Antropologi i Middelalderen og RenAessancen. Ole Hoiris

hvorfor kun filosoffer ifølge en del stoikere kunne udvikle samfundet. Og derfor var det kun filosoffer, der burde være samfundets ledere.

      Udviklingens forløb inden for de cyklusser, stoikerne satte verdenshistorien ind i, gik fra de oprindelige paradisiske urtilstande, hvor menneskets sande og fornuftige natur kom rent til udtryk, og hvor mennesket levede i overensstemmelse med naturen og dermed med den immanente verdensfornuft, via et moralsk forfald til katastrofen i form af den verdensbrand, der afsluttede en cyklus og skabte grundlaget for en ny. Målet for den enkeltes eksistens, noget den enkelte på trods af den systemiske, cykliske gentagelse af verdens gang selv var herre over, var at blive vis, det vil sige at beherske sine lidenskaber og søge dyden i form af mod, mådehold og retfærdighed. Og dette betød videre, at man skulle søge mod den oprindelige renhed ved at fornægte civilisationens lokkende tilbud. Det var i dette perspektiv, at stoikerne i lighed med de tidligere kynikere betragtede barbarerne som de sidste repræsentanter for den oprindelige, paradisiske tilværelse. Barbarerne var dermed de ideelle forbilleder for levemåden, om end stoikerne ikke havde en tilbagevenden til denne tilstand som et mål. For dem drejede det sig i stedet om renselsen med henblik på dyden under ledelse af filosofferne.

      For stoikerne havde alle mennesker i kraft af at være den samme guddoms skabelse fornuften, og hovedmodsætningen kom nu til at stå mellem de vise og de uoplyste. På baggrund af en fundamental menneskelig enhed var der visse fornuftsmæssige og dannelsesmæssige forskelle. Denne menneskelige enhed skulle Zenon ifølge den senere Plutark fra Chaironeia (ca. 46-120) have givet direkte udtryk for i et nu forsvundet værk, Staten,¹¹ og dette synspunkt skulle blive både støttet og udbygget af den stoiske, filosofiske kejser Marcus Aurelius (ca. 121- 180). Stoicismen var således en filosofi, som kunne føje sig meget fint ind i verdensriger som det alexandrinske, det romerske eller det kristne.

      Det romerske barbarbegreb

      Grundlaget for romernes opfattelse af de fremmede var naturligvis den romerske ekspansion, der både bragte dem i kontakt med en lang række forskellige folk og med græsk tænkning. Forud for påvirkningen fra den græske tænkning karakteriserede romerne de fremmede ved de neutrale begreber ‘exteri’, ‘externi’ eller ‘gentes exterae’, altså eksterne folk eller nationer, og det skyldtes, at relationerne til de fremmede var meget forskellige, alt efter om der var tale om allierede eller fjender.

      Med erobringen af de græske områder blev det græske barbarbegreb sammen med meget andet græsk tankegods og ikke mindst græsk sprog indføjet i den romerske diskurs. Og dette skete i et sådant omfang, at romerne også et stykke tid overtog kategoriseringen af sig selv som barbarer, ligesom de accepterede, at de kun under græsk åndelig ledelse og med beherskelse af det græske sprog kunne føres ud af barbariet. Der kom dog også hurtigt reaktioner mod dette fra romere, der følte sig urimeligt barbariseret. Cato den Ældre (ca. 234-149 fvt.) brokkede sig over forholdet og skrev at: »Grækerne håner os også altid ved at benævne os barbarer, og yderligere tilsviner de os mere end andre ved at give os øgenavnet Opiker« (en stammebetegnelse, som havde en endnu stærkere klang af barbarisk).¹² Men det var først med Gaius Lucilius (ca. 180-102 fvt.), at der skete en omformulering af begrebet, idet han brugte barbarbegrebet til at betegne alle ikke-græsk-romerske folk. Og senere skulle også Marcus Tullius Cicero i sit værk Om staten fra 52 fvt. behandle problemet i form af en dialog mellem Scipio Africanus og Gaius Laelius Sapiens: »Scipio:

      Sig mig engang: herskede Romulus over barbarer? Laelius: Hvis man som grækerne mener, at alle mennesker enten er hellenere eller barbarer, er jeg bange for, at han gjorde det. Men hvis man anvender ordet barbarer, ikke om dem der taler et fremmed sprog, men om dem der er uden del i civilisationen, så tror jeg, romerne lige så lidt som grækerne er barbarer.«¹³

