Kultur. Kirsten Hastrup

omfattende empiriske materiale, der findes om verdens planter, sprog, mennesketyper osv. Det nye er, at man bevæger sig ud over det relativt simple klassifikationsprojekt og videre over i en anden form for systematisering af verdens mangfoldighed blandt andet under indtryk af romantikken, hvor kulturbegrebet definitivt kommer på banen.

      Romantik og nyhumanisme

      Perioden efter den franske revolution og frem til midten af det nittende århundrede fik afgørende indflydelse på al senere kultur- og historievidenskab, ikke mindst takket være Johann Gottfried Herder (1744-1803). Hovedværket i hans forfatterskab er flerbindsværket Ideen zur Philosophie der Geschichte der Menschheit, som han skrev 1784-1791, og som omhandler både almenmenneskelige træk og særlige kulturelle kvaliteter hos en lang række folk. Herders arbejde befinder sig tidsmæssigt i en periode, hvor en selvstændig videnskabeliggørelse af de humanistiske videnskaber satte ind delvis som reaktion på oplysningstidens forsøg på at forme dem i overensstemmelse med det naturvidenskabelige ideal. Herders betydning knytter sig specielt til udviklingen af et nyt kulturbegreb og til en forestilling om enhed mellem kultur, sprog og folkesjæl. Han står derfor helt centralt i kulturbegrebets idehistorie.

      Filosofien om menneskeslægtens historie må begynde ved himlen, siger Herder i det første afsnit af Ideen, hvis den bare nogenlunde skal fortjene sit navn (1877-1913:45). Menneskets boplads, Jorden, er nemlig ikke noget i sig selv, men blot en stjerne blandt stjerner, bundet til Solen, uden hvilken der ikke ville være lys, varme eller liv. Hele første bind af det universalhistoriske værk er faktisk en stor fortælling om menneskehedens placering i naturen og om dens opståen ud af naturen. I dette store perspektiv, som Herder låner energi til fra naturvidenskabens kongerække, Copernicus, Kepler, Newton, Huygens og Kant, får menneskets historie helt nye proportioner.

      Nede på Jorden giver forskellige geografiske forhold som floder, sletter, have og bjerge helt forskellige muligheder for levebrød, samfund og folkevandringer, og som helhed kan jordkloden anskues som ét stort værksted, der arbejder med organisationen af meget forskellige væsener. Jorden og dens naturlige ressourcer er ikke bare materie, men grundlaget for og nøglen til alt det liv, der findes på den. At nøglen til menneskehedens historie findes i naturen, skal forstås på en ganske særlig måde. Der er nemlig ikke bare tale om, at mennesket udnytter naturen, men at selve det fysiske univers udgør en art organisme, der er designet til at udvikle stadigt højere naturlige organismer. Jorden opstår som et privilegeret sted i universet, og ud af dette opstår først mineraler og siden geografiske organismer, det vil sige de forskellige kontinenter, der muliggør forskellige former for planteliv, som igen befordrer særlige former for dyreliv. Hvert niveau eller stadium i udviklingen bliver en matrix for det næste.

      Der er tale om en gradvis udviklingsproces mod stadigt mere komplekse former, som findes i kim i de forudgående. Der er et interessant sammenfald mellem evolution og historie i Herders filosofi; han siger således, at plantelivet “nærmer sig dyreriget” fordi “planterne har en art liv og livsalder, de har køn og befrugtning, fødsel og død” (1877-1913:67). Dyrelivet kan på den måde ses som en særlig udvikling eller udkrystallisering af plantelivet, og som det sidste skud på stammen kan mennesket ses som en særlig specialisering af dyreriget. “Dyrene er menneskets ældre brødre” (ibid.72). Det var en idé, Charles Darwin (1809-1882) senere skulle gøre til sin. For Herder er der tale om en progressiv perfektion; mennesket er det perfekte dyr, og dyrene er perfekte planter, som igen er de perfekte mineraler. På den måde er mennesket således to gange perfektionerede planter; Herder finder blandt andet belæg for dette i menneskets kærlighedsliv, der i virkeligheden er det samme som blomstring og befrugtning hos planterne, bare transformeret til en højere orden.

      Mennesket er naturens kulmination; den eneste orden, der er et mål i sig selv. De forudgående trin, som nu udgør den omgivende natur, er et middel til at nå dette højdepunkt. Menneskets rationelle og moralske liv retfærdiggør dets eksistens, som meget bogstaveligt er et bindeled mellem den naturlige verden, der er menneskets ophav, og den åndelige verden, der først realiserer sig selv gennem mennesket. Denne skelnen mellem det naturlige og det åndelige bidrog til det store skel mellem natur- og åndsvidenskaber, som man slås med den dag i dag. For Herder var skellet dog langtfra absolut i udgangspunktet. Mennesket voksede ud af naturen og blev menneske i kraft af den.

