Antropologi i Middelalderen og RenAessancen. Ole Hoiris

bjerge blev dækket af vand, og fandt ud af, at så meget vand ikke kunne regne ned på 40 dage. Derfor mente han, at syndfloden skyldtes, at dele af kontinentet var faldet ind i jorden, hvor der var vand. Derved havde disse dele presset vandet frem. De steder, hvor firmamentet var faldet ned, fandt man nu verdenshavene. (Burnet 1965 p. 27-30 og 54-64, White 1898) Teorien om, at hele jorden var fast forud for syndfloden, gav også Burnet et godt bud på, hvor den amerikanske befolkning var kommet fra. Som det fremgik af Moses’ beretning, befolkede efterkommerne efter Noas sønner Afrika, Asien og Europa. Men der står ingen steder skrevet, at alle stammer fra Noa. Derfor kunne man, indtil andet blev bevist, antage, at der også havde overlevet folk i Amerika, en slags amerikansk Noa, og herfra stammede så amerikanerne. Burnet 1965 p. 183.

      35 1.Mos.8.21 og 9.11. Af Jubilæerbogen fremgår det, at syndfloden godt kunne ske igen, for her advarer Noa sine sønner mod utugt, urenhed og uretfærdighed, de tre synder som Noa her yderligere udpensler, og som havde medført syndfloden. Jubil.bogen 1958 p. 209.

      36 1.Mos.9.20-27. Ifølge Bogen om skattehulen kunne Kam ikke fordømmes, da han jo var blevet velsignet af Herren før bygningen af Arken. Derfor faldt fordømmelsen på hans søn Canaan, og efter ham er blandt andre ægypterne blandt de fordømte folk, der skal være slavernes slaver indtil verdens ende. Budge 1927 p. 118-121.

      37 I Jubilæerbogen beskrives det langt mere detaljeret, hvordan Noa fordelte verdens lande mellem sine sønner og sønnesønner. Og her bruges også opdelingen af verden i tre zoner med den bedste i midten. Kams land var varmt, Jafets koldt, og Sems i midten var hverken varmt eller koldt. (Jubil.bogen 1958 p. 212-215) Biens Bog har en detaljeret opgørelse af de 72 folk, der kom efter Noas sønner, 27 efter Sem, 36 efter Kam og 15 efter Jafet, som her løber op i 78. Bogen er skrevet i første halvdel af det 13. århundrede, men på trods af at det centrale og nordlige Europa nu var blevet en del af den kristne verden, nævnes ingen folk herfra som efterkommere efter Jafet. Hans efterkommere er næsten udelukkende de forskellige græske folk. Budge 1886 p. 38.

      38 1.Mos.10.5.

      39 1.Mos.10.8-10, 1.Krøn.1.10.

      40 I de nordiske lande havde man i den forbindelse et problem med at placere Vinland, indtil dette problem med den spanske genopdagelse blev overtaget af spanierne, og Amerika med tiden blev til et nyt kontinent. I en tekst fra omkring 1300 nævnes Vinland som udgående fra Afrika. (Simek 1990 p. 434-435) Herved kunne det indtil videre fastholdes, at der kun var tre kontinenter.

      41 Woodward 1987 p. 340-341.

      42 Ifølge Biens Bog var det oprindelige sprog ikke hebræisk, men syriakisk. Budge 1886 p.

      43 1.Mos.11.4-9.

      44 1.Mos.11.9, Augustin Civ.Dei 16.4. I virkeligheden betyder »bab-ili« Guds hus. Borst 1995 p. 116.

      45 Jer.50.29-32.

      46 Es.13.19-22. Tilsvarende forbandelser findes også i Es.21 og 27 og Jer.51.

      47 1. Mos.15.18.

      48 1. Mos.16.11 og 15.

      49 1. Mos.16.12 og 17.19-21.

      50 2.Kong.17.22-23 og 18.11-12.

      51 Sl.72.8-11.

      52 Es.66.18-19.

      53 Es.18.1-2.

      54 Es.2.4. og Mika 4.3.

      55 Athanasius De incar.51.4.

      56 Athanasius De incar.50-52.

      57 Jer.1.13-16.

      58 Jer.4.13 og 23-26.

      59 Jer.47.2.

      60 Åb.20.8.

      61 Ez.38, se også 1.Mos.10.

      62 Ez.39.1-20.

      63 Åb.20.1-3 og 7-10.

      64 1.Joh.2.18 og 22, 2.Joh.1.7.

