Kultur. Kirsten Hastrup

at forme den; man kan ikke lægge ansvaret over på upersonlige samfundssystemer eller naturlove.

      Renæssancen gav også anledning til et særligt dannelsesbegreb, ikke mindst gennem Erasmus af Rotterdams pædagogiske værker. Hans hovedværker i denne kategori er Om drenges opdragelse fra ^:529 og Om civiliseringen af drenges sæder fra 1530. I den første foreslår han pryglene erstattet med opmuntring af drengenes naturlige nysgerrighed som pædagogisk hovedværktøj og minder om, at børn er børn og ikke bare små voksne. I den anden betoner han især nødvendigheden af gode manerer og indvarsler en ny og mere anstændig kropskultur end den, middelaldermennesket havde besiddet. At være civiliseret var at beherske såvel ånd som krop, og begge dele måtte tillæres gradvist; Norbert Elias har senere gjort sig til talsmand for, at selve civilisationsprocessen kan kvalificeres som en stadig forfinelse af kropskulturen (Elias 1978). Renlighed og blufærdighed er civile dyder, ikke naturlige tilbøjeligheder ved mennesket. Samtidig med at skeer, gafler og individuelle tallerkner bliver hvermandseje, og sovegemakker og nødtørftsrum gradvist privatiseres, opstår den moderne (europæiske) stat (Elias 1982).

      Vejen mod ‘det moderne’ begynder i renæssancen (som selvfølgelig byggede videre på noget andet), hvor mennesket og dets ansvar for sig selv blev til genstand for en radikalt ny interesse. Selve genstandsgørelsen var en forudsætning for, at man kunne få afstand nok til ‘mennesket’ til, at man kunne forstå det videnskabeligt. Det var derfor forudsætningen for enhver kultur- eller humanvidenskab.

      Oplysningsprojektet

      Renæssancens dannelsesprojekt førtes videre i oplysningstiden, som er præget af stor og systematisk videnstørst. Mennesket skulle ikke bare dannes og således udnytte sit eget potentiale, det skulle også uddannes og vide mere om verden som helhed. Opdagelserne af nye verdener i det sekstende og syttende århundrede ledte til store vidensprojekter, der skulle afsøge og kortlægge alle verdens hjørner med de bedst tænkelige hjælpemidler. I naturvidenskaben var kikkerter og mikroskoper blevet uundværlige redskaber i udforskningen af verdensrummet, og i medicinen var dissektion blevet almindeligt anerkendt som en måde at orientere sig i kroppen på. Opdagelse blev paradigmet for al videnskab og for den oplysning, som skulle udbredes. Når det gjaldt de mennesker, som de store rejser havde afsløret ude i randen af verden, så skulle de også studeres systematisk på samme måde som naturen selv. Verden skulle under mikroskop, og dens fænomener skulle ordnes i velafgrænsede klasser og underklasser.

      Det centrale her er, at det store oplysningsprojekt tog form og fart på en forestilling om, at jo mere man så, desto mere forstod man. Projektet var i høj grad encyklopædisk; man skulle se, samle og systematisere så meget som muligt. Carl von Linnés (1707-1778) botanik er det klassiske eksempel på denne vidensopbygningsproces, som siden har gjort næsten al klassifikation til et spørgsmål om taksonomi. Hvis der er et tema, der går tværs gennem alle videnskaber i oplysningstiden, er det netop klassifikationsbestræbelsen. Der er ikke kun tale om en klassifikation af naturlige arter, men afledt heraf også af sprog og kulturer. Denne klassifikatoriske tilbøjelighed har bogstavelig talt lige siden været et grundlæggende tema i de humanistiske videnskaber. Sprogforskerne har ordnet sprog i klasser og familier, juristerne har klassificeret retssystemer, mens antropologer og arkæologer har klassificeret samfundstyper, kulturer, slægtskabsformer, stenøkser, myter – alt – ud fra en dybt indlejret fornemmelse af, at en sådan klassifikation er en nødvendig begyndelse på al senere videnskabelig fortolkning.

      Det ville være urimeligt simpelt hen at benægte denne nødvendighed; indsamling og ordning af en mangfoldighed af fænomener er et godt udgangspunkt for at sige noget samlet om verden. Klassifikationen har tilsyneladende den umiddelbare fordel som videnskabelig metode, at den er objektiv, fordi den er baseret på empirisk observation og systematisk indsamling af komparativt materiale; det var i hvert fald sådan, man tænkte sig det. I dag er man mere opmærksom på, at selve de kategorier, man ordner verden i, er udtryk for en særlig kulturel opmærksomhed.

