Ludvigsbakke. Bang Herman

Hr. Reservelæge.

      Lægen gik alene ind paa "A" og lukkede Døren.

      Kandidat Qvam svang sig op paa Forstuebordet og slog Benene sammen:

      – Vorherre frels os, sikken en Vagt. Elve indlagt og én af dem "pumpet".

      – Var det Opium? Frøken Helgesen talte til Kandidaterne forretningsmæssigt som til Kolleger.

      – Ja, det er en Klejnsmedesvend … De si'er, det er Kærlighed, og nu har de slæbt ham paa femte Time op og ned ad Gulvet – to Mand … Vorherre bevar's, at Menneskenes Børn ikke kan lære at tage det med Ro … Hvad siger De, Frøken Brandt?

      Qvam sprang ned, for Reservelægen kom ud:

      – De kan gerne lade Patienten trække lidt frisk Luft, sagde han; han var allerede ved Døren til Kvinderne.

      Qvam gik bagest; han rystede paa Tærskelen sine Ben i de hvide Sportsbukser, som vilde han ryste Støvet af sine Fødder.

      Ida gav de tre Gamle Mad, hun havde en egen, nænsom Maade at løfte dem op i Sengen.

      Frøken Petersen kom ud af sin Stue, vims og forpustet:

      – Hvad er Klokken. Jomfru? sagde hun ind til Ida (Frøkenen havde ti sirlige Svingninger med Underkroppen for hvert Skridt, hun tog):

      – Mit Uhr er gaaet istaa.

      – Den er mange, sagde Ida. Den var altid mange, naar Frøken Petersen kom op om Aftenen.

      – Ak, ja, De er rar og venter. Jeg løber ind til The….

      Ida nikkede kun, hun var saa vant til at maatte vente paa de andre en Halvtime efter Tjenesten. Hun satte sig ind under Blusset i Salen og gav sig til at sy.

      Hvor godt hun dog huskede Karl von Eichbaum, nu, hun tænkte paa det, hjemme fra Ludvigsbakke – ham og hans Moder, der altid sad helt oppe ved Bordenden, hun havde altid Konferensraaden til Bords.

      Fru von Eichbaum gik Ture paa Klokkeslet og havde de to Stenbænke i Forvaltergangen, hvor hun hvilede – for sig alene.

      Hun sagde altid: Dér har vi jo den lille Frøken Brandt, som om hun opdagede hende paany hver Gang.

      De tre Patienter sad ved Enden af Sengen og spillede Kort med Uldbukserne i Aal højt op om Benene. Men Schrøder vilde i Seng. Han sad i den bare Skjorte paa Sengekanten, Benene hang, som sad Knoglerne løse paa ham.

      – Nu maa De helt i Seng, Schrøder, sagde Ida.

      – Ja, svarede han og blev siddende med ludende Hoved.

      Ida maatte rejse sig, før Schrøder fik løftet Benene besværligt, som var det noget, der krævede en tung Eftertanke: Saa, sagde hun og slog ned paa Tæpperne med begge Hænder: Det er jo meget bedre, naar De ligger … ikke?

      Hun blev ved at hjælpe med Tæpperne, mens hun tyssede paa Bertelsen: han blev altid saa voldsom ved Kortene. Saa hørte hun Frøken Petersens Nøgler og begyndte at pakke sit Sytøj sammen: hun skulde endnu kun aabne paa "A".

      Herren paa "A" sad ved Bordet og løftede kun Øjnene for straks at begynde at skrive igen paa sine store Papirer. Det var altid Tal og Tal, han skrev, saa langsomt som han prentede dem.

      – Saa aabner jeg Skodden, sagde Ida og aabnede det høje Vindu.

      Frøken Petersen stod udenfor ved Kighullet, da Ida kom ud.

      Herren derinde rejste sig langsomt, og stille satte han sig op i Karmen.

      Uden at røre sig sad han og saá ud i Natten frem mod Stjernerne.

      – Hvad er det, han altid sidder og regner paa, sagde Frøken Petersen.

      – Dr. Qvam si'er, sagde Ida, at han vil finde Lovene …

      – Stakkel, sagde Frøken Petersen, der intet forstod, og hun gjorde et Jomfru-kast med sit Hoved, før hun gik bort fra Kighullet.

