Gensyn med sofavAelgerne. Jorgen Elklit

surveyundersøgelsen rejser mindst to metodiske problemer. Det ene drejer sig om anvendelsen af telefoninterview, det andet om brugen af paneler.

      Telefoninterviewene har naturligvis indbygget det problem, at man kun får interviewet personer med telefon. Det øger som udgangspunkt frafaldet med 10-15 procent, som ikke har telefon. Og det er næppe helt tilfældigt, hvem der ikke har telefon. Men fordi spørgeskemaet var forholdsvis lille, blev svarprocenten alligevel tilfredsstillende. Under alle omstændigheder har den været forholdsvis høj sammenlignet med svarprocenterne i de senere års store besøgsundersøgelser. Det ser ud til, at det inden for de seneste år er blevet betydeligt vanskeligere at gennemføre store interviewundersøgelser på folks bopæl.

      For telefonundersøgelserne taler så yderligere, at frafaldet synes mere ligeligt fordelt end i forbindelse med besøgsundersøgelser. Som allerede nævnt, er det næppe tilfældigt, hvem der ikke har telefon, og derfor ikke indgår i undersøgelsen. Men de eneste grupper, som frafaldsanalyserne udpeger med særlig lav telefonfrekvens, er de fraskilte og de unge under 20 år. Alligevel er aldersforskellene i det samlede frafald mindre end i besøgsundersøgelser, hvor både de meget unge og de ældre har en højere frafaldsprocent end andre. I den foreliggende telefonbaserede undersøgelse er der stort set ikke forskel på aldersgrupperne. Karakteristisk for besøgsundersøgelserne er endvidere, at de i vore dage giver meget lave svarprocenter i København. Også dette er i langt mindre omfang tilfældet ved telefoninterview. De geografiske forskelle i frafaldet er meget små i den foreliggende undersøgelse. Ifølge frafaldsanalyserne er den eneste klart underrepræsenterede gruppe faktisk de fraskilte.

      Surveyundersøgelsen er som allerede nævnt en del af en panelundersøgelse. Selv om panelstrukturen ikke er blevet anvendt ved undersøgelsen af valgdeltagelsen, udgør den et problem, fordi frafaldet øges, når alle deltagere bliver søgt interviewet tre gange. Nogle af dem, der blev interviewet første gang, vil ikke deltage anden gang, eller der er problemer med at komme i kontakt med dem. Frafaldet blandt dem, der deltager anden og tredje gang, er væsentlig mindre end frafaldet i første runde, men det samlede frafald øges alligevel. Vejer man de tre grupper sammen, bliver svarprocenten i september 2002 61 pct. i forhold til de oprindeligt udtrukne stikprøver. Det er ikke voldsomt højt, men alligevel på niveau med svarprocenterne i de store besøgsundersøgelser, for slet ikke at tale om de kommercielle undersøgelser.

      Øget faglig interesse

      At valgdeltagelsen i mange lande er faldet gennem de senere år, har givet anledning til en stigende faglig interesse. Virkeligheden har sat valgdeltagelsen på dagsordenen, og emnet er taget op af politologer i en række lande (se for eksempel Dalton & Wattenberg, 1993; Franklin, 1996 og 2004; Lijphart, 1997 og 2000; Blondel, Sinnott & Svensson, 1998; Bennulf & Hedberg, 1999; Teorell & Westholm, 1999; Blais, 2000; Elklit et al., 2000; Pintor et al., 2002; Pintor & Gratschew, 2004; Aardal (red.), 2002; Norris, 2002 og 2004).

      Vi vil mere konkret gennem bogen redegøre for, hvordan man i den nye forskning har anskuet spørgsmålet om valgdeltagelse, og hvilke bud der er givet på at forklare udviklingen. Interessen har samlet sig om følgende spørgsmål: Hvorfor har valgdeltagelsen i en række lande været for nedadgående? Hvorfor har udviklingen været forskellig på forskellige niveauer og ved valget til organer med forskellige kompetencer? I hvilket omfang kan forskelle i valgdeltagelse forklares med individegenskaber, og i hvilket omfang af institutionelle forhold? Stemmer vælgerne primært, fordi de føler, at det er en slags borgerpligt? Eller fordi de tror, deres stemmeafgivning har afgørende betydning for slutresultatet? I hvilket omfang er der fortsat klare forskelle mellem sociale grupper og kategorier med hensyn til deres valgdeltagelse? Og hvordan kan sådanne forskelle bidrage til at forklare valgdeltagelsens niveau og udvikling over tid?

      Hvorfor er valgdeltagelse interessant at beskæftige sig med?

