Samlede Værker, Tredie Bind. Aakjær Jeppe

sorger du da nok for, te det ett gaar som i Fywr, da de gik hen og sprej æ Maag istej for aa legg æ ved æ Kartofler. Du hower nok, hwad for nøj elendig Gras en fæk ud aa æ, for det det ett bløw sit te i Tid.

      Wolle Rævsgaard.

      Det maa æ Forkaa'l jo pas.

      Ka Rævsgaard.

      Jow, a kjender dje Passen, nær de ett blywer sit atter. (Kort Pavse.) Hworden kund æ vær, du ett war paa æ Mejeri i Guer? A tykkes aaltid, det er den Daa i æ Maaned, da I plejer aa ha jer Udbetaling?

      Wolle Rævsgaard

      (meget forvirret).

      Hm! – Sand nok – men der war kommen – der war nøj, der gjord, te det bløw udsaat te Frejdæ. (Det banker.) Kom ind!

      (Proprietær Nørholm træder forsigtig frem.)

      Nørholm.

      Godda'! Ja, undskyld —

      Wolle Rævsgaard

      (vinker Ka Rævsgaard bort).

      Værsegued aa ta Plads!

      Nørholm.

      Tak! Naa, De lægger Kartofler.

      Wolle Rævsgaard.

      Ja.

      Nørholm.

      De har godt Vejr til det.

      Wolle Rævsgaard.

      Ja, det kan en ett klav paa.

      Nørholm.

      Naa, men det var just ikke det, jeg kom for.

      Wolle Rævsgaard.

      Nej, det kund a wal tink.

      Nørholm.

      De ved maaske allerede mit Ærinde?

      Wolle Rævsgaard.

      Nej, hwor skuld a ved det fræ?

      Nørholm.

      Jamen, naar jeg nu siger, at jeg kommer fra Mejeriet, saa kan De ikke mere nære nogen Tvivl om, hvorfor jeg har søgt Dem.

      Wolle Rævsgaard

      (mere og mere forvirret).

      Fræ æ Mejeri?

      Nørholm.

      Sig mig, Hr. Rævsgaard, hvorfor er der ikke sket nogen Udbetaling den 3dje i denne Maaned, som Skik og Brug nu har været i hele det Aar, vi har haft Dem til Formand?

      Wolle Rævsgaard.

      A indrømmer, te det er en Fejler, men tho det er en travelt Tid, og a haar derfor ett hat Staând te aa hent æ Peng hjem.

      Nørholm.

      Nu taler De Usandhed; Tiden har ikke hindret Dem. De var jo nemlig i Kjøbstaden i Forgaars. Baade Mejeristen og andre har set Dem der, og De vendte først hjem henad 2 om Natten.

      Wolle Rævsgaard

      (opfarende).

      Naa, er en søen omgi'n af Spioner, te en ett kan forlaad si Hjem, uden te der blywer bjedt Mærk i det. Skal a maaskisæ staa nue te Regnskab for, hwad a bruger mi Tid te?

      Nørholm.

      Aa, tag nu ikke saadan paa Veje, Rævsgaard. Her er slet ikke Tale om noget Spioneri, her drøfter vi blot, hvorvidt De taler Sandhed eller ikke; og jeg konstaterer da endnu en Gang, at De har været i Kjøbstaden. Nu er Spørgsmaalet: Hævede De samtidig i Banken Mejeriets 4000 Kr.: i bekræftende Fald: hvorfor har De da ikke udbetalt dem til Andelshaverne allerede i Gaar?

      Wolle Rævsgaard.

      A haar ett hævet en Ør. A war kommen for silde af Stej, saa æ Bank haaj lot, da a kam te æ Dar. I en Stilling som min, hwor en ingen Løn faar for si Arbe, kan en ett aaltid staa paa Pind; men i Maaen den Daa skal a med Fornywels hent æ Peng, saa enhwer kan faa sin.

      Nørholm.

