Det graa hus. Bang Herman

Udskriften paa de ankomne Breve og skød dem atter langsomt helt ind paa Konsollen, i Mørket.

      Hendes Naade ringede, saa det skingrede gennem hele Huset.

      Faderen aabnede Døren til Dagligstuerne, hvor Stuepigen Arkadia, en ung Dame i stivt Sirts og hvide Strømper, havde slaaet alle Vinduer op paa vid Gab og med en Tæppebanker i hver Haand pryglede løs paa Fløjelsportiérerne, saa Støvet stod som skidne Skyer om Hvidernes broderede Vaaben.

      – Hendes Naade ringer, sagde Faderen og lukkede Døren igen, for Trækken. Jomfru Arkadia havde for Vane at lufte ud, som udluftede hun et Aarhundrede.

      – Ja, Hr. Hvide, sagde Arkadia, der pryglede videre.

      Snart var hun i Gang med Dørforhængene og snart var hun ved Vinduerne.

      I Excellencens gamle Vinkælder var der ifjor flyttet en Skibsproviantering ind, med en Kontorist og to Kommis’er, der i Morgentimerne vekselvis opholdt sig i Kælderhalsen.

      De Folk, der bor nede paa Jord, deres Gemytlighed, den er stor….

      Jomfru Arkadia pryglede løs paa Hvidernes Vaaben, mens hun sang.

      Hendes Naade blev ved at ringe.

      – Godmorgen, lød det fra Kælderhalsen, fra én af de tre Handelsmænd. Arkadia var atter ved Vinduerne.

      – Godmorgen.

      – Travlt? spurgte Handelsmanden.

      Jomfru Arkadia daskede begge Tæppebankerne ned mod den sorte Kommis i Kælderhalsen.

      – Man har vel mer at gøre end De – heldigvis, sagde hun.

      Og væk var hun og bankede igen. Pludseligt lød der et:

      – Kaffe, Kaffe, klingende gennem det halve Hus.

      Det var “Moderen”, der var ude af Sengen og, i Natkjole, slog Entrédøren op oppe paa første Sal og raabte sit:

      – Kaffe, Kaffe.

      Faderen dunkede paa Døren inde i sit Værelse, ved Siden af Moderens:

      – Stella, Stella, raabte han: husk dog, vi er ikke hjemme.

      – Hva’ si’er dog de fremmede Mennesker, som ellers bor her i Huset?

      – Kære Fritz, la’e dem si’e.

      Moderen var i Seng igen og slog Hænderne ned over sin Dyne:

      – Hvem kender de Personer? sagde hun.

      Jomfru Arkadia havde sluppet “Bankeren”, saa saare hun hørte “Kaffen” og hun løb gennem Entréen og Spisestuen og Gangen ud i Køkkenet:

      – Fruen har kaldt, sagde hun.

      – Ja, svarede Sofie, der aldrig ændrede sit Tempo, og hældte Kaffen op, mens hun sagde:

      – Hendes Naade har ringet.

      – Frøkenen er inde, (“Frøkenen” var Selskabsdamen) sagde Arkadia og løb med Kaffen.

      – Der kan hun løbe, sagde Sofie.

      – Gud være lovet, raabte Moderen og slog ned over Kaffebakken, som Arkadia stillede paa Dynen.

      – Har Hendes Naade ringet? Det var hendes evindelige Skræk, om Morgenerne, under Besøget hos SvigerForældrene.

      – Ja, svarede Arkadia.

      – Hæng Uret op, sagde Moderen, der sad oprejst i Sengen og skubbede Skuldrene op og ned for hver Mundfuld, hun tog af Koppen, mens Arkadia anbragte hendes Ur paa Fodenden af Sengen:

      – Halvelve, sagde Moderen forfærdet og lige efter:

      – Kære Arkadia, hvor har De dog trallet paa Trapperne.

      – At De kan synge saa tidligt om Morgenen.

      Det var Moderens Undren hver Morgen.

