Gensyn med sofavAelgerne. Jorgen Elklit

for valgdeltagelsen, dvs. på de institutionelle rammer, de socioøkonomiske strukturer og de særlige forhold omkring det enkelte valg. I kapitel 10 sammenfatter vi til sidst vore hovedresultater med henblik på at besvare spørgsmålet om, hvorfor valgdeltagelsen er stabil og høj i Danmark i modsætning til en række af vore nabolande.

      KAPITEL 2

      Valgdeltagelse i Danmark før og nu

      Som udgangspunkt for analyserne og diskussionerne i de følgende kapitler giver dette kapitel en oversigt over valgdeltagelsens udvikling i Danmark. Bedst belyst er deltagelsen ved folketingsvalgene, men da der også knytter sig betydelig interesse til forskellen i deltagelsesniveau mellem forskellige typer af valg, vil deltagelsen ved nogle af de andre typer af valg også blive taget op. Her står ikke mindst kommunalvalgene i fokus, især på grund af valgdeltagelsesprojektets oprindelige udgangspunkt i kommunalvalgene i 1997 og 2001.

      Det første folketingsvalg blev afholdt 4. december 1849. Valgsystemet dengang var anderledes end nu, idet valgene foregik som flertalsvalg i enkeltmandskredse, oven i købet på den måde, at der først blev stemt ved håndsoprækning, og kun hvis der var tvivl om udfaldet dernæst ved en form for skriftlig – men fortsat ikke hemmelig – afstemning i en slags anden runde (Elklit, 1988a: 56ff).

      Valgretten var også meget snævrere end nu, idet kun „uberygtede“ mænd over 30 år havde valgret, og det endda kun, hvis de (1) havde haft bopæl i valgkredsen (for de ni københavnske kredse dog hele staden under ét) i mindst ét år, (2) havde egen husstand, hvis de var i et privat tjenesteforhold, (3) havde tilbagebetalt eller fået eftergivet eventuel understøttelse af fattigvæsenet, (4) ikke var ude af rådighed over deres bo. Resultatet af disse indsnævrende bestemmelser var, at kun 14-15 pct. af hele befolkningen havde valgret i de første årtier efter 1849, og først efter 1915 steg tallet mærkbart. Nu er det tilsvarende tal ca. 75 pct., og de 25 pct., der ikke har valgret, er naturligvis i helt overvejende grad børn og unge under 18.

      Folketingsvalget i december 1849 blev omhyggelig dokumenteret i den første af den lange række af officielle statistiske publikationer, som siden har været et adelsmærke for dansk valgadministration. Den ærefrygt, hvormed man i 1850 gik til arbejdet med at dokumentere valgets resultater og valgrettens udnyttelse, ses allerede af det pågældende såkaldte tabelværks første sætninger, som fortjener at blive citeret i deres helhed:

      Da den Indflydelse paa Folkets Velvære og Udvikling, som den betydningsfulde Gave, Nationen har modtaget i Grundloven, vil komme til at yttre, væsentlig vil være afhængig af Maaden, paa hvilken Valgretten bliver afbenyttet, maa Man önske, at den offentlige Opmærksomhed ret alvorligen vil være henvendt paa denne Sag og paa hvad der med samme staaer i Forbindelse; og for at levere Publikum et Hjælpemiddel i saa Henseende, og for at belyse Valgretsforholdene, har man troet at burde udarbejde denne Oversigt over de Valgberettigede og over Valgrettens Afbenyttelse ved de sidstafholdte Folkethingsvalg, ved hvilken vort Fædreland giver det förste Eksempel paa en udförlig og omfattende statistisk Opfattelse og Fremstilling af et Forhold, der for Tiden spiller en saa höist vigtig Rolle i alle europæiske Stater (Statistisk Tabelværk, Ny Række 2. Bind, 1851, p. I).

      I 43 af de dengang 100 valgkredse (hvortil kom valgkredsen på Færøerne) blev valget afgjort i første runde, dvs. ved håndsoprækning („ved Kaaring“, som det hed i tidens sprogbrug). Derfor blev valgdeltagelsen slet ikke opgjort i disse kredse. I de 57 kredse, hvor vælgernes stemmeafgivning var mundtligt og efterfølgende blev skrevet op (såkaldt „Afstemning til Protokol“), har man derimod præcise opgørelser over valgdeltagelsen.

      I gennemsnit deltog 32,5 pct. af vælgerne i disse 57 valgkredse, og man skal her huske på, at vælgerne kun udgjorde 14-15 pct. af indbyggertallet. Det betyder naturligvis, at Folketingets sammensætning blev bestemt af beskedne fem pct. af befolkningen. Omkring gennemsnitstallet var der en vis variation: Forholdsvis flest (57,9 pct.) stemte i Store Heddinge-kredsen i Præstø Amt, forholdsvis færrest (8,1 pct.) i Bjergekredsen i Vejle Amt.