      Oplysningstidens forestilling om, at det var muligt at rette et egentligt objektivt blik på verden, lå bag en række samtidige ekspeditioner, hvoraf Den Arabiske Rejse (1761-1767) er en af de bedst kendte i Danmark (Rasmussen, red. 1990). Den blev ledet af Carsten Niebuhr, og dens opgave var at “gøre så mange opdagelser for videnskaben, som det vil være muligt” – som det hedder i den kongelige instruks af 15. december 1760. Ekspeditionen bestod af en kartograf og geograf (Niebuhr selv), en botaniker, en filolog, en læge, en tegner og en oppasser. Kun Niebuhr vendte tilbage. Selvom kulturvidenskab ikke er nævnt, lå det i kortene (og i instruksen), at man også skulle notere sig sæder og skikke, i øvrigt på fuldstændig samme måde, som man noterede sig botaniske og sproglige forhold. Det var verden som helhed, der skulle beskrives.

      Undersøgelser med direkte fokus på menneskers kulturliv finder også deres første udtryk i denne periode. En dansk pioner på området er Jens Kraft (1720-1765), hvis store værk fra 1760 er mere etnografisk i streng forstand, på den måde at det er mere systematisk og mindre bibelsk. Arbejdet, hvis titel er Kort Fortælning af de Vilde Folks fornemmste Indretninger, Skikke og Meninger, til Oplysning af det menneskeliges Oprindelse og Fremgang i Almindelighed, er en etnografisk oversigt over alverden. Hans mission er oplysning, og hans ærinde er at “forbinde de Vildes og Menneskets almindelige Historie med hverandre”, som han siger det i sin fortale. Kraft vil således ikke beskrive enkeltkulturer, men følge menneskets udvikling og forsøge at forstå, “hvorledes samtlige dets Indretninger og selvgjorte Meninger stamme ned af dets Natur”. Han bruger ikke begrebet kultur, men skelner mellem det naturlige og det civiliserede menneske på den måde, at han definerer førstnævnte som det menneske, der er “overladt til sig selv og uhjulpet af Videnskaber og Kunster” (Kraft 1760:3).

      Selve klassifikationen af ‘de vilde’ som en særlig klasse af mennesker befordrer en søgen efter det almene, som underordner individerne under en standardkarakteristik. I bestemmelsen af ‘de vilde’ indgår for Jens Kraft en modsætning mellem det ‘sanselige’ og det ‘fornuftige’ menneske. Den rene fornuft var et ideal, som datidens europæere hyldede, og den er en størrelse, som blev tillagt det europæiske menneske sammen med rationalitet og videnskabelig indsigt, i modsætning til de vilde, som var præget af sanselighed, irrationalitet og magisk viden. Det tjener til Jens Krafts ære, at han ikke a priori frakendte de ufuldkomne muligheden for at blive fuldkomne, fornuftige væsener. Hvor den kristne mission så en mulighed for at inkorporere de andre i kristendommens rum, så Kraft en tilsvarende mulighed for at oplyse de primitive, så de kunne blive lige så fornuftige som os. De var af samme art om end af en anden klasse end europæerne.

      Hos Jens Kraft var det endnu selve menneskeligheden, mere end det var samfund og kulturer, der var på spil. Hans erklæring om, at vi som mennesker var ens over hele kloden, i den forstand at alle havde Kultur, var en nødvendig forudsætning for, at man siden kunne begynde at differentiere mellem kulturer. Man kan kun tale om forskel på baggrund af noget ens. Når artsfællesskabet er fastslået, kan man begynde at tale om grader af udvikling eller forskellige organisationsformer.

      Når man ikke hos de vilde finder større stater eller andre former for nationale sammenslutninger, så skyldes det deres ønske om absolut frihed, siger Kraft. Selv dette ønske er en naturlig ting. Det er simpelt hen unaturligt for mennesket at lade sig binde og at gøre andet, end det lige her og nu har lyst til. Det er en sympatisk tanke, og sandelig ikke én, det har faldet forkæmperne for den protestantiske etik nem at goutere. Krafts varme ligger tydeligt hos de andre, der holder friheden i hævd, og civilisationen får en negativ klang. Uanset hvordan man så på ‘de vilde’, så fik de i oplysningstiden en fast placering i det europæiske klassifikationssystem. Det var dem, der fandtes uden for europæernes egen kultur – forstået både som en kollektiv dannelsesproces og et produkt af denne.

      Hvis historien blev menneskelig i renæssancen, så fik den retning i oplysningstiden – en retning mod bedre tider. Den samtidige videnskabelige revolution bekræftede denne opfattelse. Hvis man i renæssancen havde opfundet perspektivet, der indebar både selektiv opmærksomhed og distancering, så gjorde oplysningstiden dette til en global metode. Perspektivet var ikke blot et teknisk og kunstnerisk fremskridt og et videnskabeligt synspunkt, det var nu også kilden til en ny social og kulturel værdi, objektivering.

      Oplysningsprojektet