      65 Michael 1982 p. 133 og Ross 1963 p. 34.

      66 Cary 1956 p. 81.

      67 I det 6. århundrede byggede den byzantinske kejser Khosro I Anushirvan (531-579) en jernport ved Derbend mellem Kaukasus og Det Kaspiske Hav i forbindelse med en mur, som hans far, den sasanianske konge Kavadh I (regerede 488-531), havde påbegyndt. Det er disse byggerier, der senere, omkring det 11. eller det 12. århundrede, da de oprindelige bygherrer var blevet glemt, blev forbundet med Alexander den Store.

      68 Ross 1963 p. 33-35.

      69 Isidor Etym.2.66.

      70 Johnson 1959 p. 254.

      71 Matt.2.1-12, Budge 1886 p. 84-85.

      72 Sl.72.10.

      73 Baudet 1965 p. 17.

      74 Mandeville 1997 kap. IX.

      75 1.Kong.10.1-13.

      76 Baudet 1965 p. 18.

      77 Hamilton 1996a p. 177.

      78 Wilkinson 1977 p. 202-204.

      79 Simek 1992 p. 99.

      80 Hamilton 1996a p. 180-182 og 184.

      81 Markham 1967 p. 6. Marco Polo besøgte gravene i Saba i Persien, mens atter andre placerede gravene i Turkistan. Der var således nogen konkurrence om de indbringende grave.

      82 Kol.3.11.

      83 Rom.3.29-30.

      84 Ef.2.19-20.

      85 Engberg-Pedersen 1998.

      86 Snowden 1970 p. 198. Origenes gør her meget ud af at vise, at Moses var gift med en etiopier, en datter af Kam.

      87 Rom.1.19-25.

      88 1.Thess.4.5.

      89 Rom.1.26-32.

      90 Müller 1980 p. 262.

      91 Men helt universel var denne redning i troen ikke for alle. Således var der ikke enighed om, at også skytherne kunne reddes. Mens skytherne i antikken både havde været fremstillet som dyriske og som ædle vilde, var de kristne generelt meget negativt indstillet over for dem. På baggrund af fastlæggelsen af deres afstamning fra Magog, og den jødiske historiker Josephus’ fremstilling af dem som vilde dyr og som lystmordere, fik de et meget negativt ry hos de kristne. Af Tertullian blev de fremstillet som rå, barbariske, promiskuøse og kannibalistiske, mens Orosius mente, at det ikke var hoppemælk, men menneskeblod, skytherne drak. Jeronimus (340’erne-420) kunne berette, at de slagtede og åd deres forældre, slægtninge og naboer, når disse blev gamle, og Isidor skrev, at de levede af menneskekød og -blod. Deres ondskab smittede også af på de folk, der var deres efterkommere, og hvis navne og historie viste, at de var skythere. Det gjaldt ifølge Eusebius fra Caesarea (ca. 265-339) og Isidor goterne, der stammede fra Gomer, mens den ærværdige Bede (672/3-735) fandt skythere blandt britonernes forfædre. St. Basil (ca. 329-279) var en af de få, der havde noget positivt at sige om skytherne. Det skyldtes, at han mente, at der var nogle universelle moralske sandheder, der havde deres udspring i vor fælles oprindelse, så ud over deres mangel på selvkontrol og store grusomhed, så havde nogle grusomme folk som f.eks. skytherne også enkelte humanistiske træk. Endelig skal det nævnes, at J.-J. Rousseau (1712-1778) gjorde de amerikanske indianere til skythere, men nu i den positive bestemmelse som ædle vilde. Boas 1948 p. 130, Johnson 1959.

      92 ApG.1.8, Matt.28.19-20. I Biens Bog redegøres der med reference til Eusebius fra Caesarea for, hvor hver enkelt tog hen. Simon Peter tog først til Antioch, hvor han opvakte en fra de døde, og derefter tog han til Rom, hvor han virkede, indtil han blev korsfæstet af den onde kejser Nero (37-68). Andreas tog til Skythien og Nicomedien og døde i Byzans. Johannes tog til Asien (Ephesos) og blev sendt i eksil på øen Patmos af kejser Tiberius (42 fvt.-37 evt.), hvorfra han vendte tilbage til Ephesos. Jakob, Johannes’ bror, tog til byen Bethsaida i Galilæa, men blev dræbt af Herodes Agrippa I (10 fvt.-44) et år efter Kristi himmelfart. Filip tog sig af Frygien, Pamfylien og Pisidia og virkede som apostel i 27 år.