Det graa hus. Bang Herman

Preben, der stod midt i Stuen, ret op og ned – man havde det Indtryk, at stødte man til ham med en Albu, vilde han falde – sagde:

      – Hvem? og saá paa Excellencen med Øjne, der intet saá.

      – I, sagde Hans Excellence, der bestandig stod støttet til Stolen.

      – I har jo redet.

      – Ja, svarede Preben, der ikke vidste hvad han selv sagde.

      Der blev stille igen, mens Uret dikkede, saadan underligt springende, som gamle franske Ure gør.

      – Saa hils, sagde Hans Excellence og det var, som bortslyngede han noget, da han slap sin Stol. Baronesse Ingeborg havde rejst sig:

      – Gaar Du, sagde hun.

      – Det er paa Tiden, svarede Hans Excellence, og ene gik han – for Baronesse Ingeborg turde ikke følge ham – ud gennem Stuerne.

      Preben listede ind, hvor Moderen sad ved Sengen hos Emmely, der var hvid som det Hvide er hvidt, mens hendes Bryst gik højt:

      – Det gør saa ondt, aa, det gør saa ondt.

      – Ja, ja, lille Emmely.

      – Det gør saa ondt.

      – Ja, ja, rejs Dig lidt, hører Du, rejs Dig lidt…

      Den Syge forsøgte det, mens Preben greb om Fodendens Kant med begge sine Hænder. Men Emmelys Hoved blev liggende paa Puden, magtløst som var det skilt fra Kroppen:

      – Nej, jeg kan ikke…

      – Nej, nej, det gør saa ondt.

      – Saa, saa, nu kommer Doktoren. Baronessen talte næsten vissende som til et spædt lille Barn:

      – Nu kommer Doktoren.

      Den Syge blundede hen, Brystet gik op og ned.

      Ida stod i Krogen og græd stille.

      – Sover hun? hviskede Preben.

      – Ja.

      Ida løftede sit Hoved: henne fra Krogen saá hun paa Søsterens Ansigt og paa én Gang begyndte hun at græde højere, og hun greb i Moderens Arm:

      – Mo’er, hviskede hun, og Taarerne var pludselig holdt op at rinde ud af hendes Øjne, mens hun blev ved at stirre paa Søsteren paa Puden:

      – Skal vi ikke spørge Onkel Hvide? Moderens og Datterens Øjne mødtes i et Nu:

      – Nej, nej, sagde Baronessen saa højt, at hun vækkede den Blundende.

      – Hvor er Preben, hviskede Emmely.

      – Her.

      – Tak.

      Og hun lukkede Øjnene igen.

      … Excellencen var gaaet ned. Han støttede sig ikke. Næsten rank stod han ind i sin Vogn, der kørte bort. Porten faldt i.

      Portneren, der havde snakket med Johan Kudsk, vendte tilbage til sin Kælder, hvor han satte sig ved Vinduet, mens hans Kone kom ind fra sit Køkken.

      – Det var den Gamle, sagde han.

      – Excellencen?

      – Ja, sagde Portneren, der havde foldet Hænderne.

      Konen næsten faldt ned paa Stolen henne ved Kakkelovnen:

      – Aa, Herre Gud, aa, Herre Gud, sagde hun og begyndte at tørre rundt i sit svære Ansigt med Hænderne.

      Hendes Mand sad stadig med Hændene foldede mod sine spidse Knæ.

      – Ja, sagde han og nikkede: han kan se det, om det er Døden.

      – Sig ’et ikke, Jakob, sagde Konen, der begyndte at græde, som om Baronesse Emmely allerede var død.

      Og de sad lige stille, hver i sin Stol, i det store og stille Hus…

      Hans Excellence sad rankrygget i sin Vogn, den højre Arm hvilede i Armholderen, hvis vaabenbroderede Baand sitrede, saadan rystede han endnu, medens hver Aare i det hvide Ansigt spændtes.