      Romernes afbarbarisering kunne ske på flere måder, blandt andet ved at gøre grækerne til romere eller romerne til grækere. Det sidste blev det mest populære. Således påviste den græske historiker Dionysios fra Halikarnassos, der levede omkring vor tidsregnings begyndelse, at romernes oprindelse og politiske udvikling ikke var barbarisk, men græsk. I sit værk om den tidligste romerske historie, Antiquitates Romanae–Den romerske oldtid, viste han, at alle de folk, der var indvandret til Italien, og som blev til romere, stammede fra grækere, der var udvandret før krigen ved Troja. Romernes græske essens viste sig også ved, at grækerne efter syv generationers romersk herredømme ville være blevet barbariseret, hvis romerne havde været barbarer, og det var jo ikke sket. Og som trumf på det hele viste Dionysios, at romerne ikke blot var grækere, men at de var bedre grækere end hellenerne, for romerne havde bevaret de arketypiske græske træk fra Homers tid. Derfor var romernes adfærd en model for alle andre og det romerske verdensherredømme dermed legitimt.¹⁴ Men det var først i det 2. århundrede evt. at romerne helt satte sig ud over deres græske kompleks og som Aelius Aristides delte verden op i romere og ikke-romere ud fra den argumentation, at navnet romer ikke længere angav tilhørsforholdet til en by, men til en hel nation. Denne nation var ikke bare den første og bedste af alle, men den stod over for alle de andre.¹⁵

      Romerne var dog ikke kun optaget af at afkaste sig betegnelsen barbar, men også af at formulere et barbarbegreb, der passede til den romerske situation. I begyndelsen af denne proces var det græske eller græsk-romerske historikere, der stod for denne udvikling.

      Central i videreførelsen af den stoiske tænkning i det romerske miljø var Poseidonios fra Apameia i Syrien (ca. 135-51 fvt.). Poseidonios havde rejst i det meste af den dengang kendte verden og med inspiration fra Aristoteles indsamlet informationer inden for mange forskellige videnskabelige områder, herunder også kulturvidenskabelige. Han skulle have skrevet mange værker, men ingen af dem har overlevet, så han er i dag kun indirekte kendt via andres værker.¹⁶

      Generelt betragtede Poseidonios naturen, inklusive menneskene som en organisk sammenhængende helhed, styret af et overordnet logos og dermed af faste lovmæssigheder. Mennesket betragtede han som placeret i midten af den eksistenskæde, som Platon og Aristoteles havde formuleret. Mennesket var både legeme og ånd, men mens det stod højest i den legemlige verden, og derved var det højest stående dyr, så var det lavest placeret i den åndelige verden og således det åndelige væsen, som stod længst fra Gud. Dette verdens-ordningsmønster med mennesket som overgangen mellem eller foreningen af legeme og ånd blev, som nævnt, central for forståelsen af menneskets placering i kosmos i den senere kristne tænkning.¹⁷

      I og med ensartetheden af lovene for mennesket og for naturen betragtede Poseidonios samtidens primitive eller barbariske folks levemåde som identisk med de civiliserede folks oprindelige livsform.¹⁸ I modsætning til stoikerne i øvrigt betragtede Poseidonios ikke verdens udvikling som cyklisk, men som stoikerne mente han, at den menneskelige oprindelse var paradisisk. Også for ham var mennesket fra begyndelsen en svag skabning, som i kraft af fornuften udviklede sig til at blive den stærkeste. Han skal have lavet en længere redegørelse for de forskellige kunsters oprindelse på baggrund af tilfældigheder, de fysiske omgivelser og menneskets efterligning af naturens processer. Mennesket havde således opdaget velværet ved den ild, som spontant opstod i skoven, og havde derefter vedligeholdt den. Dette havde ført mennesker sammen, hvad der havde ført til sprogets udvikling. De første ledere var nu opstået i form af filosoffer og vise mænd, som styret af verdensfornuften udviklede de forskellige kunster eller håndværk ved at efterligne dyrene. For Poseidonios var fornuften i dens højeste form, som den blev praktiseret af filosofferne, udviklingens drivkraft, og derfor tilskrev han filosofferne alle større opfindelser. Og han forestillede sig også det oprindelige menneskeliv som en gylden tid med filosoffer som ledere i et retfærdigt, godt og fredeligt diktatur. Her var det pligten og ikke magtbegæret, der drev de vise mennesker til at lede folket i et fredeligt og broderligt fællesskab, hvor alt blev delt. Med udviklingen af større kompleksitet og luksus blev dette styre tilsidesat af et tyrannisk kongedømme, hvor lovene dog stadig blev formuleret af filosofferne.¹⁹ Mere relevant for de kristne tænkere var hans udledning af religionens oprindelse. I den oprindelige tilstand havde mennesket ifølge Poseidonios stået guden meget nær og havde derfor kunnet leve i overensstemmelse med de guddommelige principper. Derfor var den oprindelige religion også ens for alle mennesker – hellenere såvel