      Det pågældende Statistiske Tabelværk indeholder også en omhyggelig dokumentation af vælgerkorpsets sammensætning efter alder og erhverv i hver af de 100 valgkredse. Det er dog kun for de seks af Københavns ni valgkredse, hvor der var egentlig afstemning, at man også fik gjort op, hvor mange i hver af disse aldersopdelte erhvervsgrupper, der faktisk stemte. Denne opgørelse er imidlertid også opdelt efter, hvem af de opstillede kandidater vælgerne stemte på (hvilket jo ikke var et problem, da der ikke var hemmelig afstemning); det er derfor også muligt at identificere det sociale og aldersmæssige mønster i de enkelte kandidaters vælgertilslutning. Tallene er i mange tilfælde små på grund af de mange kategorier, materialet er opdelt i, så man skal ikke lægge for meget i dem. Alligevel er det værd at notere, at den – i det mindste efter datidens forhold – radikale jernstøber Lunde, der blev valgt i Københavns 8. kreds, fik mere end halvdelen af sine i alt 514 stemmer fra håndværkersvende og „medhjælpere i industri“ i 30’erne og 40’erne, som netop i denne kreds havde en ganske høj valgdeltagelse – nemlig lige knapt 60 pct. – dvs. vi ser her et klart og meget tidligt eksempel på en politisk målrettet mobilisering.

      Valgdeltagelsen i de seks københavnske kredse med afstemning „til protokollen“ var i øvrigt 24,9 pct., som fordelte sig således på tiårsaldersgrupperne: 30-40 år (inkl.): 25,5 pct., 40-50 år: 25,3 pct., 50-60 år: 26,3 pct., 60-70 år: 20,6 pct. og over 70 år: 11,9 pct., altså samme niveau for de 30-60-årige, og derefter et gradvist fald for dem over 60, hvilket svarer til det mønster for de ældre, som vi også finder i dag.

      Et systematisk studium af valgdeltagelsen i de følgende årtier vanskeliggøres af det samme grundlæggende problem som i 1849: De kredse, hvor valget blev afgjort ved kåring, må nødvendigvis holdes uden for opgørelsen, som derved muligvis får et lidt skævt præg. Hertil kommer, at valgmåden – og ikke mindst den helt offentlige valghandling – bidrog til, at det ikke altid var attraktivt for vælgerne at deltage: Hvis det var helt klart, hvem der ville vinde (en venstremand i en af de jyske landkredse, en konservativ embedsmand i en af de københavnske kredse), var det måske ikke besværet værd at gå hen og stemme, især ikke hvis valgstedet lå fem eller ti kilometer væk. Der var nemlig kun ét valgsted i hver kreds, og derfor var der nogle faktiske omkostninger (i hvert fald i tid) ved at stemme, som nok kan have spillet en rolle for i hvert fald nogle af vælgerne, jf. diskussionen i kapitel 6 om den rationelle model, hvor transportproblemerne er en af de faktorer, der formodes at have betydning, når vælgerne overvejer, om det kan „betale sig“ at gå hen og stemme.

      Der kunne også være sociale omkostninger, som naturligvis var lige så reelle, nemlig hvis man stemte anderledes, end hvad der nu engang var acceptabelt blandt ens venner og kolleger – og somme tider også acceptabelt for arbejdsgiveren eller ens overordnede. Virkningen heraf er vanskelig at gøre op, men der kunne efter indførelsen af hemmelig stemmeafgivning i 1901 straks konstateres bemærkelsesværdige stigninger i valgdeltagelsen i nogle af de valgkredse, hvor der i øvrigt var udsigt til, at socialdemokratiske kandidater kunne vinde, altså de kandidater, hvis vælgere må formodes at have været mest udsat for social og politisk pression (Elklit, 1988a: 303-330).

      Systematiske, sammenlignelige analyser af valgdeltagelsen er i virkeligheden først for alvor mulige fra og med folketingsvalget i 1906. Forklaringen er, at fra dette tidspunkt spillede en række faktorer sammen og bidrog til et markant fald i antallet af valgkredse, hvor der var problemer med opgørelsen enten af valgdeltagelsen eller af vælgernes fordeling på partier (som blev et problem, hvis „valget“ kun bestod i afstemning for eller imod en enkelt opstillet kandidat). Det såkaldte Borgfredsvalg i 1915, hvor der på grund af verdenskrigen var politisk enighed om kun at holde valg i de kredse, hvor det var nødvendigt på grund af for eksempel dødsfald, giver dog også problemer med hensyn til at opgøre valgdeltagelsen, fordi der var fredsvalg i næsten alle valgkredse.

      I forbindelse med ændringen af Grundloven i 1915 voksede vælgerkorpset med ét slag fra 17-18 pct. af hele befolkningen til godt 40 pct., altså mere end en fordobling. Forklaringen på denne store vækst er naturligvis først og fremmest, at kvinder nu fik valgret. Men også nedsættelsen af valgretsalderen til 29 år, ophævelsen af bopælskravet