Kultur. Kirsten Hastrup

      

      Kirsten Hastrup

      Kultur

      Det fleksible fællesskab

      FORORD

      Det er en stor udfordring at skrive en bog om kultur, fordi kultur gennemsyrer alt samfundsliv og ikke lader sig se som en helhed. Bogen kan af samme grund ikke give et færdigt svar på, hvad kultur er, men blot vise noget af det, kulturen gør. Med eksempler fra hele verden vises det, hvordan kulturen skaber forbindelser og sætter grænser, hvordan den begrunder såvel hengivenhed over for særlige værdier som undertrykkelse af dem, og hvordan den både påbegynder og afslutter diverse historier. Kultur synes på den måde både at berige og begrænse menneskers udfoldelse; den er både en løsning og et problem. Frem for alt er kulturen fleksibel; den er det, mennesker bruger den til, og den gør det, fællesskabet har interesse i. Hvordan, vil blive diskuteret i det følgende. Hvis bogen får læsere til at stille nye spørgsmål til kendte sammenhænge, vil den have løst sin opgave.

      I bogen henvises der til en del litteratur; det er normalt, når man bruger andres eksempler eller begreber. Naturligvis kan man ikke henvise til alle de forfattere, man er blevet inspireret af; hvis man synes, at henvisningerne til min egne arbejder er ubeskedne i deres antal, så skyldes den store mængde netop, at jeg har ønsket at give læseren mulighed for at forfølge mine argumenter videre til nogle af argumenternes kilder. Citater fra fremmedsprogede tekster er oversat af undertegnede, hvis ikke der foreligger en dansk udgave.

      Til sidst blot en tak til Carsten Fenger-Grøn fra Aarhus Universitetsforlag for opfordringen til at give mig i kast med dette projekt og for konstruktive kommentarer til manuskriptet.

      Oktober 2004

      Kirsten Hastrup

      PROLOG

      DET SOCIALE MENNESKE

      Denne bog søger at udrede og forholde sig til nogle af de betydninger og spændinger, der knytter sig til kultur. Det er naturligvis umuligt at give en udtømmende beskrivelse af fænomenet kultur eller en fuldstændig redegørelse for kulturbegrebets historie. Ikke alene er fænomenet utrolig komplekst og litteraturen overvældende, men dertil kommer, at enhver fremstilling altid bærer præg af et særligt perspektiv. Mit perspektiv er for det første antropologisk; det vil sige, jeg lægger vægten på kulturen som et socialt forhold snarere end som individuel dannelse eller kunst. For det andet er mit perspektiv optimistisk; i stedet for at se kultur som et mentalt fængsel lægger jeg vægt på at vise kulturen som kilde til uanede muligheder.

      Gennem en række eksempler skal vi i det følgende se, hvordan (dele af) den moderne antropologi forholder sig til kultur som et faktisk forhold i verden og som et analytisk begreb. De to forhold er snævert forbundne alene af den grund, at antropologien beskæftiger sig med verden, som den opfattes, opleves og udfordres af almindelige mennesker overalt på Jorden – hvor kulturbegrebet synes at trænge sig stadig mere på som et af de begreber, mennesker bruger til at forstå verden med. Det bruges stadig oftere som en ideologisk henvisning løsrevet fra det hverdagsliv, der for antropologer er kulturens kerne. Allerede her er der en grundlæggende spænding i begrebet selv.

      Der er andre tilsvarende spændinger; kulturen kan nemlig ses som et forhold, der både begrænser og beriger menneskers udfoldelse; den er både et problem og løsningen på det. Kulturbegrebet både ægger til spørgsmål og tilbyder svar. Det gør det vanskeligt at give en enstrenget fremstilling af kultur; begrebet er så rummeligt og problematisk, at man ikke kan belyse det lineært og ad den vej nå frem til en klar og operationel forståelse. Det man kan, og det jeg vil gøre i det følgende, er at se på kulturen under forskellige synsvinkler og på den måde vise begrebets kompleksitet. I denne kompleksitet gemmer der sig også en mulighed for at forstå, hvorfor og hvordan begrebet stadig giver mening trods alle de problemer, der er forbundet med det. Jeg vil vise, hvorfor det er vigtigt at beskæftige sig med kultur, selvom man somme tider har mere lyst til at lade det ligge og tale om helt andre ting, som kulturen synes at stå i vejen for.