      Hør Hr. Rævsgaard, lad mig nu tale til Dem som en Ven; jeg er ikke kommen herhen for at holde Forhør over Dem, men for at raade Dem for Deres Bedste. Alt det, De der siger om Tid og Lukning osv., tror jeg ikke et Ord af. Værten i "Hanen", hvor De sad og spilled Kort til ud paa Natten, har fortalt, at han tre Gange i Løbet af Aftenen har maattet rende i Byen for at bytte store Pengesedler for Dem; der er da for mig ingen Tvivl om, at De virkelig har hævet Summen. Men nu spørger jeg Dem: Har De destilleret alle Pengene? Svar mig ærligt og uden Omsvøb; for det er en højst alvorlig Sag for Dem.

      Wolle Rævsgaard

      (tier bomstille).

      Nørholm.

      Altsaa: De har virkelig bortspillet hele Summen, alle de 4000 Kr.?

      Wolle Rævsgaard

      (sagte).

      Ja!

      Nørholm.

      Og til hvem?

      Wolle Rævsgaard.

      Ræber tog de flest. Maagen te Uheld haar a aalle hat. A saa tit med hiel gued Kwot; men hjælper det nøj, nær der er Wonheld for jens Dar? A taft og taft og det den hiele Næt, først mi egn Peng saa æ Mejeris. Der gik Tôg for mi Øwn, a vidst knap a mæ sjel aa sej. Da a kjor ud aa æ Bøj, war æ mi Ajt aa kaast mæ i æ Aa, og nær a ett gjord æ, war æ aaljenne for det, a ett haaj Villi nok te aa ryw æ Hejst i Staa, imen a sprang aa æ Vogn. Hwordan a kam hjem, er mæ endnu en Gaad. Det war jen Ravmørk øwer det hiele, og a laa æ Hejst dje Temm nied i æ Vogn og lod dem fuldstændig skjøtt dem sjel i den Hoef, te a skuld vælt og brækk æ Hals. A tint æ hiele Vej saa læng a kjor: Nu er du en Kjeltring for Gud og Mennesker; nu blywer du saat og kommer i æ Towthus, og det er æ jo ogsaa, De er kommen for aa sej mæ?

      Nørholm.

      Nej vist ikke nej, Hr. Rævsgaard! Jeg vilde kun gjøre Dem opmærksom paa Faren. Men De har dog sagtens Venner, der baade vil og kan hjælpe Dem? Det gjælder kun om, at her handles hurtigt, før Sagen kommer ud imellem Folk.

      Wolle Rævsgaard.

      Ja hwem tror De, der vil hjælp mæ.

      Nørholm.

      Aa, jeg tænkte om f. Ex. ikke Ræber —

      Wolle Rævsgaard.

      Ræber!?

      Nørholm.

      Ja, han har jo dog faaet de fleste af Pengene baade denne Gang og tidligere.

      Wolle Rævsgaard.

      Den fjedted Stod'er! Haar De nowtid hør, te han haar hjulpen nue uden aa æ Dyn og i æ Halm?

      Nørholm.

      Naa, saa er der jo Mads, Svigersønnen.

      Wolle Rævsgaard.

      Ja, ham haar a ogsaa gued nok tint ved som den jennest, der kund vær Taal om.

      Nørholm.

      Jeg tror sikkert, det var hans Vogn, der holdt heromme ved Møllen med et Læs Grutning; De skulde lade en af Deres Folk løbe derom og se efter, om han ikke selv var der.

      Wolle Rævsgaard

      (gaar til Kjøkkendøren og kalder):

      Fip!

      Bitte Fip

      (ind).

      A tytt, du raaft ad mæ. Haar du nøj, du vil mæ?

      Wolle Rævsgaard.

      Ja, løb lig om te æ Møll og si atter, om ett Mads skuld vær der; og hwis han er der, saa bed ham om aa komm te æ Dar i en Snaarhied.

      Bitte