Kultur. Kirsten Hastrup

kunne erkende den (et epistemologisk forhold) uden at tabe nogen af dem af syne. Han definerede kulturen som et system af betydninger, der var indkodet i konkrete, offentligt tilgængelige symboler og sociale former; det er, hvad kulturen er. Og det betyder, at man kan lære den at kende ved at beskrive og fortolke de iagttagede hændelser.

      Kulturanalyse består således i at ‘udrede betydningsstrukturer’ (Geertz 1973:9). Der er tale om en nøgtern, empirisk holdning på den ene side og en fortolkningsproces på den anden. Det var ikke mindst i kraft af dette fortolkende perspektiv, at Geertz’ kulturteori kom til at række langt ud over antropologien. For eksempel fik han stor betydning i litteraturkritikken, som han selv var blevet inspireret af. Således skriver litteraten Stephen Greenblatt, at Geertz’ proklamation fra 1973 – om identifikationen af betydningsstrukturer og fortolkningen af dem – gav genlyd langt ind i litteraturkritikken: “Det gav mening til noget, jeg allerede var i gang med, og returnerede mine egne professionelle færdigheder som langt mere betydningsfulde, mere vitale og oplysende, end jeg selv havde fattet” (Greenblatt 2000:14).

      Når Clifford Geertz får disse bemærkninger med på vejen her i prologen, er det ikke kun for at fremhæve hans betydning for genfortolkningen af et kulturbegreb, der ved den tid var ret nedslidt, men også for at vise, hvordan et begreb, der diskuteres inden for én videnskabs rammer, siver ind i andre videnskaber og ud i verden og tilbage igen. Det gælder kulturbegrebet i særdeleshed, at det har været brugt og genbrugt, defineret og omdefineret, hyldet og udskældt, uden at det af den grund er gået væk. Det er blevet en fast bestanddel af talesproget og af almindelige menneskers forståelse af verden.

      Selvom der tilsyneladende er enighed om, at kulturen er et centralt emne for antropologien, så er der langtfra enighed om hvorfor. Kulturbegrebet er i bund og grund problematisk. Kritikken har regnet ned over det, og mens antropologien er blevet klandret for at tingsliggøre kulturen, er helt nye kulturstudier opstået. Antropologerne selv ser sig over skulderen for at forstå, hvordan det kunne komme så vidt med det en gang så velrenommerede kulturbegreb (se fx Kuper 1999; Ortner 1999; Fox og King 2002)

      I videnskaben er der grund til at forholde sig refleksivt og kritisk til ethvert analytisk begreb; i en vis forstand kan man se den vedholdende diskussion af kulturbegrebet som et udtryk for begrebets kraft. Jo mere man i antropologien søgte at forfine sin kulturforståelse, desto mere kom begrebet under angreb. Alene dette antyder, at det er svært at komme uden om begrebet. Man kan omdefinere eller genfortolke, og man kan lægge delbetydninger bag sig, men kulturbegrebet lever videre, blandt andet fordi verden har taget det til sig. Som Geertz ser det i et tilbageblik på årtiers diskussion: “Uanset hvilke svagheder, begrebet “kultur” er behæftet med… kan det ikke gøre andet end at fortsætte på trods af dem” (Geertz 1995:42). Det fortsætter, fordi mennesker lever i betydningsmættede verdener.

      Fra en antropologisk synsvinkel er et af de største problemer i vore dage, at den ontologiske (hvad kulturen er) og den epistemologiske (hvordan vi kan forstå kulturen) dimension af kulturbegrebet glider fra hinanden. Mens antropologer og andre kulturforskere søger at forstå kulturernes dynamik og ikke mindst at forstå, hvordan kulturen er blevet så vigtig som signalflag for mange almindelige mennesker, bruger andre kulturbegrebet til at slå hinanden i hovedet med, fordi de allerede ved, hvad det er. Derfor ved de også, hvad det ikke er, og hvem de derfor må bekæmpe. Det gør det endnu mere påtrængende at åbne feltet for en ny diskussion. ‘Kultur’ er kommet for at blive, uanset at den udfordres, omformes og til stadighed problematiseres af en hel række gode grunde, som vi skal se nærmere på i de følgende kapitler.

      Mennesket som socialt væsen

      Når kulturbegrebet fortsat er centralt, og når det overhovedet har kunnet få den plads i menneskers bevidsthed om sig selv, selvom det er så åbenlyst problematisk på alle leder og kanter, så hænger det sammen med et særligt træk ved mennesket. Det er et træk, der ikke er kulturspecifikt, men hænger sammen med menneskets natur. Det kræver en forklaring, som samtidig siger noget om udgangspunktet for denne bog.

