen er rummelig, sagde Fru Brandt og bød Fru Reck til Sæde ligeover for sig. Fru Reck vidste ikke selv, at hun førte Lommetørklædet to Gange op til Panden, mens Fru Brandt sagde noget om Kulden og om at køre.

      – Ja, sagde Fru Reck: det var lidt koldt paa Vognen.

      Hun troede nok, hun ogsaa havde sagt noget om Hr. Brandt og at det sandelig ikke vilde være let for Reck (hun var ganske varm og hun tænkte jo etsteds i sit Hoved ogsaa paa Gulvene):

      – Nej, det vil sandelig ikke være let, sagde hun endnu en Gang og hørte Fru Brandt sige:

      – Ja, Brandt og jeg er jo barnefødt paa Stedet.

      Fru Reck ventede et Øjeblik:

      – Ja, sagde hun saa: Reck og jeg, vi er jo Byfolk.

      Fru Brandt havde utvivlsomt set det, men hun sagde kun og rejste sig:

      – Hvis Fruen nu vil nyde noget.

      Og de gik ind i Spisestuen.

      Fru Reck troede aldrig, hun havde set saa megen Mad, og hun blev ved at spise og spise, ligesom hun ikke turde andet, mens Fru Brandt bød og bød, uden selv at spise – som barrikaderet bag al sin egen Mad.

      Hun talte om Byggegælden; vi har jo maattet bære den, sagde hun, mens hun blev ved at byde, med samme kolde og tørre Stemme og Øjnene ufravigelig fæstede paa Fru Reck, som havde hun Lyst til at kvæle Gæsten i al sin Mad.

      – Ja, sagde Fru Reck, her er jo gjort saa meget … véd vi….

      Fru Brandt svarede:

      – Her var Stengulve, da vi kom.

      Fru Reck tænkte, der kunde gerne være Stengulve endnu.

      Efter Bordet gik de rundt i Huset, Fru Brandt forrest, aabnende, lukkende, visende alt fra Stue til Stue, fra Rum til Rum.

      Fru Reck, der frøs i sin tynde Bykjole, sagde:

      – Tak, nu har jeg jo set det … men Tak, nu har jeg jo set det, Fru Brandt.

      Men Fru Brandt gik videre, forevisende alt: Kælder, Mælkekælder, Kartoffelkælder, Lofter, det hele Hus, hele det fejlfri Hus, hun havde grundet, og som hun skulde forlade, hun, Enken.

      Hun talte om Sengene, deres egne Senge, Folkesengene, Gæstesengene. Fru Reck sagde:

      – Ja, hvad der maa anskaffes.

      – Her er Skabrummene, sagde Fru Brandt, da de endelig kom ned i Gangen.

      Hun aabnede sine Skabe, visende Linnedet, Puderne, Vaarene, Omhængene; udkrammende sin Bondevelstand; talende en Kende højere, med smaa Trækninger om sin Mund, i en pludselig enkeagtig Skadefryd.

      Fru Reck tænkte ved sig selv:

      – Nej, hun skal aldrig over min Dørtærskel; og sagde:

      – Ja, Fru Brandt, naar man blot var halvt saa dygtig en Kone som De.

      – En maa jo holde sit Hus, sagde Fru Brandt, der lukkede sine Skabe og tog Klodstøfler paa: de skulde se Haven. Da de kom derud, mødte de Ida, der kom med Schrøder, som vilde se den nye Kone.

      – Jeg er Husjomfruen paa Gaarden, sagde hun og gav Fru Reck et Haandslag med en rød Haand. Fru Reck følte ligesom en Lettelse og sagde meget venligt bøjet ned over Ida, der stod hos Moderen:

      – Det er Deres Datterdatter, Fru Brandt.

      – Min Datter, svarte Fru Brandt, og de blev alle røde i Hovederne paa én Gang, mens Fru Reck gjorde Stillingen endnu værre ved at sige:

      – Her har Du rigtignok haft en dejlig Have.

      – Ja, mumlede Ida og trak i sin Haand, som Fru Reck holdt.

      Der var ingen, der talte mer, før de igen kom ind i Gangen, hvor de saá Apotekerfruen, som var arriveret i Ponyvogn og iført Søløveskindspels. Hun begyndte at kysse løs paa Fru Reck, uden at se til de andre, under en Strøm af Ord:

      – Søde Henriette (de var Skoleveninder), sødeste Henriette, hvor har jeg dog glædet mig, kære Du, over dog at faa et Menneske til Egnen, én af sine egne (de havde næppe set hinanden i tolv, femten Aar), det kan saamæn behøves …

      Fruen fra Apoteket blev ved:

      – Ja, bedste Fru Brandt, jeg ta'er af mig.