      Den øgede faglige interesse for studiet af valgdeltagelse hviler på en interesse for den demokratiske styreform, dens funktionsmåde og fortsatte overlevelse. Opmærksomheden omkring disse forhold er blevet skærpet af tendensen til faldende valgdeltagelse i en række lande. Når der ud fra en demokratisk betragtning kan være grund til at være bekymret over en faldende valgdeltagelse, skyldes det navnlig to forhold.

      For det første ses en høj valgdeltagelse gerne som udtryk for den demokratiske styreforms stabilitet og for en bred folkelig tilslutning til de repræsentative institutioner. Et demokratisk system, der mangler aktiv opbakning fra sine borgere, kan stå over for alvorlige legitimitetsproblemer, og i sidste ende kan dets overlevelse være truet (Lipset, 1960: 180). Forestillingen om, at en høj grad af politisk borgerdeltagelse er udtryk for demokratisk legitimitet og stabilitet, nyder efterhånden overvældende teoretisk og empirisk støtte (Norris, 2002: 5; Powell, 1982: 206). Man er derfor også begyndt at interessere sig for, hvilken betydning det har, om valgdeltagelsen er høj eller lav, eller om den falder, stiger eller er stabil. Har det konsekvenser for demokratiets fortsatte eksistens og udvikling, hvordan valgdeltagelsen ændrer sig? Kan man ikke holde et repræsentativt demokrati i gang med en beskeden valgdeltagelse? Er lav valgdeltagelse udtryk for, at folk er tilfredse og ikke mener, at det er nødvendigt at blande sig i politik, fordi politikerne tager sig af det på en tilfredsstillende måde, eller er lav og faldende valgdeltagelse et faretegn, som alle demokrater bør være opmærksom på? Vi kan ikke give svar på alle disse spørgsmål i denne bog, men de vidner om, at studier af valgdeltagelsen er interessant ud fra en overordnet demokratisk betragtning.

      For det andet har en lav og faldende valgdeltagelse mere direkte politiske konsekvenser. Det er utallige gange blevet påvist, at politisk deltagelse varierer med social baggrund. De ressourcestærke og de velintegrerede borgere deltager i højere grad end de svage og marginaliserede borgere. Man kan derfor frygte, at en lav valgdeltagelse betyder en ulige og socioøkonomisk skæv valgdeltagelse (Lijphart, 1997: 2). Hvis det er sådan, at jo lavere valgdeltagelsen er, jo skævere bliver den, har det ud fra en politisk betragtning uheldige konsekvenser, fordi bestemte interesser overrepræsenteres, mens andre underrepræsenteres. Hvis alle borgernes interesser skulle repræsenteres ligeligt, burde valgdeltagelsen være 100 pct. Da den ikke er det – og da den ydermere er faldende i en række lande – er det væsentligt at finde ud af, hvem der holder op med at deltage, i første omgang fordi deres interesser risikerer ikke at blive tilgodeset, i anden omgang fordi det kan tænkes at undergrave disse gruppers tilslutning til den demokratiske styreform.

      Der er således mange gode grunde til at vende tilbage til sofavælgerne og se på dem igen. Forudsætningerne for at undersøge valgdeltagelsen er ændret, og en række nye spørgsmål trænger sig på. Et gensyn med sofavælgerne i begyndelsen af det nye årtusinde skulle gerne kunne give svar på, hvad der har ændret sig over de seneste 40 år, og om der findes stabile mønstre med hensyn til, hvem der stemmer, og hvem der bliver hjemme på sofaen.

      Bogens indhold

      I det næste kapitel beskriver vi udviklingen i valgdeltagelsen i Danmark fra midten af 1800-tallet frem til i dag, og vi påviser nogle grundlæggende træk, som tidligt viste sig, og som fortsat har gyldighed. I kapitel 3 gennemgår vi herefter de teorier, der er fremsat om valgdeltagelse, idet vi særligt koncentrerer os om de sider af teorierne, som vi kan sige noget om på grundlag af de data, vi har haft til rådighed. I kapitel 4 analyseres danske statsborgeres valgdeltagelse på grundlag af registeroplysningerne, idet der fokuseres på de socioøkonomiske baggrundsvariable, der spiller en rolle for, hvem der stemmer, og hvem de bliver hjemme på sofaen.

      I kapitel 5 analyseres på grundlag af surveyoplysninger, hvilken rolle danskernes normer og holdninger har for deres valgdeltagelse. Her fokuseres der mere direkte på den ovenfor omtalte stemmenorm, end vi tidligere har været i stand til (Elklit et al., 2000: 22). I kapitel 6 undersøges det ud fra den rationelle model, om danskerne stemmer, fordi de vurderer, at fordelene overstiger ulemperne, eller om de stemmer af helt andre grunde.

      I kapitel 7 tages de etniske minoriteters valgdeltagelse ved kommunalvalget i 2001 op til undersøgelse. Det vises, at valgdeltagelsen varierer ganske meget fra den ene gruppe til den anden. På denne baggrund