      “Kort sagt, mennesket trådte ind på en beboet klode: Alle elementer, sumpe og floder, sand og luft var fulde af skabninger eller fyldte sig med skabninger, og med sin gudekunst af list og magt måtte mennesket skaffe sig plads til at udfolde sit herredømme. Hvordan mennesket gjorde det, er kulturens historie” (ibid.:75, min fremhævning). Selv de mest rå mennesker har del i denne kulturhistorie, som for Herder er den mest interessante del af verdens historie. Men de forskellige folk har alligevel forskellige placeringer i forhold til historien, ikke mindst fordi de er vokset ud af og vokset sammen med forskellige geografiske forhold, der har givet anledning til de forskellige racers udseende og relative historiske kunnen.

      Forestillingen om den naturlige matrix for historien føres her videre til menneskeheden, ud af hvilken der også vokser stadigt højere former. På grund af sine særlige geografiske og klimatiske forhold er Europa blevet det privilegerede sted; kun her er mennesker blevet genuint historiske, i den forstand at de har kunnet fremme en kumulativ historisk udvikling. Andre steder, inklusive Kina og Indien, der anerkendes som civilisationer, står historien i stampe. Ikke direkte på grund af klimaet eller andre geografiske forhold i sig selv, men på grund af befolkningernes natur. Den afgørende faktor i historien er derfor ikke mennesket i almindelighed, men de forskellige typer eller racer af mennesker, hvis særpræg er bestemt ved nedarvede psykologiske karakteristika, som oprindelig er blevet formet af deres omgang med en særlig natur. Herder udvikler altså et komplekst skema for altings forbundethed, alt livs ensartethed og alle menneskers naturgivne bestræbelse på at nå det højeste historiske mål. Målet er ikke ligeligt inden for rækkevidde for de forskellige folk, fordi de er præget forskelligt; de er lige i henseende til at besidde ånd, men de er ikke i lige høj grad i stand til at omsætte denne ånd i historie.

      Et centralt begreb for Herder var humanitet. Det er et begreb, der radikalt adskiller det menneskelige fra det ikke-menneskelige i verden, og det rummer de fælles menneskelige anlæg til fornuft, frihed og kultur – og som nævnt ovenfor desuden en vilje til at beherske kloden. I humanitet står alle mennesker lige; alle er fuldkomment menneskelige i den forstand. De har alle samme vilje til at beherske naturen og på den måde skabe historie, som man var blevet opmærksom på i renæssancen, men de omsætter denne vilje i meget forskellige historier – som er kulturbestemte.

      Med humanitetsbegrebet var Herder med til at sætte dagsordenen for den nyhumanisme, der prægede første del af det nittende århundrede. Nyhumanismen var i nogen grad en kritisk reaktion mod oplysningens rationalistiske vidensprojekt, en kritik som i høj grad hentede næring i renæssancens historiesyn uden dog ganske at overtage forherligelsen af antikken. Med den mængde af ny viden om andre kontinenter, der var kommet til Europa siden renæssancen, var det oplagt at gentænke såvel renæssancens klassiske forblændelse som oplysningstidens enstrengede fornuftsprojekt.

      Inden for det store fælles menneskelige projekt var der tydeligvis tale om forskellige former for fornuft; oplysningstidens gennemgående tro på én samlet menneskelig fornuft anså Herder for uholdbar. I stedet for en universel skala foreslog han, at hvert folk og hver epoke skaber sin egen målestok og derfor også sine egne idealer. Dette relativistiske program fik afgørende indflydelse på en lang række videnskaber, herunder ikke mindst historievidenskab, lingvistik og antropologi. Relativismen blev dog holdt i ave af Herders syn på den grundlæggende enhed i mangfoldigheden: den guddommelige kraft, der altid virker gennem mennesket.

      Forestillingen om en fælles humanitet ligestillede altså de vilde med de civiliserede folk. Det var grundlaget for den meget kraftige semantiske udvidelse af kulturbegrebet, der fandt sted i det nittende århundredes Tyskland. Fra at være et individuelt og eksklusivt dannelsesbegreb blev kultur et kollektivt og inklusivt særkende ved menneskeligheden som sådan. Alle har lige meget kultur, selvom ikke alle kulturer er lige.

      Sprog og dannelse

      De store samfundsomvæltninger, der fandt sted i slutningen af det attende århundrede, bidrog til