Ludvigsbakke. Bang Herman

maa sige det til Mama.

      Og vi gik, løb op til Moder og jeg sagde, lige indenfor Døren:

      – Ida har revet sin Kjole.

      Paa "revet" begyndte jeg at græde, men Du stod lige stille:

      – Hvor?

      Mama greb din Kjole i Sømmen og holdt den ud fra Dig som en Fane:

      – Ja, er det ikke det, jeg si'er, hvad maa Fru Brandt dog tænke om dette forrykte Hus?

      Du stod og rystede uden at græde, og Mama rev Haaret bag Ørene løst med sin Hæklenaal:

      – Der maa gaa Bud efter Jomfru Finsen, sagde hun, ligesaa forfærdet som vi: tag Kjolen af.

      Karen løb efter Jomfru Finsen, mens Du ventede i en af Moders Natkjoler og Mama blev ved sit om "Huset" og min Kjole, som jeg jo gerne kunde flænge, det var hun vant til.

      – Dér gaar Fru Brandt, raabte jeg, som var rykket op paa Forhøjningen.

      Mama slap Kjolen:

      – Hun skal i Kirke, sagde hun saa, ligesom lettet; og vi saá begge to ud efter din Moders lige Ryg, der drog over Torvet.

      Det er Pastor Hansen, der præker, sagde Mama.

      – Nej, sagde Du med en lille, tyk Stemme: det er Pastor Schmidt.

      Mama slog Hænderne ned i Skødet:

      – Saa er de ikke hjemme far halv ét, sagde hun overbevist.

      Da Jomfru Finsen kom, erklærede hun, at der kunde tages en Halvbredde ud og saa maatte Baglæggene rækkes.

      – Det vil ikke ses, sagde hun, mens hun maalte og synede den blaa – Jomfru Finsen havde et Par Øjne, Stakkel, som grundede hun altid paa at skraa en Bredde – :

      – Nej, det vil ikke ses.

      – Tror De? tror De? sagde Mama, der altid hørte paa Finsen, som talte hun Latin: ja, naar det blot ikke ses …

      Det saás ikke.

      – Drej Dig, min Pige, sagde Mama til Dig, der havde Kjolen paa igen: en Gang til. Nej, det ses ikke.

      – Gud være lovet, Finsen! Moder slog Armene ned i Skødet:

      – Nu vi! vi ha'e Crêmekopper.

      Crêmekopper var Moders uomgængelige Tilgift til Sypiger. Der blev altid lidt af Butterdejgen siddende paa Finsens Underlæbe, i den Revne, som hun havde faaet af at overbide Traad.

      Jeg fulgte Dig om Aftenen, da Sofie kom. Du tog mig lidt haardt i Haanden, da vi naaede ned paa Gaden. Da vi kom hen til Kælderhalsen, sagde jeg:

      – De spiller; jeg saá Frøknernes Skygger paa Jeres hvide Gardin.

      – Ja, hviskede Du med en lillebitte angst Stemme.

      Vi kom ind og Du fik Tøjet af og vi kniksede rundt, først jeg og saa Du, og din Moder sagde over Kortene:

      – Har Ida været artig?

      – Ja; det var vist første Gang, Du løj, min Pige.

      – Ja, gaa saa i Seng. Du véd, om Mandagen øver Du Klokken syv. Godnat.

      Du fik dit Pandekys og var afsted.

      – Farvel, sagde jeg ligesom i en Eksplosion. Og jeg løb hjem til Mama, saa jeg var ganske forpustet:

      – De saá ingenting.

      – Ih, Gud ske Tak, sagde Mama og satte sig haardt i Sofaen:

      – Naa, Ida har nu meget godt af at være med i lidt Uartighed, sagde hun. Jeg havde henne paa Forhøjningen hemmelig fat i Lektien:

      – Maa jeg spørge, Olivia, sagde Mama: begynder Du nu paa Lektierne?… Tror Du, Ida Brandt stjæler Lys for at læse paa Sengen?

      … Ja, det var den Tid, og hvem kan begribe, hvor den blev af, og hvordan Aarene løb. Hvor jeg ser os paa Kirkegulvet, ved Konfirmationen, hvor vi alle var i hvide Burnusser og rødmossede af at græde og glathovedede. Gamle Pastor Bacher, det Skind, det gaar rent tilbage for ham, og de gaar alle til Pastor Robert, sidst havde Bacher kun syv og tyve.