      Når man taler om menneskets natur, taler man ikke nødvendigvis om biologi, men om det, som er fælles for mennesker på tværs af kulturer. Man kan selvfølgelig altid spørge, hvor grænsen mellem natur og kultur skal trækkes, og hvor langt naturen rækker som forklaring på menneskers måde at organisere sig på. Det vigtigste i denne sammenhæng er imidlertid ikke at trække grænser mellem kategorier, men at vise, at kulturen er ‘naturlig’ på den måde, at mennesker altid orienterer sig i forhold til andre mennesker og af den grund indgår i større helheder af en ganske bestemt slags. Det er altså ikke kulturen som begreb, jeg taler om – for det er jo et begreb, der er blevet til inden for en særlig historisk horisont – men om det, begrebet peger hen imod uden dog at udtømme det.

      Mennesker er aldrig alene; de er sociale i meget grundlæggende forstand. De kan være ensomme og bo for sig selv naturligvis, men ethvert barn fødes ind i en verden, som allerede er befolket. Barnet er i mange år afhængigt af sine forældre eller andre voksne for sin overlevelse, og alene af den grund er mennesket i udgangspunktet socialt. Men socialiteten rækker videre end som så. Den verden, barnet fødes i, er nemlig ikke alene befolket med andre biologiske individer af samme art, men af mennesker, som allerede har en særlig forståelse af verden og en særlig måde at forholde sig til den på – materielt, praktisk og sprogligt. Dette bliver en naturlig del af det, barnet lærer, samtidig med at det lærer verden at kende.

      Med andre ord er den sociale afhængighed, som ikke siger noget om mængder og målestok, kun om nødvendige sociale relationer, betydningsladet allerede fra begyndelsen. Betydninger forandres, og historien skifter spor, så der er ikke tale om, at verden er statisk, eller at særlige forståelser simpelt hen indpodes i nye familiemedlemmer, som så i al evighed er fanget i et særligt spind af betydning. Pointen er blot, at verden ikke er og ikke kan være et neutralt vidensobjekt for mennesket, fordi den altid er ‘forforstået’ på en eller anden måde. Forforståelser er en del af individets dannelse – ligesom evnen til at se ud over dem er det. Det er en del af den fællesmenneskelige Kultur, at man kan forholde sig hensigtsmæssigt til nye erfaringer og bøje tanken i retning af uprøvede muligheder. Denne grundlæggende fleksibilitet ligger allerede i den proces, hvor (for-)forståelser skal tilegnes af nye mennesker (enten nye generationer eller nye medlemmer af gruppen) – og alene af den grund skifter karakter. Mennesker møder altså verden med et særligt beredskab, som man kan vælge at kalde kultur, og som ikke alene begrænser, men også åbner verden.

      Mennesket er i udgangspunktet et socialt væsen, som kommer til verden i relation til andre mennesker, og som skaber betydning. Både af den ene og den anden grund er mennesket en del af et praktisk og sprogligt fællesskab. Når vi, både antropologer og ikke-antropologer, taler om kultur, så er det med henvisning til et sådant grundlæggende fællesskab, uanset om vi i øvrigt er enige om, hvad det indebærer. I den forstand peger kultur mod noget kollektivt; kultur er noget, som deles af flere, ligesom betydning gør det. Det sociale og det semantiske er to sider af samme sag for den selv-erklærede art, mennesket.

      Ud over socialiteten har mennesker også verden til fælles, men de lever højst forskelligt i den; de materielle vilkår varierer kolossalt, ligesom verdensbilleder og forventningshorisonter. Men netop fordi mennesket er socialt og ‘forstående’ af natur, er det også i stand til – hvis det vil – at forstå andre måder at leve i verden på, i hvert fald et langt stykke ad vejen. Mennesket er altså udspændt mellem et alment kulturelt forhold – nemlig evnen til at forestille sig hinanden – og mere specifikke måder at forestille sig verden på. Det er i dette spænd, at kulturen viser sit Janushoved, og mennesket til stadighed må opfinde sig selv. Kaj Birket-Smith (1893-1977), som grundlagde den antropologiske universitetsuddannelse i Danmark i 1945 og derfor fortjener et buk, beskriver dette spænd på meget poetisk vis i indledningen til Kulturens veje (1941-1942):

      “Kulturen er som et træ, et eventyrligt træ, hvor hver gren er formet forskelligt fra sin nabo, hver blomst har sin egen farve og duft, hver frugt har sin særlige sødme. Denne rigdom og fylde er groet naturligt frem. Hver kultur og hvert folk har sit særpræg; men grenene er alle skud på den samme stamme og næres af de samme safter. Skæres grenene over og skilles fra stammen, visner blomsterne.”

      BIRKET-SMITH