Antropologi i Middelalderen og RenAessancen. Ole Hoiris

øjne centrale elementer i den katolske gudsdyrkelse med dens paver, helgener og helgenbilleder. Disse ‘afguder’ blev i protestanternes øjne dyrket lige så intenst, som romerne eller grækerne i sin tid havde dyrket deres guder.¹⁵⁰

      Et spørgsmål, som især protestanterne diskuterede, var, hvornår afguderiet var opstået. Her måtte man skelne mellem afgudsdyrkelse og afguder. Umiddelbart efter syndfloden havde Kam skabt afgudsdyrkelsen, men afgudsdyrkelsen kunne også gå tilbage til Nimrod, Babelstårnets bygmester. Afguder synes derimod kun at gå tilbage til Ninus, Abrahams samtidige og grundlæggeren af det assyriske imperium. Han lavede en gudestøtte af sin far Bel, som alle tilbedte, bortset fra Daniel, der til sidst måtte i løvekulen for sin modstand.¹⁵¹

      1 Tertul. De prae.hae.c.7.

      2 Müller 1980 p. 241-242. Dette synspunkt havde de kristne overtaget fra jøderne, der havde den samme holdning til forholdet mellem de antikke skrifter og deres hellige skrifter, som igen på mange områder er identiske med Gamle Testamente.

      3 Kol.2.8.

      4 White 1898 fører ideen helt tilbage til den alexandrinske intellektuelle, Philo Judaeus (ca. 25 fvt.-50 evt.).

      5 Müller 1980 p. 245 ff.

      6 Clemens 1996 1. kap. 25, Weyer 1953 p. 88.

      7 Müller 1972 p. 30. Der er dog senere i den såkaldte Københavnerskole rejst tvivl om Salomons og Davids eksistens som andet end mytologiserede figurer. Hjort 2003 p. 15-16.

      8 Müller 1972 p. 31.

      9 At Gamle Testamente blev så central en tekst for de kristne skyldes ikke mindst oven nævnte Philo-Judaeus, som med sin Legum Allegoria–Allegorisk undersøgelse anviste en allegorisk tolkning af Gamle Testamente. Således mente Philo f.eks., at Guds skabelse på seks dage ikke skulle opfattes som seks dage, da Guds skabelse ikke var tidslig. Denne idé om den allegoriske tolkning blev fastholdt langt op i middelalderen. Boas 1948 p. 1-2.

      10 Ez.5.5 og 38.12.

      11 Sl.24.1-2. og 136.6.

      12 Job.26.10.

      13 Job.26.7.

      14 I en af de mere populære udgaver af skabelseshistorien, Bogen om skattehulen, som tilskrives Ephraem fra Syrien (ca. 306-373), og som synes at være stærkt revideret i det 6. århundrede, forsøgte man at fastlægge genealogien mellem Adam og Jesus. I denne bog har skabelsen af Adam et meget mere klassisk præg, idet Adam skabes af et sandkorn, en vanddråbe, et vindpust og lidt varme, altså jord, vand, luft og ild, de klassiske grundstoffer, alt i verden bestod af. Og dette symboliserede, at Adam skulle være herre over luftens, havets og jordens væsner, og hertil ville han få hjælp af de himmelske magter. Adam blev skabt på det sted, Jerusalem skulle komme til at ligge, og hans fødder stod der, hvor Jesu kors 5.500 år senere blev anbragt. Hermed etableres en parallel mellem Adam og Jesus, en parallel der udbygges bogen igennem. Fra Jerusalem køres Adam i vogn til Paradis, hvor Eva skabes. (Budge 1927 p. 52-55) I den nestorianske biskop i Basra Salomons (12.-13. århundrede) Biens Bog gives flere muligheder, nemlig at Adam blev skabt uden for Paradis og af jord fra verdens fire hjørner, eller skabt på det sted i Jerusalem, hvor Jesus blev korsfæstet, og Adams lig senere blev lagt. Herefter blev Adam ført ind i Paradis som konge over alle de skabninger, som levede her. Budge 1886 p. 16-18.

      15 1.Mos.1.27-29.

      16 Der var dog også modstand mod dette, idet f.eks. Gregorius af Nyssa (335-394) ikke kunne forestille sig Gud siddende som en anden skolelærer og terpe gloser og grammatik med Adam. Godt et halvt årtusinde senere, da mere nationalistiske opfattelser satte ind, blev der kamp om Guds sprog. Der var mange forslag, og et af de mere kuriøse kom fra lægen og alkymisten, svenskeren Anders Kempe (1622-1689), nemlig at gud talte svensk til Adam, Adam talte dansk med Eva, mens slangen talte fransk til Eva. Borst 1995 p. 1338.

      17 1.Mos.2.8-9.

      18 1.Mos.3.7.

      19 1.Mos.3.16-19.