      Ida aabnede Døren til den urolige Gang, hvor hun gik ind. To Portører holdt en død Krop mellem sig; dens Arme hang over deres Skuldre, mens de slæbte den.

      Josefine, der sad paa Bænken under Vinduerne og skulde have to sløve Mandspersoner til at spise, sagde med et Kast med Hovedet over mod Portørerne:

      – Det er osse et Slid, nu har det varet fem Timer.

      Portørerne drejede lige ved Døren til "den gode Gang", da Ida skulde ind, og den ene af dem sagde, seende paa det hængende Hoved:

      – Det er forresten et pænt Menneske.

      – Ja, sagde Ida og saá ind i hans Ansigt, hvis Læber var aabne som en Maskes – og Portørerne vendte sig og slæbte Kroppen videre.

      Inde paa den gode Gang stod Celledørene aabne og Patienterne blundede stille i deres Senge. I Spisestuen sad Frøken Friis, der havde Friaften og skulde i Theatret, med Kikkerten foran sig paa Bordet, og knappede Handsker:

      – Aa, sagde hun: dér har vi "Jomfruen" …

      – Hjælp mig, hva'? hun strakte den ene Haand ud mod Ida, der altid skulde "hjælpe": jeg kommer meget forsilde.

      Ida knappede Handsken, mens Plejemoderen, Frøken Helgesen, der sad bag Themaskinen i sin Yndlingsstilling med Armene overkors, sagde med sin meget tydelige Stemme:

      – Hvad har det Liv kostet?

      – Tak, Jomfru.

      Frøken Friis spejlede sig en sidste Gang i det lille Spejl i Hjørnet; hun fredede endnu om det Ydre som to og tyveaarig, hun havde haft ubeskaaret for ti Aar siden, og Haaret maatte have sit ganske bestemte Fald i Tindingerne:

      – Jeg har faaet det af en Fætter i Aalborg, sagde hun, om Livet.

      Frøken Krohn og Frøken Berg, der drak deres The ved den anden Bordende, sagde:

      – Uha, ja, nu skal man til at tænke paa Vintertøjet.

      Og de begyndte at tale om Hatte.

      – Jeg laver mine selv, sagde Frøken Helgesen bag Maskinen.

      Saa kom der en stor Kvindefigur frem i Døren:

      – Her stinker fint, sagde hun og førte en hvid Haand op til en bred Næse, mens hun saá til Frøken Friis. Det var Frøken Koch, Plejemoderen fra Kvinderne.

      – Ja, sagde Frøken Friis, der endelig var færdig og havde faaet fat i Kikkerten: jeg holder ikke af at lugte af Karbol udenfor Anstalten.

      – Godnat.

      Frøken Koch kom ind i Stuen og satte sig henne i Krogen med Hænderne mod sine Knæ ligesom et Mandfolk:

      – Maa man være her lidt? sagde hun.

      Og Frøken Helgesen, der havde nikket til hende, sagde fra Maskinen:

      – Frøken Friis holder meget af Klæder.

      Frøken Berg og Frøken Krohn blev ved at tale om Hatte, og Frøken Koch sagde, mens hun kløede sig i det graa Haar, der var surret op i Nakken, som man surrer en Tovende:

      – Køb Jer et Par Skindhuer, Børn, de varer.

      De to lo og blev ved med at diskutere Hattene: de maatte da ogsaa passe lidt til Frisuren; og de begyndte at tale om Haar, mens de to Plejemødre spurgte om de Indlagte.

      – Der var elve idag, sagde Frøken Helgesen.

      – Ja, og et svært Mas, sagde Frøken Koch.

      Frøken Berg kunde ikke tænke sig sig selv uden Pandehaar.

      – Ja, sagde hun: om man havde Brandts Haar…. Gud, Brandt, at De ikke "flammer" det.

      – Jeg har altid haft det saadan, sagde Ida.

      Men Frøken Berg vilde prøve at flamme det og begyndte at purre op i Idas Pandehaar med en Lommekam: De er jo ikke til at kende, sagde hun og blev ved at purre op i Haaret: ellers ser De jo ud, som De var vandkæmmet….

      Frøken Krohn, der sad og saá til med begge Armene paa Bordet, sagde:

      – Naa,