      Han tænkte paa Braherne, disse Braher; og alle Slægtens hemmelige Historier, som hans Lægeviden gemte gennem hundrede Aar, nedarvede, som de var fra hans Fader, der var navnkundig, og den første som han – luede for hans langsynte Øjne, i en frygtelig Hunger efter at mætte sig med Hævn.

      Han stønnede lydt, som han sad, under sin egen Vredes Greb:

      – Jo, jeg kender dem…

      – Om jeg kender dem.

      Men pludselig knyttede han sine Hænder og hans Blik syntes et Nu at blive tomt og hele Øjet næsten hvidt: under en vældig Anspændelse af Vilje skød han som en Jernskodde for sin egen Tanke – og havde begravet den.

      Han vidste ikke mer om det.

      Han trak i Vognsnoren og Johan Kudsk holdt an:

      – Til Fru Urne, raabte Hans Excellence, og Vognen kørte tilbage gennem Byen, over Torvet, ned ad Bredgade. Den rullede ind gennem Porten i det Schackske Hus og holdt i Gaarden, foran Havehuset.

      Hans Excellence steg ud. Døren havde ingen Klokke, men kun en Dørhammer, der ligesom ikke vilde mere.

      En Pige lukkede op:

      – Er her no’en hjemme? spurgte Excellencen.

      – Ja, Deres Excellence, Fruen kommer straks.

      Han gik ind i de to Stuer, hvor Christian den Ottende-Møblerne stod saa mærkelig stift mellem KurveEspaliererne med de mange Efeu. Udenfor Vinduerne laa Haven. Sneen gav et særegent Lys i Stuen, som af Skæret fra et ophængt Lagen.

      Hans Excellence tog Plads. Over ham i Sofaen hang Billeder og Sabler indhyllede i Flor.

      Han hørte ikke Fru Urne komme, før hun stod der. Hun var høj og mager og helt i Sort.

      – At Du huskede mig idag, sagde hun og tog begge hans Hænder.

      – Min Pige, sagde Excellencen: jeg har ikke saa meget at huske mer.

      – Du husker alle, sagde hun og beholdt hans Hænder, mens hun satte sig.

      – Eller ingen, sagde Hans Excellence.

      Der var tavst en lille Stund. Fru Urne havde vist ikke hørt, hvad han havde sagt. Hun havde løftet Blikket og betragtede sin faldne Mands Billede over Sofaen:

      – Det bliver altsammen revet op igen, paa en Dag som denne; og det er, som om man maatte opleve det igen.

      – Ja, sagde Hans Excellence: han gav Livet.

      – Ja, sagde hun, og pludselig sprang Taarerne frem af hendes Øjne, mens en Hulken rystede hende:

      – Og jeg kan ikke en Gang nøjes med Tanken om hans Bedrift… Og de Minder, man gaar og hænger Flor om – det er ikke de Minder, man længes efter.

      Hans Excellence lagde sin Haand over paa Ryggen af Stolen, hvor Fru Urne sad:

      – Jo større han var, min Pige, desmer har han vel ogsaa kunnet give Dig…

      – Og des vildere er Savnet.

      Ved Ordet vildere mødtes et Nu deres Øjne og en Blodstrøm slog op i Enkens Ansigt.

      – Onkel Hvide, sagde hun: Du ser alting.

      – Men jeg skammer mig. Jeg skammer mig for mine Børn.

      – Skammer Dig? og han talte haardere: hvorfor? tror Du ikke alle de andre, som er ene, “længes” li’edanne?

      Fru Urne havde lænet sit Hoved til Stolens Ryg og saá ud i Luften:

      – Hvorfor lyver de da alle?

      – De lyver, sagde han: som Du lyver. Han tav lidt:

      – Hvorfor de lyver? sagde han: Fordi vi opdrættes til at tro, at vi er noget andet end vi er. Og naar vi saa opdager os selv, tror vi, de andre er bedre og vi er de værste…

      – Men vi er ens og vi har den samme