      20 1.Mos.3.22-24. I Bogen om skattehulen sendes Adam ud af Paradis med løfte om, at hans synd ca. 5.500 år senere skal sones. Det sker ved, at Adam efter sin død placeres i skattehulen, hvorfra han langt senere transporteres til Jerusalem. Her begraves han således, at Kristi blod fra korset løber ned på ham, hvorved han bliver døbt og udfriet. Budge 1927 p. 67.

      21 Augustin Civ.Dei 15.20.

      22 Augustin Civ.Dei 14.17.

      23 Augustin Civ.Dei 15.7.

      24 Vespucci 1992 p. 10. Vespucci deltog i Gonçalo Coelhos ekspedition i 1501-1502 og 1503-1504 til Amerika, og på denne tur navngav man mange områder i Brasilien med navne, der refererede til den dag, man kom til stederne som f.eks. Rio de Janeiro og San Francisco-floden. Berkhofer 1978 p. 8-9, Hemming 1978 p. 14.

      25 1.Mos.4.2. Af Jubilæerbogen, som er en gengivelse af Mosebøgerne fra mellem 128 og 105 fvt., fremgår det, at Adam og Eva fik en hel del flere børn. (Jubil.bogen 1958 p. 198.) I den nestorianske Biens Bog har Kain en tvillingsøster, Kelemath, og Abel en tvillingsøster, Leboda. Ideen var så, at Kain skulle giftes med Leboda og Abel med Kelemath. Men Kain ville have sin egen tvillingsøster, dræbte Abel og blev forvist til sletterne neden for Edens Bjerg, på hvis top Adams søn Seth førte den del af slægten, der forblev i den sande tro, videre. Budge 1886 p. 25-27.

      26 1.Mos.4.8.

      27 1.Mos.4.12 og 16.

      28 1.Mos.4.19-22.

      29 1.Mos.4.25-6. I Bogen om skattehulen kommer der mere logik ind i denne beretning, kommere boede på sletterne neden for bjerget. Og mens Seth og hans efterkommere levede paradisisk uden nogen form for synd, levede Kains efterkommere i synd på alle leder og kanter. Ifølge Bogen om Skattehulen og Biens Bog var det nemlig sådan, at Jubal og Tubal-Kain opfandt musikinstrumenterne, og heri tog Djævelen bolig. Dette førte til, at musikken fik Kains efterkommere til at leve i fest, drukkenskab, hor og begær, hvorfor Adam forbød Seth og alle hans efterkommere at bevæge sig ned fra bjerget. Da Seths efterkommere alligevel ville ned og se, hvad der foregik, blev de forført af de nøgne kvinder, og herefter kunne de ikke vende tilbage til bjerget. Andre af Seths dydige efterkommere drog ned for at finde de første, og det gik dem på samme måde. Resultatet af foreningen af Seths efterkommere og Kains blev blandt andet giganterne. Det var således ikke, som det fremgår andre steder, blandt andet af den autoriserede Bibel, engle, der kom ned på jorden, for engle har ifølge disse værker intet køn og kan derfor ikke få børn. Til sidst var der kun Noa tilbage på bjerget, og han fik besked på at drage ned på sletten og bygge sit skib, og med sig på skibet tog han Adams og Evas legemer og alle skattene, så det alt sammen kunne blive placeret i Jerusalem. Budge 1927 p. 69-74 og 87-104.

      30 1.Mos.5.

      31 1.Mos.6.1-4.

      32 1.Mos.6.11-22. Efterhånden som man med de store opdagelsesrejser også opdagede utallige dyr, opstod der selvfølgelig det problem, hvordan Noa havde haft plads til alle disse dyr og til foder til dem. Der kom forskellige løsninger – f.eks. at der kun var foder til den første dag, hvorefter dyrene gik i dvale. Også mere kontroversielle teorier opstod i det 16. og 17. århundrede, hvor det var givet, at intet skib kunne have plads til så mange dyr. I stedet begyndte man at tænke i, at arterne helt eller delvist var blevet udviklet i de regioner, de nu levede. Således viste Abraham Milius i 1667 i værket The Origin of Animals and the Migration of Peoples, at dyr og planter voksede ud af de omgivelser, de befandt sig i. Gud skabte mennesket, mens elementerne skabte dyr og planter, og dette beviser han med henvisning til to steder i Skabelsesberetningen, hvoraf vands og jords generative kræfter skulle fremgå.

      33 1.Mos.9.19.

      34 Thomas Burnet (1635-1715) påpegede i sit berømte værk Telluris Theoria Sacra–Den hellige teori om jorden fra 1681 et problem, man ikke tidligere havde været rigtig opmærksom på, nemlig at der forud for syndfloden ikke kunne have været noget hav, for havde der været det, havde folk også lært sig at sejle, og så ville synderne jo derved have undgået at drukne under syndfloden. Burnet blev i øvrigt