      Det gælder både vores kultur og de andres, at de er blevet mere påfaldende af den grund, at man til hverdag oplever dem side om side. Allerede her ligger den første indsigt, at en kultur altid identificeres i forhold til en anden kultur. Selve begrebet tenderer mod en overdrivelse af kulturforskellene, fordi det er gennem dem, at kulturen bliver tydelig som sådan. Men heri ligger også en anden og mindst lige så væsentlig indsigt, nemlig at kulturer ikke står mere fast, end at de ændrer sig ved mødet med nye kulturer.

      Jeg skal i det følgende undersøge kulturen som idé, som orden, som problem, som distinktion, som kundskab, som arv, som rettighed og som illusion og på den måde indkredse kulturens kompleksitet. Synsvinklen flytter sig fra kapitel til kapitel, og kapitlerne kan for så vidt læses uafhængigt af hinanden, fordi de netop er forskellige perspektiver på det komplekse forhold, vi kalder kultur. Men det er gennem mangfoldigheden af perspektiver, at kompleksiteten bliver tydelig. I epilogen vil jeg vende tilbage til nogle overordnede betragtninger over menneskelivets fleksibilitet for at fastslå, at kultur under alle omstændigheder er et menneskeligt forhold under stadig forandring og derfor udgør et rigt potentiale for en fremtid, der måske ellers ikke synes at ligge i kortene. Samtidig vil jeg begrunde den fortsatte videnskabelige interesse for kulturer og andre flygtige og fleksible forhold i verden. Også her er kulturen en begyndelse, men aldrig en slutning.

      Antropologiens opgave

      Når antropologien synes at være den nærmeste videnskab til at beskæftige sig med kulturens problem, skyldes det ikke, at den er ene om at interessere sig for kultur. Tværtimod er kulturen også trængt langt ind i andre moderne videnskaber, ligesom den i øvrigt kom til historie, sprogforskning og folkloristik, før den blev til antropologiens særlige felt. I betragtning af hvor rummeligt kulturbegrebet er, er der ikke noget mærkeligt i, at det er blevet angrebet fra mange sider. Men det er i antropologien, at den videnskabelige interesse for kultur som en form for kollektiv identitet har været mest udtalt og sammenhængende. Og da det netop er som kollektiv identitetsmarkør, at begrebet er trængt ud i alle kroge af samfundet som et sprogligt greb om verdens mangfoldighed, må antropologien stadig tage det på sig at diskutere kulturen som et påtrængende forhold i verden.

      Der er naturligvis forskellige interesser i antropologien, og selv kulturbegrebet har ikke haft lige megen vægt i alle traditioner. Størst vægt har begrebet haft i den amerikanske antropologi, som i øvrigt ofte klassificeres som netop en kulturantropologi i modsætning til den europæiske socialantropologi. Det er dog værd allerede nu at bemærke, at kulturbegrebet kom til den amerikanske antropologi fra den tyske tradition for kulturhistorie og folkekundskab. Dette blot for at understrege, at skotterne mellem de forskellige antropologiske traditioner langtfra er vandtætte, og at jeg derfor i det følgende skal tale om antropologi i almindelighed – med mindre særlige grunde gør det hensigtsmæssigt at være mere præcis i henvisningen til specifikke traditioner. Og om antropologien i almindelighed kan det med rette siges, at den altid har interesseret sig for at identificere og kvalificere de kulturer, mennesker har indrettet sig med.

      En af de tidligste definitioner, som udgik af den professionelle antropologi, skyldes evolutionisten Edward Burnett Tylor (1832-1917), som på baggrund af et stort komparativt materiale i 1870 kunne udgive sin Primitive Culture, hvor ikke mindst religiøse forhold kom på tapetet. Tylor forsøgte sig med en kulturdefinition, der uanset alle senere forsøg på at præcisere, udvide eller opgive definitionen i det hele taget stadig står som en slags bundlinje i antropologien: “Kultur eller civilisation er i sin videste etnografiske betydning den komplekse helhed, som inkluderer viden, tro, kunst, moral, lov, skik og alle andre evner og vaner, som mennesket har tillagt sig som medlem af samfundet” (Tylor 1870:1). Oven på denne bund er der siden lagt utrolig mange lag og hundredvis af kulturdefinitioner, men kulturen som sådan er blevet stående som det centrale tema i antropologien.

      I stedet for at lave en oversigt over et antal af disse definitioner skal jeg springe 100 år frem fra Tylor til Clifford Geertz’ forsøg på at definere et moderne kulturbegreb, der ikke som Tylors forbandt kulturen med ting og vaner, men så den som et spind af betydninger (1973). Han gjorde