      – Og hvad er det saa for Viser, De synger? Jeg kan ikke huske de Melodier… hvordan er det nu?

      Hun begyndte selv paa et Omkvæd men hun kunde det ikke:

      Naar en Kvinde hun skal giftes og om Mandens Færden forhen intet véd, og hun før Partiet stiftes søge vil at skaffe sig lidt god Besked —

      Arkadia rettede og sang, mens hun stod midt for Sengen.

      – Ja, ja, sagde Moderen og sang med – hun skød Benene helt op under sig af lutter Iver – :

      Naar en Kvinde hun skal giftes og om Mandens Færden forhen intet véd, og hun før Partiet stiftes søge vil at skaffe sig lidt god Besked, om han er flink, villig, tro og lydig, om han er skabt i den rette Form, og om han ellers har været dydig, kan hun faa ham undersøgt af Line Worm.

      De sang begge to. Arkadia rettede og Moderen lo, til hun pludselig saa’ paa Uret:

      – Ti Minutter i elve, sagde hun og jagede Arkadia ud.

      Faderen bankede inde paa sin Dør:

      – Stella, sagde han, hvad er det dog for Viser, Du la’er den Pige synge?

      – Kære Fritz, det véd jeg virkelig ikke; og leende sagde hun:

      – Er det ikke dem, de sælger paa Gaden?

      Hun laa et Øjeblik. Saa sagde hun:

      – Fra hvem er der Breve?

      – Fra Hans, svarede Faderen indefra.

      – Til din Fa’er?

      – Ja.

      Moderens Ansigt blev med ét forandret, mens den hvide Haand strøg Haaret bort fra hendes Pande, og hun laa stille, uden at røre sig.

      Derinde lød Faderens Skridt.

      – Fritz, hvad Dag er det?

      – Fredag.

      – Nej, men Dato.

      – Den otte og tyvende.

      Moderen rørte sig ikke.

      Derinde lød Skridtene.

      Nedenunder var Selskabsdamen begyndt at klæde Hendes Naade paa. Det var en Smule besværligt paa Grund af Hendes Naades Gigt.

      – Passer De Temperaturen? sagde Hendes Naade.

      Ja, Selskabsdamen passede den.

      Termometrerne blev i Dagligstuerne anbragt en Tomme over Gulvtæppet for daglig at konstatere Fodkulden for Hans Excellence.

      – Vi har den jo fra Kælderen, sagde Hendes Naade: jeg bad jo for mig, lille De, men Hvide vilde ha’e den Butik og jeg maatte undvære min Vinkælder.

      Selskabsdamen vidste det.

      – Hvormeget er der? spurgte Hendes Naade.

      – Tretten Grader.

      – Hm. Lad dem saa hænge, De, at Hvide kan se det.

      Hendes Naade skød Læberne frem, hvis skønne Bue en Gang havde begejstret Hr. Lamartine:

      – Men Hvide føler det jo ikke, sagde hun. Der lød et Pappegøjeskrig inde fra Stuerne.

      Det var “Poppe”, der vaagnede ved den stigende Temperatur og skreg sit:

      – Fortuna fortis, ud gennem alle Værelserne.

      – Dæk dog til for det Dyr, sagde Hendes Naade.

      – Fortuna fortis, skreg Pappegøjen, til Selskabsdamen havde faaet Buret dækket og igen var vendt tilbage.

      – Tak, sagde Hendes Naade, og hun tilføjede:

      – Det er ogsaa Hvides Idé med den Fugl.

      De var under Toilettet naaet til Haaret. Hendes Naades Forhaar skulde kreppes og sættes højt op.

      Hendes Naade, som for det øvrige Legemes Vedkommende med Aarene havde faaet nogen Skræk for Vand, lod sit Ansigt og sine Hænder pleje med megen Omhu med Crêmer og Essenser.

      Inde i Spisestuen sad Georg og ordnede Sølvtøj. I den store