      Men Herren véd, hvor tit Du havde maattet høre mig i Salmer….

      Mama blev ved at sige:

      – Jeg synes, Ida var den netteste Konfirmand. Den Pige har noget, naar hun holder sit Hoved, halvt nedefter, noget, der ikke ligner andre….

      Og din Andendagskjole var blaa med smaa hvide Prikker….

      Aa, den første Tid som unge Piger, hvor vi endnu øvede os i at gaa i de lange Kjoler, og Mama maatte sy mig "Rucher" for Hænderne for at skjule mine røde Haandled; og til den højeste Stads sad vi mellem de andre unge Piger, generte og ledeløse i vore sorte Kjoler, der var pyntede op med en Pibekrave, kære Du, hvor tit min maatte lægges ud i Brystsømmen.

      I Julen var vi til det første Bal. I tre Uger havde jeg sovet med Handsker paa om Natten:

      – Man kan ikke, sagde Mama, tage paa Bal med de Hænder. Ida gaar i Huset, og dog har hun nettere Hænder end Du.

      Vi kørte derhen i Jensens Vogn, Du og jeg paa Bagsædet, med to Skørter op over Hovederne, saa vi sad paa det Lærreds, mens Mama trykkede sig sammen paa Forsædet og Jeres Sofie knejste paa Bukken med dine Sko, indsvøbte i Papir….

      Det ækle, gamle Rum i Klubben med Fugtighed ned ad Væggene og det graa Skærmbrædt. Husker Du Skærmbrædtet, hvor Fru Ferder regelmæssigt gik Ingas Hals efter med et dyppet Lommetørklæde.

      – Olivia, sagde Mama: om Du nu kunde lukke din Mund….

      Hver Moder gav sine Formaninger og glattede Kjoler. Og midt paa Gulvet stod vi, rødarmede og forskrækkede og smilende, og Fru Ferder løb rundt:

      – Gud, Fru Franck, Deres er nydelige, blev hun ved at raabe. Hun havde et aabent Brev Knappenaale fæstet foran paa sit Bryst for at gaa Ingas Toilette efter. Det dundrede paa Døren: Luk op, luk op. Det var Nina Stjernholm i sin Pelskaabe:

      – Godaften, Godaften! Barn, Barn, jeg er kommet meget for silde, raabte hun, mens hun rystede paa Hovedet, saa alle Lokkerne fløj, og raabte paa Mama:

      – "Søde Fru Franck, hvor er Føllene?" Og hun mønstrede os og skubbede tykke Fru Eriksen til Side: Nydelige, nydelige, sagde hun i Farten:

      – Men lille Fru Franck, hvordan sidder mit?

      – Nina, dog, sagde Mama, hvor det sidder skævt….

      – Men, gør det? og Nina rettede og trak i Liv og Nederdel, mens Mama hjalp:

      – Men, hvorfor har De ogsaa alting siddende saa løst, Nina.

      Mama var halvt fortvivlet og trak Lidsebaandet fastere i Halsen, mens Nina lo:

      – Lille Ven, sagde hun til Mama, En maa der til at være lidt god mod de ældre Mandfolk … Har I til første? vendte hun sig til os.

      – Ida ikke….

      – Godt, saa hold Dem til mig, Frøken Brandt, jeg raader over et Par spæde Løjtnanter fra Frederits, og jeg ta'er Hofjægermesteren.

      Balinspektøren dundrede paa Døren og spurgte, om Damerne var færdige, og Musikken begyndte at spille.

      – Saa, sagde Nina og slog Døren op. Jeg saá bare Lysekronen, Du, og den dansede allerede. Saa fik jeg Adolf Black, der var ligesaa befippet som jeg, fordi han var i Kjole, og jeg hørte Mama sige: Ryggen, Olivia, og jeg saá Dig, der kom bagved med en Løjtnant, der bed i sit Skæg….

      Men hvor Gulvet var brillant, og hvor vi dansede.

      Du stod et Øjeblik henne hos Mama med hende i begge Hænderne:

      – Aa, Fru Franck, sagde Du og lo saadan stille, det er saa dejligt at danse.

      Nina var frygtelig. Hun havde stoppet sit Lommetørklæde ned foran paa Brystet og sagde til Kammerherren:

      – Kammerherre, se ikke paa mig, Fru Franck